”Præmissen om, at der ikke er noget, der hedder socialpolitik mere, fordi det hele er beskæftigelsespolitik, er en forfejlet præmis. Når man taler om beskæftigelse og muligheden for, at mennesker er aktive i samfundet, er det socialpolitik i sin kerne.”

Sådan siger social- og indenrigsminister Karen Ellemann (V), som svar på flere organisationers og eksperters kritik af de seneste mange års udvikling på socialområdet.

I artiklen ”Hvad blev der af socialpolitikken?” i forrige uges udgave af Mandag Morgen (nr. 35) forklarede en række kilder, at socialpolitikken siden 2001 efter deres mening er gledet ud af det politiske spotlys for i stedet at være blevet overtaget af beskæftigelsespolitikken. Se også artiklen "Eksperter og organisationer: Konkurrencestaten har ædt socialpolitikken".

”Socialpolitikken er forsvundet fra både den politiske og den offentlige agenda, og fra administration og lovgivning," sagde professor på CBS Ove Kaj Pedersen, der mente, at det politiske mantra om, at "det skal kunne betale sig at arbejde", har reduceret socialpolitikken til stort set kun at handle om økonomiske incitamenter, der skal få folk ud på arbejdsmarkedet.

Men den udlægning er Karen Ellemann lodret uenig i. Derfor tog hun af egen drift kontakt til Mandag Morgen for at give sin udlægning af socialpolitikkens placering i det politiske landskab.

Karen Ellemann, man hører tit regeringen sige, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men I taler ikke så meget om, at der er mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet, fordi de har andre udfordringer – for eksempel sociale problemer, handicap eller psykiske lidelser. Er du som socialminister ikke ærgerlig over det?

”Jeg synes, det hænger sammen. Velfærdssamfundets fintmaskede sikkerhedsnet skal fungere som en trampolin: Det skal gribe folk, som falder, men på en måde, så de kommer fri af systemet og bliver herre i eget liv. Det lykkes ikke i tilstrækkelig grad i dag, og det er blandt andet en diskussion om ydelsernes niveau og incitamentet til at komme i beskæftigelse. Man kan ikke afkoble de her ting fra hinanden,” siger Karen Ellemann og fortsætter:

”Men jeg så også gerne, at diskussionen om indsatser for socialt udsatte, som er uden for fællesskabet, fyldte langt mere på dagsordenen. Jeg er med på, at der er masser af mennesker i det her land, som ikke kan forsørge sig selv gennem arbejde, for eksempel på grund af et handicap. Men det er klassisk liberal politik at se det hele i en større sammenhæng og huske både respekten for menneskers måde at leve eget liv på og det personlige ansvar.”

Så når beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) præsenterer en ny reform, der lægger loft over kontanthjælpen for at skabe et større økonomisk incitament til at arbejde, så er det også en slags socialpolitik?

”Jeg mener ikke, du kan se det så isoleret. Et udspil til et loft over kontanthjælpen er en teknisk diskussion, der udelukkende handler om, hvorvidt ’det kan betale sig at arbejde’. Men i den samlede regerings politik handler det om mere end økonomi.”

Færre ressortområder

Siden 2001 har Socialministeriet afgivet en lang række ressortområder til Beskæftigelsesministeriet, så budgettet er skrumpet fra over 100 milliarder kr. i 2001 til under 7 milliarder kr. i dag. Det fik i forrige uges udgave af Mandag Morgen professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen til at konkludere, at ”Socialministeriet er blevet mere og mere marginaliseret. Alt, der kan flyttes, er blevet flyttet til Beskæftigelsesministeriet, så Socialministeriet i dag mest er et ministerium for håbløse eksistenser.”

Men det er Karen Ellemann uenig i.

”Det er ikke et spørgsmål om størrelsen på budgettet og fordelingen af forsørgelsesydelser og ressortområder,” siger hun. ”Hvis man skulle tage den præmis seriøst, kunne man lynhurtigt mangedoble billedet af socialpolitikken ved at tilbageføre udbetalingerne af folkepensionsydelsen – det er 120 milliarder kr. Så ser Social- og Indenrigsministeriet pludselig meget større ud. Men den type kassetænkning gør ingen reel forskel for udsatte borgere.”

Så det betyder ingenting, at Socialministeriet siden 2001 har mistet langt størstedelen af sine ressortområder til Beskæftigelsesministeriet?

”Nej, tværtimod. Socialpolitik er et tværgående anliggende, der ikke bare er en diskussion om ydelser. Det er sundhedsinitiativer, uddannelse, beskæftigelse, integration og så videre.”

Hun fremhæver, at regeringen netop har lagt socialområdet ind under Indenrigsministeriet, som fører tilsyn med kommuner og regioner. Fordi langt de fleste socialpolitiske opgaver i dag løses i kommunerne, er det en styrkelse af socialpolitikken, mener Karen Ellemann.

Nye 2020-mål

I 2013 vedtog den forrige regering ti 2020-mål for den sociale politik. Blandt andet skulle halvdelen af landets udsatte børn og unge have en ungdomsuddannelse, antallet af hjemløse skulle reduceres med 25 procent, og antallet af narkorelaterede dødsfald skulle mindskes med 30 procent. De mål vil Karen Ellemann ændre.

