Socialpædagogen: På jagt efter borgernes motivation
Jens Reiermann
VelfærdsredaktørPå et tidspunkt, hvor en bølge af kritik og debat om meningen med målstyring skyller hen over det offentlige Danmark, går man i Høje-Taastrup Kommune i den stik modsatte retning i arbejdet med udsatte borgere og opprioriterer styringen efter mål.
Velfærdslederen: ”Der er bare så meget brug for skarpe mål på velfærdsområdet”
Socialpædagogen: På jagt efter borgernes motivation
Efter et halvt års arbejde med udvikling af borgerforløb i Høje-Taastrup Kommune har de faglige medarbejdere fået nemmere ved at tale fagligt sammen.
Det lyder umiddelbart som sort snak, men forklaringen er den, at arbejdet med de nye borgerforløb bl.a. bygger på et helt nyt sæt af fællesbegreber, som de ca. 300 medarbejdere i Social- og Handicapcentret har været på kursus i og nu for første gang deler og også bruger i deres arbejde.
”Hvis jeg oplever en udfordring med en borger, så kan jeg sætte det på dagsordenen til et af vores personalemøder og bede kollegerne om at komme med inspiration til, hvad jeg kan gøre. Det er blevet nemmere, når vi taler det samme sprog,” siger Julie Laura Jensen, der arbejder som socialpædagog på et af kommunens botilbud.
Nogle af kernebegreberne fra deres fælles sprog stammer fra ledelses- og managementtænkningen. Julie Laura Jensen og hendes kolleger arbejder ud fra den såkaldte SMART-model, der bogstav for bogstav skal føre dem fra mål over delmål til det tidspunkt, hvor de slår en streg i sandet og vurderer, om de er kommet i mål eller ej.
”Det vigtigste for os er at finde A’et, altså finde helt ind til borgerens egen motivation. Lad mig komme med et eksempel: Når en af borgerne hver dag tager det samme tøj på, selv om hun synes, at det er vigtigt at skifte tøj, så gælder det om at finde hendes motivation for at skifte tøjet, så vi kan arbejde med det,” siger Julie Laura Jensen.
Film på iPad
Sammen med netop den borger har Julie Laura Jensen delt hele processen op i ganske små dele, hvor borgeren del for del har en lille opgave, der skal løses. En opgave er f.eks. at lægge det snavsede tøj til vask i en vasketøjskurv.
”Jeg kan f.eks. lave en lille film på borgerens iPad, der viser hele processen, så hun bagefter kan se den igen og igen,” siger Julie Laura Jensen.
I den proces dokumenterer hun trin for trin og delmål for delmål, hvad der sker. Samlet set dokumenterer Julie Laura Jensen langt mere målrettet, end hun nogensinde før har gjort.
”Før dokumenterede vi mere sporadisk og var heller ikke konkrete nok. Vi har lært at formulere mål og delmål og notere dokumentation, der er så præcis, at vi kan få feedback på dem fra kolleger eller vores leder. Før dokumenterede vi meget mere sporadisk og var heller ikke konkrete nok,” siger hun.
Julie Laura Jensen er virkelig nede i den mindste detalje, når hun dokumenterer.
”Jeg kan for eksempel sige den samme sætning: ”I dag er det er mandag, og du skal i bad”, hvis en borger med autisme borgere skal i bad. Hvis en kollega får min vagt ugen efter og ikke bruger præcis de samme ord, men for eksempel siger: ”Vil du i bad”, så kan det ende med en konflikt, og borgeren kommer ikke i bad,” siger hun.
Derfor skal lige præcis den sætning skrives ind i Julie Laura Jensens dokumentation.
”Det ville være ærgerligt, hvis ikke vi kunne bruge de data i vores arbejde,” siger hun.
