Status på Løkkes velfærd: Mere sundhed og mindre social velfærd

En læge og en sygeplejerske mere om dagen. Sådan lyder budskabet fra statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre. Men samtidig forsvinder der hver eneste dag job på skoler, i børnepasning og i ældrepleje. ”Vælgerne får, hvad de vil have,” siger professor Asbjørn Sonne Nørgaard.

Jens ReiermannTorben K. Andersen

Status på Løkkes Danmark
  • Der er ansat flere læger og sygeplejersker, men der forsvinder lærere, børnepassere og hjemmehjælpere.
  • Danmark er blevet mere blå under Løkke. Skattetrykket falder, den private sektor fylder mere, og uligheden stiger.
  • Velfærdsstaten gennemgår i al ubemærkethed en dramatisk forvandling i disse år, mener professor.
  • Løkke mangler fortsat at realisere over 40 af sine løfter fra før valget for tre år siden.

Status på Løkkes velfærd: Mere sundhed og mindre social velfærd

Store huller i Løkkes politiske scrapbog

Løkkes blå Danmark: Velfærdsstaten skifter kurs

Glem statistikkerne for en stund og lyt til befolkningen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og andre Venstre-politikere fortæller ofte og gerne, at der siden 2001 er blevet ansat en læge og en sygeplejerske hver eneste dag undtagen søndag. Men der er ikke den samme opmærksomhed omkring, at der gennem de seneste ti år hver eneste dag er forsvundet masser af job i andre dele af den offentlige sektor.

Mandag Morgens gennemgang af data fra i alt fire forskellige datakilder viser, at statsministeren og Venstre har ret. Siden 2001 er der ansat en læge og en sundhedsplejerske hver eneste dag undtagen om søndagen. De kan også bryste sig af, at der siden 2008 er blevet ansat en politibetjent hver tredje dag. På to store og vigtige velfærdsområder – sundhed og politi – er der sket en opnormering.

Men det er kun en del af tallene. Andre tal viser nemlig en helt anden og modsatrettet tendens.

I de seneste 10 år fra 2008 og frem til 2018 er beskæftigelsen blandt det pædagogiske personale og herunder særligt dagplejere blevet reduceret med én medarbejder om dagen. Derudover er beskæftigelsen blandt de offentligt ansatte SOSU’er blevet reduceret med én medarbejder hver anden dag. Alt i alt er der forsvundet mere end 10.000 offentlige stillinger på det sociale område siden 2008. Se figur 1. 

”I de seneste mange år er sundhedsområdet prioriteret meget højt af politikerne, mens den største reduktion i antallet af offentligt ansatte er sket på det sociale område,” siger Kurt Houlberg, professor i kommunaløkonomi ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, og henviser til udviklingen inden for hele den offentlige sektor siden 2008.

Selvfølgelig har Venstre en klar interesse i at tegne et billede af sig selv som et parti, der prioriterer sundhedsvæsenet højt. Det lægger Venstres politiske ordfører Britt Bager da heller ikke skjul på. Hun mener også, at kommunerne har råd til at ansætte flere pædagoger, sosu-assistenter og lærere, hvis der er brug for det. Hun henviser til, at den nye økonomiaftale med kommunerne løfter den borgernære kernevelfærd med over 2 milliarder kr. til næste år.

”Vi har givet kommunerne bedre forudsætningerne for at bemande disse faggrupper. Men nu har vi kommunalt selvstyre, og jeg kommer ikke til her fra Christiansborg at diktere, hvordan de skal lægge budget. Det har jeg ikke forstand på. Det har kommunerne bedst forstand på. De har fået flere penge, og så er det op til dem at bruge dem,” siger Britt Bager. 

Tre statsministre har æren

Mandag Morgens gennemgang bygger på Sundhedsministeriets opgørelse over arbejdsstyrken inden for sundhedsvæsenet, Danmarks Statistiks opgørelse af beskæftigelsen i hele den offentlige sektor, Kommunernes og Regionernes Løndatabases opgørelse af antallet af ansatte samt Rigspolitiets årsrapporter.

Selv om Lars Løkke Rasmussen i sine taler ofte fremhæver de gode tal for beskæftigelsen inden for sundhed, gælder udviklingen, uanset om statsministeren har heddet Anders Fogh Rasmussen (V), Lars Løkke Rasmussen (V) eller Helle Thorning-Schmidt (S).

Trods deres forskellige politiske ståsteder har de tre statsministre, der har regeret Danmark siden 2001, alle prioriteret sundheden i top. Og det er der rigtig gode grunde til – dem kommer vi tilbage til.

