Spildt krisebevidsthed

Den britiske regering præsenterede i sidste uge den mest voldsomme økonomiske sparepakke, Whitehall har set i mere end 100 år. Selv oprydningen efter ødelæggelserne efter Anden Verdenskrig udgjorde ikke et så voldsomt indhug i de offentlige finanser som det, David Camerons regering præsenterede i onsdags. Bl.a. står omkring en halv million offentligt ansatte til at miste deres job på grund af nedskæringer.

Storbritannien er indtil videre det mest ekstreme, men langtfra det eneste eksempel på, hvordan regeringer over hele Europa i øjeblikket er tvunget til at træffe ubehagelige beslutninger. Lande som Irland, Grækenland, Portugal og Spanien har allerede været igennem flere spare­runder for at bringe orden i økonomien. Men skal man tro de seneste tal, har besparelserne ikke været tilstrækkelige. I de kommende uger venter nye krisemøder i Lissabon, Madrid, Athen og Dublin.

En række EU-lande har i samme omgang taget hul på mere langsigtede strukturelle reformer, der grundlæggende handler om at øge udbuddet af arbejdskraft. Som man bl.a. ser det i Frankrig, er det især landenes pensionssystemer – herunder pensionsalderen – der er i fokus.

Det massive europæiske oprydningsarbejde møder kritik fra bl.a. USA, der frygter, at de offentlige europæiske nedskæringer vil bremse det spirende økonomiske opsving. Amerikanerne har i stedet forsøgt at investere sig ud af krisen – på det seneste sammen med pengepolitiske tiltag. Det sidste svækker den amerikanske dollar og giver landets virksomheder en konkurrencefordel over for f.eks. europæiske virksomheder.

En del af forklaringen på den amerikanske strategi er det amerikanske midtvejsvalg, som i praksis gør det meget svært for Obamas regering at indlede en egentlig oprydning i økonomien. Men mange af de europæiske politikere, der har truffet svære og ubehagelige beslutninger inden for de seneste 12 måneder, har stået i en lige så svær situation.

Med mindre end to år til præsidentvalget er den franske regering f.eks. under et enormt indenrigspolitisk pres, og Nicolas Sarkozy er stadigt mere upopulær i befolkningen. Og med så voldsomme demonstrationer og uroligheder, som Frankrig oplever nu, ville det være fristende for præsidenten at bøje sig. Guderne skal vide, at det har franske stats- og regeringschefer gjort før. Situationen er ikke meget mere bekvem for den græske premierminister, Papandreou.

Til gengæld har den britiske sparepakke endnu ikke udløst de store protester. Og selvom demonstrationer og gadeoptøjer giver dramatiske tv-billeder, viser meningsmålingerne, at også grækere og franskmænd i almindelighed har betydelig forståelse for, at tiden er inde til økonomisk oprydning.

Både offentlig slankekur og strukturelle reformer genfindes i den danske debat, om end i mindre skala: Regeringens kriseplan bygger bl.a. på nulvækst i de kommunale udgifter, mens S-SF mener, at øget arbejdsudbud (de berømte 12 minutter) skal bringe Danmark ud af krisen.

Den ophidsede debat og skarpe gensidige kritik mellem de to regeringsalternativer kunne give det indtryk, at Danmark står i valget mellem en “britisk” og en “fransk” løsning. Men i den virkelige verden er der ingen modsætning mellem at tøjle de offentlige finanser og gennemføre strukturelle reformer Det giver ikke mening at se de to veje som et enten-eller. Tværtimod.

På kort sigt kan sparekniven være det eneste våben, der virker tilstrækkelig hurtigt. Men på den lidt længere bane er strukturelle reformer et langt mere smidigt værktøj, bl.a. fordi det øger det finanspolitiske råderum til f.eks. at skrue op for offentlige investeringer, hvis arbejdsløsheden bliver for høj.

Danmark står bedre rustet end både Storbritannien og Frankrig. Men også herhjemme er der hårdt brug for begge dele. Bl.a. fordi der er udsigt til en meget lang årrække med betydelige underskud og opbygning af gæld.

Derfor er det dobbelt ærgerligt, at der er gået “valgkamp” i den hjemlige debat. Så længe de to regeringsalternativer bruger deres politiske energi på at finde huller i hinandens planer, får befolkningen det indtryk, at vi har et valg mellem det ene og det andet. Og hvad værre er: Begge parter risikerer at male sig op i et hjørne, hvor de efterlades med et indskrænket handlerum på den anden side af et valg. Med den hårdt spændte retorik, S-SF har betjent sig af i kritikken af regeringen, vil de få mere end svært ved at gennemføre de nødvendige opstramninger og effektiviseringer i den offentlige sektor, hvis de kommer til magten. Omvendt er en forøgelse af arbejdstiden et emne, som det kan blive svært for VK at tage hul på.

Ironisk nok eksisterer forskellen på de to “veje”  først og fremmest på overfladen. Ser man lidt nøjere på de to politiske planer, er enigheden større, end begge parter giver indtryk af. Regeringens plan omfatter som bekendt en dagpengereform. Og S-SFs indeholder skrappe krav til effektiviseringer i både kommuner og regioner.

Den afgørende svaghed i begge planer er, at man kun ser frem mod 2014  og lader som om, at de voldsomme problemer, der ligger forude, slet ikke eksisterer.

Det er formentlig også forklaringen på den paranoia og handlingslammelse, der stadig præger diskussionerne om efterlønnen. Uanset hvem der kommer til magten efter et valg, vil der ikke være nogen vej uden om en gradvis afvikling af efterlønnen. Det er slet og ret det mest indlysende enkeltinitiativ, der på én gang kan bidrage til at forbedre de offentlige finanser og arbejdsudbuddet.

Andre europæiske politikere har vist modet til at gribe om nælden. Og målinger har vist, at et flertal af danskerne faktisk er klar til en efterlønsreform. Den krisebevidsthed, der er til stede nu, giver danske politikere en unik chance – hvis ikke de når at tale den væk inden et valg.