Af Helle Øbo, adm. direktør i AskovFonden, og Claus Bjørn Billehøj, adm. direktør i Den Sociale Kapitalfond

I sin kommentar under overskriften ’Lav bedre socialt arbejde i stedet for en investeringsfond’ den 16. august på mm.dk advarer Knud Aarup mod sociale investeringer og særligt innovationsministerens initiativ, Den Sociale Investeringsfond.

Det er amerikanske – og dermed udanske – fænomener, som vi bør holde os for gode til at anvende. Det ville faktisk være en ’katastrofal fejl’ at indføre noget som helst af den art i Danmark, mener Aarup.

Og han sætter da også spot på en række centrale udfordringer. Alt for mange mennesker lever på kanten af vores samfund, og vi har svært ved at lykkes med gode løsninger, især for de allerdårligst stillede – på trods af at vi har et velfærdssamfund med relativt mange ressourcer og et offentligt system med store muskler.

Det nuværende system er ikke godt nok. Så langt er vi helt enige. Men det, at systemet fejler – Aarup fremhæver eksempler på dårlig omsorg i eksisterende kommunale tilbud – kalder, som vi ser det, netop på, at vi afprøver nye modeller for at skabe sociale forandringer.

Således rejser Aarup en vigtig debat – vi skal være bedre – men hvordan bliver vi det? Skal vi tilbage til noget ’bedre socialt arbejde’, som vi kender og ved, hvad er, eller er der (også) behov for nye løsninger?

Aarup skriver imod en ukritisk import af (amerikanske) modeller og videre, at investeringstankegangen er fremmed i et samfund, hvor der skal være plads til alle. Det første er vel de færreste uenige med ham i. Det andet vil vi gerne udfordre. Sociale investeringer er ikke svaret på alt, men måske en del af svaret eller et stykke værktøj i kassen. Vi er forpligtede til at finde ud af det.

Behov for flere greb – fokus på effekt for borgeren

Vores analyse er, at vi skal gå nye veje for at for at finde bedre løsninger. Én vej – af flere – er at prøve et nyt værktøj som sociale investeringer af i praksis i en dansk kontekst. Det er vores holdning, at vi har en forpligtelse til at undersøge, om vi kan bruge den ’hammer’ til at skabe bedre resultater for borgeren.

Her skal det også præciseres, at der af og til, således også hos Aarup, bliver talt om sociale investeringer som én samlet ting, men hvor der reelt er tale om flere.

Én ting er nemlig de kommunale investeringspuljer, hvor formålet er at sikre, at investeringer inden for en kommune ikke bliver forhindret af, at f.eks. udgiften til en indsats afholdes i én forvaltning, mens gevinsten realiseres i en anden. Det er sådanne puljer, flere danske kommuner allerede har etableret med inspiration fra bl.a. Sverige, som Aarup nævner.

En anden ting er sociale investeringer i betydningen Social Impact Bonds, der altså er inspireret af tiltag fra primært USA (som Aarup fremhæver) og England, men også et velfærdssamfund som f.eks. det finske. Modellen er her, at (primært offentlige) aktører køber sociale effekter eller resultater frem for at finansiere aktiviteter.

Tager vi en kommune som eksempel, kunne det se således ud, at kommunen ønsker bedre resultater i forhold til at støtte borgere fra en given målgruppe med at komme i job. En ’operatør’ byder herefter ind på opgaven. Og kommunen betaler, når det kan dokumenteres, at den ønskede effekt er opnået – f.eks. når borgeren er i job eller har fastholdt det i en given periode.

Da operatøren således først får betaling, når resultaterne viser sig, er der i mange tilfælde brug for en investor for at få ligningen til at gå op. Her stiller private og/eller almennyttige investorer kapital til rådighed, indtil resultaterne viser sig, og de aftalte betalinger falder til operatøren, som tilbagebetaler investor med en aftalt forrentning.

I det følgende forholder vi os primært til sociale investeringer i denne betydning. Men det er naturligvis et perspektiv, at kommuner som arbejder med investeringspuljer som nævnt ovenfor oplagt også kunne arbejde med at købe resultater a la Social Impact Bonds.

Vi skal samle på værktøjer, der virker

Ideen om at afprøve sociale investeringsmodeller i Danmark handler grundlæggende om, at vi skal prøve et nyt værktøj af, der potentielt kan løse problemer, vi ikke før har kunnet løse i vores velfærdssystem. Netop fordi vi ved, at de værktøjer, vi allerede har i kassen, ikke er tilstrækkelige, har vi død og pine et ansvar for at finde nye og bedre.

Vi er sat i verden for at skabe positive sociale forandringer. Hvis ikke vores indsats skaber den ønskede forandring, skal vi ikke dvæle ved fortiden men gentænke og ændre vores indsatser, indtil de gør. Således ser vi heller ikke, at det er vejen frem at tale om et enten-eller i forhold til, om vi skal arbejde med sociale investeringer. Lad os være åbne over for nye løsninger, der kan supplere og forbedre vores nuværende velfærdsmodel.

Vi har brug for en fordomsfri diskussion af, hvor og hvordan f.eks. sociale investeringer kan bruges til at gøre en forskel for mennesker, fremfor en teoretisk debat om, hvorvidt ideen er amerikansk, dansk eller noget helt tredje. Vi forestiller os på ingen måde, at sociale investeringer kan blive rammen om alt socialt arbejde. Det er netop, som Aarup skriver, ’en hammer’. Et godt værktøj, når der skal slås søm i, men dårligt til mange andre opgaver. En del af opgaven, når vi vil afprøve en ny hammer, er således åbenlyst at finde sømmene.

Men argumentet, som Aarup lægger det op, svarer til at sige, at vi ikke skal have en hammer i kassen, fordi den ikke er god at save med. Så længe vi ikke har fundet et brugbart værktøj til alle opgaver, må vi gøre arbejdet med at finde ud af, hvad vi skal have op af kassen i hver enkelt situation.

Socialt arbejde skal ikke gøres op i, om det kan betale sig, som Aarup skriver. Men en del socialt arbejde vil kunne finansieres af de besparelser, det giver, når det virker. Det skal vi udnytte, for det kan frigive ressourcer til de opgaver, der skal finansieres på en anden måde.

Vejen til at finde, realisere og udnytte de gevinster er ikke uden faldgruber. Vi skal finde de rette opgaver (dvs. sømmene), vi skal måle rigtigt og på de rigtige ting, og vi skal tage konsekvenserne, både når det, vi gør, virker, og når det fejler. Vi – dvs. kommuner, myndigheder, operatører og investorer – skal på arbejde.

Derfor ser vi positivt på en politisk konsensus om, at vi skal udnytte muligheden for at få et nyt effektivt værktøj til at skabe bedre løsninger for udsatte borgere, og vi hilser Den Sociale Investeringsfond velkommen på banen.