”Jeg har igangsat et serviceeftersyn af de mål, den tidligere regering lavede, fordi målene mangler realisme i forhold til at være det, der rykker noget ude i kommunerne. De skal justeres. Som de er i dag, rammer vi ikke alle de grupper, der har behov for sociale indsatser,” siger Karen Ellemann, der kalder

de nuværende 2020-mål for ”lidt tilfældige”.

”Man kan diskutere, om det var de relevante målgrupper, der var med. Selvfølgelig er jeg enig i hensigten om, at flere udsatte børn skal gennemføre en ungdomsuddannelse, men det er ret svært at operationalisere på kort sigt.”

Skal der stadig være ti sociale mål, som I kan holdes op på frem mod 2020?

”Jeg lancerer ikke regeringens politiske mål for de social grupper til dig i dag,” siger hun.

”Der er ikke et ejerskab til målene ude i kommunerne. Hvis ikke den enkelte kommune kan se, at de kan bruge målene i den konkrete sociale indsats, så giver de ikke mening. Så er det bare hensigtserklæringer.”

Men er det ikke lidt ligesom, når FN laver mål for bæredygtig udvikling: Det er en tjekliste for vores ambitioner for fremtiden – en slags retning, der udstikkes – og så er det vel ikke så vigtigt, om der sidder en borgmester i Viborg, som ikke tager ejerskab?

”Jo, men jeg vil mere med socialpolitikken end feel good. Så kunne man jo bare sige, at flere skal være gladere. For mig er ejerskabet afgørende vigtigt. Jeg er mere optaget af, om indsatsen bevæger sig den rigtige vej.”

Men skulle det blive lettere af, at man laver nogle andre mål?

”Mål skal formuleres i tæt dialog med dem, som står for den konkrete forankring, og derfor er kommunerne afgørende aktører. Den tidligere regering lavede deres store, fine pressemøde med de sociale 2020-mål, men prøv at spørge kommunerne: Har KL overhovedet taget ejerskab over de sociale 2020-mål? Nej.”

Karen Ellemann forventer, at de nye 2020-mål bliver præsenteret som noget af det første i det nye år.

Så til januar sidder du sammen med KL og præsenterer nogle reviderede 2020-mål, som alle kommuner har ejerskab til?

”Det håber jeg. Og så skal du nok blive inviteret.”

Vi ved uhyggelig lidt

Flere sociale organisationer oplever, at der ikke er nok opmærksomhed omkring områder som handicappede, psykisk syge og anbragte børn, og at der derfor heller ikke er politisk vilje til at gøre noget ved udfordringerne. Hvad siger du til den kritik?

”Det er jeg selvfølgelig lodret uenig i. Alene på grund af det, vi sad og lavede i går (tirsdag i sidste uge, red.), hvor vi havde et maratonmøde om satspuljen,” siger Karen Ellemann og fremhæver, at hun arbejder på at ændre tilgangen til det sociale arbejde, så det ikke kun handler om penge.

”Den klassiske retorik i forhold til socialpolitik er: ’Det kan ikke være rimeligt’ og ’Vi er ikke blevet tildelt nok penge’. Hallo! Hvad med at insistere på, at det, der så foretages, reelt gør en forskel for de mennesker, det er tænkt til?”

Men hvis det går så relativt fint med socialpolitikken, hvorfor er der så så mange mennesker og organisationer, som oplever, at socialpolitikken er forsvundet fra den politiske dagsorden?

”Det må du jo spørge dem om. Den politiske dagsorden om socialpolitik handler ikke længere om at sende flere penge. Den handler om at gøre det, der virker. Og hvis vi ikke ved, hvad der virker, skal vi skaffe os viden om det. Vi er i gang med en kæmpe omstilling af tilgangen i kommunerne fra at være sådan lidt ’Hmmm, vi prøver lidt af det her og lidt af det her’ til at fokusere på viden og effekter.”

For at skabe en socialpolitik, der bygger mere på forskning end på mavefornemmelser, har Social- og Indenrigsministeriet oprettet en ny afdeling, der kun laver data og analyse, fortæller Karen Ellemann.

Men hvorfor taler regeringen så meget mere om økonomiske incitamenter end om sociale tiltag?

”Det må være, fordi du ikke har hørt den del, der handler om, at socialpolitikken skal virke. Hvis du brækker en arm, er der en klar metodevej til at behandle det. Det er der også i forhold til andre medicinske behandlinger. Hvad er der historisk sket på socialområdet? Ingenting. Socialstyrelsen har lavet en forsigtig analyse af, hvad vi ved om socialpolitiske tiltag, og vi ved uhyggelig lidt.”

Nogle gange virker det, som om I kun taler om størrelsen på de sociale ydelser og ikke …?

”Jeg hører, hvad du siger: Du savner, at det (socialpolitik, red.) fylder mere i debatten. Der var også nogle politiske kommentatorer, som ikke syntes, de så nok til mig. Det tager jeg som en opfordring, for socialpolitikken skal lykkes, og det mener jeg ikke, at den bredt set gør i dag, når så mange mennesker er uden for fællesskabet.”

Kan du huske, hvornår vi sidst har haft en bred debat om noget socialpolitisk, der ikke handlede om en enkeltsag?

”Jeg synes ikke, jeg laver andet.”