For først skal vi dykke ned i tallene for beskæftigelsen på alle velfærdsområderne. Her må vi desværre ’nøjes’ med at gå tilbage til 2008, og ikke som Løkke Rasmussen og Venstre har gjort det på sundhedsområdet, hvor det er muligt at trække tallene helt tilbage til 2001. Forklaringen er, at der på de øvrige tre områder i 2007 skete det, specialisterne kalder et ’databrud’. I praksis betyder det, at tal fra årene før 2007 ikke kan sammenlignes direkte med tal fra efter 2007.

Det skal også understreges, at Lars Løkke Rasmussen heller ikke har haft vagten i alle år siden 2008. Helle Thorning-Schmidt var som bekendt statsminister i perioden 2011-2015 og har derfor ansvaret for udviklingen i denne periode.

Det samlede billede

Følger man udviklingen i den offentlige beskæftigelse år for år, kan man se, at den ret kraftige stigning i beskæftigelsen i de gode år før krisen afløses af en tilsvarende reduktion af beskæftigelsen i årene efter 2010. Den seneste opgørelse af beskæftigelsen i den offentlige sektor viser, at den nu nærmest er på niveau med beskæftigelsen før den store stigning i slutningen af 00’erne. Se figur 2.

Når der sker en opnormering af antallet af medarbejdere inden for sundhed, må der altså ske en nednormering andre steder. Ellers passer regnestykket ikke. Opnormeringen på sundheden modsvares først og fremmest af en nednormering på det sociale område. Det er dog en udvikling, der dækker over flere tendenser.

Kurt Houlberg peger f.eks. på, at fritvalgsordninger for hjemmepleje har betydet en vækst i antallet af privatansatte SOSU’er. Når der sker en reduktion af beskæftigelsen inden for den offentlige sektor på dette område, betyder det således ikke nødvendigvis, at borgerne oplever et fald i velfærden, men blot at en privat leverandør har overtaget opgaven fra det offentlige. Så hvor fru Hansen på 75 år før havde en offentlig hjemmehjælper, har hun måske i dag en privat hjemmehjælper.

Der er ikke nødvendigvis tale om en udvikling, der direkte kan aflæses i statistikkerne, så derfor er det gode spørgsmål, om faldet i beskæftigelsen afspejler et tilsvarende fald i bevillingerne til de forskellige områder, eller om de forskellige modsatrettede tendenser i virkelighedens verden udligner hinanden. 

I en økonomisk analyse fra juni med titlen ’Udviklingen i de offentlige udgifter fra 2000 til 2017’ påviser Finansministeriet, at der er blevet tilført ekstra milliarder til både sundhed og det sociale i perioden fra 2000 til 2010.

Men herefter skifter billedet radikalt.

Mens politikerne fortsætter med at bevilge ekstra milliarder til sundhed, sparer de nu på det sociale område. Siden 2010 er bevillingerne på det sociale område ifølge Finansministeriets analyse blevet reduceret med mere end 6 milliarder kr. Se figur 3.

Der er ifølge Kurt Houlberg en meget direkte forbindelse mellem de tildelte ressourcer og beskæftigelsen, alene af den grund at langt den største del af de offentlige udgifter til service går til lønninger. Faldet i beskæftigelsen på det sociale område kan altså ikke kun forklares med f.eks. fremkomsten af det frie valg af hjemmehjælp, men afspejler også de faldende bevillinger.

Krisepolitikken og kommunerne

I Danmark leverer de fem regioner med deres sygehuse den største del af sundheden, mens kommunerne med børnepasning, skoler og plejecentre samt anden hjælp til ældre medborgere leverer den øvrige del af velfærden. Mens netop kommunerne overskred deres budgetter med mellem 5 og 6 milliarder kr. før krisen og derfor havde ekstra penge at gøre godt med på bl.a. det sociale område, er billedet som følge af budgetloven nu vendt.

Budgetloven har siden 2011 lagt et loft over, hvor meget staten, regionerne og kommunerne må bruge. Loven indebærer samtidig ret hårde sanktioner, hvis de aftalte budgetter overskrides. Efter lovens indførelse har særligt kommunerne af frygt for sanktioner hvert år brugt mellem 5 og 6 mia. kr. mindre, end de har budgetteret med.

”Op gennem 00’erne steg udgifterne til velfærden meget, og beskæftigelsen fulgte med op. Da budgetloven også rammer kommunerne, bliver der lagt loft over udgifterne til deres del af velfærden, dvs. det sociale område, men også undervisningsområdet,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

Ser vi lige præcis på undervisning som et stort samlet område, sker der ikke de store ændringer i perioden fra 2008 til 2018. Men når man dykker ned i de enkelte områder inden for undervisning som skoler og universiteter, sker der ret store forskydninger på området.

