Finansieringsstrid truer EUs vækstsatsning
Afstemningsbølge og økonomisk afmatning spænder ben for forhandlinger
Relanceringen af EUs vækstinitiativ, Lissabon-processen, er i fare. For kun en måned siden blev EU-landenes stats- og regeringschefer enige om en fælles europæisk satsning på områder som forskning, udvikling og uddannelse. Men udsigterne til, at EU-landene bliver enige om finansieringen, er i dag yderst dystre. Efter planen skal medlemslandene senest i juni indgå en langsigtet aftale om den fremtidige finansiering af samarbejdet. Men manglende kompromisvilje, udsigten til en række nationale folkeafstemninger om forfatningstraktaten og den økonomiske afmatning i nøglelande som Frankrig og Tyskland forringer udsigterne til en aftale. Det svækker mulighederne for at få fokuseret og forbedret EUs satsning på vidensøkonomien.