På meget kort sigt er der ikke udsigt til en egentlig global recession med faldende priser. Men usikkerhederne bliver større dag for dag. Og de seneste måneder viser, at myndighederne i de fleste lande ikke har en chance mod den rullende finansielle flodbølge, når først tilliden til et lands valuta forsvinder. Psykologi er med andre ord blevet vigtigere end realøkonomi. Problemet er nu at forudsige, hvornår den finansielle storm løjer af, og om den forinden tager yderligere til i styrke. I dag er kun ét sikkert: Krisen i Asien og Rusland vil uden tvivl beskære den økonomiske vækst i den vestlige verden markant i forhold til de aktuelle vækstprognoser, som kun er få måneder gamle, viser Mandag Morgens kortlægning, som er baseret på aktuelle prognoser og analyser fra danske og udenlandske finanshuse. Fra Den Danske Bank siger cheføkonom Jørgen Birger Christensen: “Usikkerheden er markant øget. Den positive effekt af Asien-krisen - en lavere rente - har vi fået. Nu begynder ringene med negative effekter at brede sig.”