Mens beskæftigelsen blandt skolelærere, der er ansat i kommunerne, falder med omkring to lærere om dagen i perioden, stiger beskæftigelsen på andre områder inden for undervisning. Det gælder bl.a. på universiteterne.

De færre ressourcer til særligt det sociale område får ikke samme opmærksomhed i den politiske diskussion som de mange ekstrabevillinger til sundhed. Politikerne vil tydeligvis hellere tale om de områder, hvor de tilfører penge, end om de områder, hvor de sparer. Dertil kommer, at opprioriteringen af sundheden nøje følger vælgernes prioriteringer.

”Når politikerne bevilger flere penge til sundhed, får vælgerne, hvad de gerne vil have. I måling efter måling efterspørger vælgere på tværs af de politiske partier mere sundhed. Det gælder, uanset om man vil stemme på Liberal Alliance, på Venstre, på Socialdemokratiet eller på et af de andre partier i oppositionen,” siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

Alle vil have bedre sundhed

De stigende bevillinger til sundhed bygger altså på et solidt ønske hos vælgerne. Det fremgår bl.a. af undersøgelser af vælgernes holdninger til velfærd, som professor Carsten Jensen fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet har lavet.

”Når vælgerne siger, at de er glade for velfærden, mener de ikke mindst sundheden. De ydelser, der er rettet mod de mere marginaliserede grupper som f.eks. folk på kontanthjælp eller dagpenge, nyder slet ikke den samme opbakning i befolkningen,” siger han.

Samtidig deler vælgere fra alle partier ønsket om at prioritere sundheden. Det er derfor ikke så underligt, siger Carsten Jensen, at politikerne virkelig giver sundhedsområdet topprioritet.

”Der er så meget fokus på sundhed, at det kan være her, et valg vindes. Det er de politiske partier fuldstændig bevidste om,” siger han.

Men hvor ønsket om at prioritere sundheden nyder opbakning på tværs af vælgernes øvrige politiske holdninger, gælder det ikke for velfærd på de mere klassiske, sociale områder. Her deler vælgerne sig ifølge Carsten Jensen efter en mere traditionel venstre-højre-profil.

”Der er ingen tvivl om, at vælgere med et politisk ståsted til venstre prioriterer den klassiske, sociale velfærd langt højere end borgerlige vælgere,” siger han.

Og faktisk er det lige her, at han finder forklaringen på, at Dansk Folkeparti befinder sig i blå blok.

”Man taler nogle gange om Dansk Folkeparti som et nyt socialdemokratisk parti. Men lige netop når det gælder de klassiske, sociale velfærdsområder, ligner Dansk Folkepartis vælgere de andre borgerlige partiers vælgere. De har meget lidt fokus på den klassiske velfærd, men er meget positive over for sundhed og ældreområdet,” siger han.

På vej til todeling af velfærden

Hvis man befinder sig i det mere kyniske hjørne, kunne man sige, at alle vælgere elsker den del af velfærden, de helt sikkert selv vil få brug for, nemlig sundhed og ældrepleje.

”Den fortsatte prioritering af sundhed har opbakning hos det meget store flertal af vælgerne. Det er kun nogle få procent, der mener, at Danmark bruger for meget på sundhed. Det kan godt have en selvforstærkende effekt, når alle politiske partier også prioriterer sundheden i top,” siger Carsten Jensen.

Han peger på, at udviklingen fører til, at velfærden langsomt men sikkert er ved at blive opdelt i to forskellige dele. Den ene del handler om sundhed og til dels også ældreområdet og nyder bred opbakning på tværs af de politiske blokke. Carsten Jensen betegner den som ’middelklassevelfærden’. Det er den del af velfærden, hvor bevillingerne år for år stiger.

Den anden del drejer sig om de klassiske velfærdsområder og er velfærd for mere marginaliserede grupper. I det samlede billede er det særligt her, politikerne har reduceret bevillingerne.

”Alle kan blive syge, og vi bliver også alle sammen gamle på et tidspunkt. Når der er støtte til den del af velfærden, tager det udgangspunkt i folks egne interesser. Den del af velfærden retter sig mod os alle sammen. Den anden del af velfærden med f.eks. kontanthjælp og dagpenge retter sig mod de grupper i samfundet, der har størst risiko for at blive arbejdsløse. Det er faktisk arbejderne,” siger han.

Men den problemstilling præger endnu ikke den politiske diskussion, hvor de vigtige prioriteringer af sundheden løber med det meste af op


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu