Social bosteder: Det store asociale tag-selv-bord
Handicappede betaler prisen for strukturreformen. Den har betydet, at specialiserede institutioner er lukket, og at ekspertisen er spredt for alle vinde, mener ekspert. Regeringen vil nu kigge nærmere på tilsynet med de sociale tilbud.
Jens Reiermann
Velfærdsredaktør
Torben K. Andersen
Politisk redaktør- Mandag Morgen udpeger Danmarks syv sociale dødssynder, hvor udgifter i milliardklassen ikke hjælper udsatte borgere til et bedre liv, og hvor problemerne tårner sig op.
- Dødssynderne omfatter bl.a. anbragte børn, integration af ikkevestlige kvinder, udsatte unge uden uddannelse, den udbredte silotænkning i det offentlige og den sociale arv.
- Regeringen har en række planer i støbeskeen i håb om at få bugt med problemerne.
Danmarks syv sociale dødssynder
1. Integrationen af ikke-vestlige indvandrere halter
2. Den sociale arv betyder mere og mere
3. Unge hænger fast på kanten af samfundet
4. Velfærd for lovgivningens skyld, ikke for borgernes
5. Social bosteder: Det store asociale tag-selv-bord
Hvert år betaler kommunerne 46 mia. kr. for pladser på døgninstitutioner, sociale botilbud og andre ydelser til nogle af samfundets mest udsatte borgere. Men trods den astronomiske regning er det mere end svært at se, hvordan de mange milliarder kr. hjælper de udsatte borgere videre i deres liv.
”Det kan godt være, at den slags ophold i sig selv fungerer godt og giver borgerne gode oplevelser. Men i mange tilfælde er det svært at se, at opholdene er med til at skabe progression og udvikling for borgerne,” siger en af landets førende eksperter i socialpolitik, tidligere direktør i Socialstyrelsen Knud Aarup.
Progression og udvikling kan f.eks. betyde, at psykisk sårbare borgere ’lærer’ at håndtere dagligdagens problemer på en måde, så de kan leve sammen med andre uden for en institutions trygge rammer. Udvikler de ikke disse kompetencer, kan de være henvist til et livslangt ophold på en institution.
Knud Aarup peger i særlig grad på to årsager til miseren. For det første skal kommunerne ifølge serviceloven udarbejde handleplaner for de borgere, der skal bo på en døgninstitution eller i et socialt botilbud. Knud Aarup peger på, at handleplanerne kun alt for sjældent opstiller et mål for indsatsen. Dermed bliver det tilsvarende svært at registrere, om indsatsen fører til den ønskede fremgang.
For det andet stilles der ingen krav til de ansattes kvalifikationer. Det er et særligt problem for borgere med tunge eller komplekse problemer. Her går udviklingen i den gale retning. Interesseorganisationer har gennem de senere år dokumenteret, hvordan kommunerne har stoppet den specialiserede hjælp til hjerneskadede, handicappede, sindslidende og andre af samfundets mest udsatte grupper og flyttet dem over i andre og ofte billigere ordninger i nærmiljøet inden for egne kommunegrænser.
”Der er noget grundlæggende galt med hele det institutionssetup, vi har. Det koster en bondegård, og vi anbringer f.eks. socialt skadede børn med diagnoser på døgninstitutioner uden at stille krav om dokumenterede kompetencer hos personalet. Jeg har set eksempler på institutioner med 24 godkendte pladser til 13 forskellige målgrupper, der bare ikke kan være sammen af forskellige gode faglige grunde. Så kan man jo få den mistanke, at institutionen ikke råder over den nødvendige konkrete faglighed til alle 13 målgrupper,” siger Knud Aarup.
Reform er synder
Han peger på strukturreformen i 2007 som en årsag til udviklingen. Hvor strukturreformen slog kommunerne sammen for at skabe større faglighed i forvaltningen, skete det stik modsatte på det sociale område. Her er der omvendt sket en omfattende decentralisering af arbejdet med opgaverne.
Kommunerne fik nemlig mulighed for selv at overtage nogle af de opgaver, som tidligere blev løst af specialiserede institutioner i de gamle amter. Landets borgmestre gik med stor appetit til dette enorme tag-selv-bord og valgte med tiden at lade kommunen overtage næsten alle opgaver.
I stedet for institutioner med faglig kompetence afstemt efter de særlige behov hos hver enkelt gruppe af borgere har kommunerne oprettet lokale tilbud, hvor folk med vidt forskellige behov for hjælp, som eksempelvis autister, hjerneskadede og svært udadreagerende, nu kan havne i samme sociale tilbud.
Der er også stor forskel på, hvor strikse landets fem socialtilsyn er med at udstede påbud til de sociale tilbud og plejefamilier, der ikke lever op til kravene. Socialtilsyn Nord har f.eks. givet over tre gange så mange påbud som Socialtilsyn Syd i perioden 2014-2017. Hvor Nord uddelte 43 påbud for hver 100 sociale tilbud, gav Syd ’kun’ 12 påbud. De private tilbud fik flest påbud. Se figur 1.
Mange private bosteder for anbragte børn og unge er blevet en så god forretning for ejerne, at faglige organisationer som FOA og Socialpædagogerne ligefrem betegner dem som rene pengemaskiner. Men ofte halter kvaliteten på specielt de private tilbud. Ifølge Politiken er hele 35 opholdssteder og bo- og aktivitetstilbud for handikappede og udsatte borgere blevet lukket de seneste 4 år som følge af misvisende oplysninger, svigt, dårlig ledelse og manglende faglighed. 34 af dem er private, mens kun et er offentligt.
Socialminister Mai Mercado (K) har bebudet, at hun vil kigge nærmere på tilsynet med de sociale tilbud efter sommerferien.
Større kontrol med de ansatte
På samme måde som læger skal have autorisation for at lave selv enkle kirurgiske indgreb, bør der ifølge Knud Aarup også stilles større krav til kompetencerne hos de ansatte, der skal arbejde med udsatte og sårbare børn på institutionerne.
Han foreslår derfor, at der bliver opbygget et kompetencebaseret autorisationssystem, som skal sikre, at den enkelte socialmedarbejder skal være i besiddelse af formelle kvalifikationer for at kunne arbejde på de forskellige typer af institutioner.
Samtidig bør kommunerne holdes fast på, at der skal udarbejdes de klare og tydelige mål for indsatsen over for de udsatte borgere, som er en forudsætning for, at man senere kan evaluere, om indsatsen har haft den ønskede effekt.
