Vi hører det igen og igen. De politiske partier ligner hinanden. Og ofte kræver det en lup for at se forskellen på Venstre og Socialdemokraterne. Men det kommende folketingsvalg gennemhuller den påstand.

Ikke siden valget i 1998  har der tegnet der sig så stor forskel på rød og blå blok. Resultatet af valget kommer også til at få langt større betydning for udviklingen af det danske velfærdssamfund, end debatten i medierne giver indtryk af.

Mens medierne har stor fokus på udlændingepolitikken og Thornings plan om flere penge til velfærd i forhold til Løkkes nulvækst, ligger den reelle forskel mellem de to blokke helt andre steder.

Hvis Løkke generobrer nøglerne til Statsministeriet, vil han bryde den offentlige sektors monopollignende status og give danskerne øget frit valg på langt flere velfærdsområder end i dag. Det skal være nemmere for private og andre ikke-offentlige leverandører at drive plejehjem, hospitaler og børnehaver, langt flere opgaver skal konkurrenceudsættes og flere kommunale institutioner skal omdannes til f.eks. selvejende institutioner eller aktieselskaber.

Thorning vil slå på, at ledigheden er den laveste i fem år, og mens Løkke som statsminister tabte over 100 arbejdspladser om dagen i snit, har hun alene det seneste halvandet år skabt over 40.000 nye private arbejdspladser. Med en bruttoledighed på 5 pct. hører Danmark da også til blandt de lande i Europa, der har lavest ledighed, sammen med lande som Østrig, Schweiz, Norge og Island. Se figur 2 efter artiklen.

Skal Thorning vinde valget, venter der hende en stor pædagogisk opgave med at forklare vælgerne disse resultater. For partiets egne målinger viser, at kun 16 pct. af vælgerne føler sig bedst repræsenteret af Socialdemokraterne, hvad angår beskæftigelsespolitikken, og 14 pct., hvad angår arbejdsløshedspolitikken. På begge områder har Venstre større tilslutning fra vælgere.

Det kniber også med at få banket væksten op. Regeringen har været nødt til at nedjustere sit skøn for den økonomiske vækst otte gange i træk. Derfor håber regeringen på, at de faldende oliepriser, den svækkede eurokurs i forhold til dollaren og de lave renter kan stimulere væksten, så Thorning kan udskrive valg f.eks. i slutningen af maj eller begyndelsen af juni på et noget mere optimistisk grundlag, end de seneste prognoser har antydet.

Regeringen forbereder også i disse uger en ny vækstpakke. Men allerede nu forsøger regeringen at dæmpe de opskruede forventninger til den nye pakke. Dels er der ikke mange penge at gøre godt med. Dels er de mange vækstskabende initiativer på hylderne allerede hevet ned og brugt i regeringens to første vækstpakker. Derfor bliver der kun tale om mindre initiativer, eksempelvis at ændre eller helt droppe den planlagte, men meget udskældte reklameafgift, der vil gøre det dyrere for butikkerne at markedsføre deres varer i tilbudsaviserne, hvilket skal tjene til at skåne miljøet.

Løkke har sat en jobreform øverst på sin dagsorden. Den skal være forhandlet på plads hurtigt, så den kan træde i kraft allerede fra næste år. Men hvad denne reform mere konkret skal indeholde – udover et kontanthjælpsloft og skattelettelser i bunden på arbejdsindkomst – er mere uklart.

Han bruger ofte Sverige som et foregangseksempel på at få nedbragt antallet af folk på overførselsindkomst. For når man sammenligner Danmark med Sverige, ville vi have 250.000 færre på offentlig forsørgelse. Men Sveriges opskrift ville bl.a. betyde en endnu kortere dagpengeperiode og lavere ydelse. Og efter de sidste fire års oppiskede debat om dagpengereformen er det næppe en farbar vej.

En joker i valgkampen kan blive spørgsmålet om, hvorvidt Løkke vil indkalde til trepartsforhandlinger mellem regeringen, fagbevægelsen og arbejdsgiverne efter valget. Det vil være en ægte valgkanin og hælde en ny portion salt i det åbne sår, som Thorning og Bjarne Corydon fortsat slås med, efter planerne om en stor trepartsaftale faldt til jorden med et brag i 2012.

Blandt fagbevægelsens topfolk er der en udbredt skuffelse over den manglende indflydelse under Thornings regering. LO og FTF arbejder på at lave et fælles valgkampsudspil forud for valget. Og selv blandt regeringens topfolk bliver der tænkt bekymrede tanker om, hvilke temaer Løkke eventuelt kan finde på at hive frem til sådanne forhandlinger.

Det kan f.eks. være Løkkes planer om en ny jobreform. Et andet centralt tema kan være et nyt dagpengesystem på baggrund af anbefalingerne fra dagpengekommissionen. Et tredje tema kan være integration, så flere udlændinge med især ikke-vestlig baggrund kommer i arbejde.

Lander Løkke en stor trepartsaftale med fagbevægelsen og arbejdergiverne, vil det være en kæmpe triumf for ham og en historisk ydmygelse for Thorning og Corydon.

Private skal stå for velfærden

Velfærd og frit valg. Resultatet af det kommende folketingsvalg kommer til at få langt større betydning for udviklingen af det danske velfærdssamfund, end debatten i medierne giver udtryk for; her har fokus indtil nu mest været på den økonomiske forskel mellem rød og blå blok.

Vinder Løkke valget, vil han give øget frit valg til borgerne, større frihed til de enkelte institutioner og gøre det nemmere for private og andre ikke-offentlige leverandører at drive plejehjem, hospitaler og børnehaver. Venstres velfærdsudspil fra oktober sidste år giver et fingerpeg om den øgede markedsgørelse af velfærdssamfundet og borgernes øgede ret til frit valg under en ny V-ledet regering.

Borgerne skal i højere grad kunne vælge private og selvejende leverandører som alternativ til det nuværende kommunale tilbud. Ældre skal f.eks. have mulighed for at vælge mellem private og kommunale sygeplejere, hjælp til rehabilitering og leverandører af ældremad.

Pengene skal følge børnefamilierne, så de selv råder over beløb, som kommunen normalt yder til børnepasning. Det skal give børnefamilierne frihed til at vælge, om børnene skal passes i det kommunale system, hjemme eller af en privat leverandør.

Venstre vil også sikre en langt større og mere mangfoldig palet af udbydere ved bl.a. at udlicitere flere opgaver og omdanne kommunale institutioner til selvejende institutioner eller aktieselskaber. På denne måde lægger Venstre op til at bryde den offentlige sektors monopollignende status og give private virksomheder bedre muligheder for at få del i velfærdsopgaverne.

”Det er kun på mindre områder som f.eks. den praktiske hjemmehjælp, at de private leverandører indtil nu er lykkedes med at udfordre det kommunale monopol. Hvis borgerne reelt skal have frit valg, skal der være flere leverandører at vælge imellem,” hedder det i Venstres velfærdsudspil.

Under den sidste valgkamp i 2011 luftede Løkke f.eks. tanken om, at folkeskoler kan blive selvejende institutioner styret efter taxameterprincippet. Det vil i så fald være en af de største ændringer i hele den måde, som det danske skolevæsen er organiseret på, siden almueskolen i 1814. Men dengang faldt planen til jorden. Han har også foreslået at lave et moderniseringsministerium, som skulle suge de gode erfaringer fra ind- og udland op og skabe større effektivitet i den offentlige sektor.

Dermed lægger Løkke op til at sætte yderligere turbo på den kurs, han lagde under VK-regeringen gennem 00’erne, hvor han var hovedarkitekten til en række nyskabende velfærdsinitiativer som frit valg af plejebolig, hjemmehjælpsleverandør, pasningstilbud, udvidet frit skolevalg, udvidet frit sygehusvalg og frit valg i børne- og ungdoms-psykiatrien.

Thorning vil anklage Løkke for at udsulte og privatisere velfærden. Med et nyt stort børneudspil senere på foråret med fokus på de mindste børn i daginstitutioner vil hun sende et signal til børnefamilierne om, at hun står for den klassiske velfærd i modsætning til Løkkes ”eksperimenter”. Og dermed er der lagt op til en valgkamp med klar kant mellem de to blokke.

Valget kan give comeback til privathospitalerne

Sundhed og privathospitaler. Sundhedsvæsenet er et af de velfærdsområder, hvor resultatet af valget kommer til at få størst betydning for kursen de næste mange år. Vinder Løkke valget, vil det betyde en markant større rolle til privathospitalerne og en helt ny styring af et af de højest prioriterede velfærdsområder blandt vælgerne til over 100 milliarder kr.

På overfladen er der ikke den store forskel mellem de to blokke, hvad angår økonomien. Partierne i begge blokke er indstillet på at give sundhedsvæsenet en ekstra økonomisk indsprøjtning.

De fire partier i rød blok har med deres seneste finanslovsaftale afsat 6,5 milliarder kr. over de næste fire år til bl.a. bedre behandling af kræftpatienter, kroniske patienter og folk med psykiske sygdomme. Partierne i blå blok vil afsætte 1 milliard kr. ekstra om året til sundhedsvæsenet, bl.a. til bedre kræftbehandling. Men under overfladen er der stor forskel på blokkene.

Vinder blå blok, vil regionerne formentlig blive nedlagt og ansvaret for sygehusene blive lagt over til staten. Dermed kan det være et definitivt farvel til de administrative enheder, der har rødder helt tilbage til år 1662, hvor de daværende len blev til amter.

Løkke har tidligere været fortaler for en model, hvor regionerne blev nedlagt og erstattet af tre statslige sygehusfællesskaber med de store universitetshospitaler i København, Aarhus og Odense som krumtapper. De tre sygehusfællesskaber skulle i modsætning til de nuværende folkevalgte regionsråd styres af professionelle bestyrelser.

Siden 2010 er privathospitalernes markedsandel af sundhedsvæsenet faldet markant. Men en V-ledet regering vil give private hospitaler og klinikker en langt større rolle i fremtidens sundhedsvæsen. Patienter skal f.eks. have ret til at få en MR-scanning og andre diagnostiske undersøgelser på private hospitaler og klinikker, hvis de offentlige sygehuse ikke kan udrede patienterne inden for 30 dage.

Løkke vil også genindføre den såkaldte behandlingsgaranti på en måned, så patienter kan blive behandlet på et privat hospital eller en privat klinik, hvis ventetiden på de offentlige sygehuse overstiger 30 dage. Og patienter skal have ret til at vælge en anden leverandør, hvis deres bopælskommune ikke kan hjælpe dem i gang med genoptræning inden for senest syv dage. Disse udvidede rettigheder til at vælge private hospitaler og klinikker skal også gælde for både børn og voksne med psykiske sygdomme.

Senest er Løkke blevet anklaget for at ville favorisere privathospitalerne, fordi han har luftet muligheden for, at regionspolitikere eller politikere på Christiansborg skal kunne omgøre Sundhedsstyrelsens afgørelser om, hvilke hospitaler der må udføre komplicerede behandlinger som led i den nationale specialeplan. Løkke har bl.a. begrundet sit forslag med privathospitalet Hjertecenter Vardes problemer med at få tilladelse til en række hjertebehandlinger.

Det kan heller ikke udelukkes, at Lars Løkke Rasmussen vil hive sin gamle ide om en såkaldt køber/sælger-model frem fra skuffen igen, hvilket kan betyde en massiv markedsgørelse af sygehusvæsenet. Modellen vil indebære, at f.eks. kommuner eller de praktiserende læger køber behandlinger på sygehusene, og kan på denne måde presse priserne ned på et åbent marked. Det kan i realiteten åbne for et stort privat sygehusmarked, hvor offentlige sygehuse på længere sigt omdannes til aktieselskaber. Det er i hvert fald en model, som Løkke tidligere har talt varmt for, men som han måtte lægge tilbage i skuffen igen, da han som hovedarkitekt til strukturreformen dannede de fem nuværende regioner.

Dermed er der udsigt til, at sundhed bliver et af valgkampens varmeste emner, da det er et af de velfærdsområder, hvor der er størst forskel på rød og blå blok.

Stor usikkerhed om økonomien

Økonomi og skat. Der vil også være stor forskel på en rød og en blå regerings økonomiske politik efter valget. Men forskellen ligger ikke så meget i væksten i det offentlige forbrug, som medierne ellers har stor fokus på.

Thorning har selvfølgelig en interesse i at skabe kant til Løkke og give indtryk af, at der er en verden til forskel mellem hendes vækst i det offentlige forbrug på 0,6 pct. og Løkkes plan om nulvækst og skattelettelser. En forskel på ca. 3 milliarder kr. om året, hvilket frem til 2020 vil beløbe sig til ca. 20 milliarder kr.

Men vinder Løkke valget, vil han med garanti blive presset af Kristian Thulesen Dahl til at opgive sin nulvækst og bruge flere penge på velfærd. De seneste måneder har Løkke også ved flere lejligheder signaleret, at planen om nulvækst ikke er skåret i granit.

Lykkes det for Kristian Thulesen Dahl at presse Løkke til at hæve det offentlige forbrug med f.eks. 0,3 pct. om året i snit, vil det halvere forskellen mellem rød og blå blok og dermed blot svare til, hvad den tredje ”Pirates of the Caribbean”-film kostede at producere.

Begge blokke har også et mål om at skabe balance på den strukturelle offentlige saldo i 2020 og at modernisere den offentlige sektor for milliarder, og begge skal de efterleve både budgetlov og EU’s konvergenskrav. Fælles for de to blokke er dog, at der er en betydelig usikkerhed om store dele af deres økonomiske politik.

Regeringen har et mål om, at væksten i dansk økonomi skal øges med op imod 40 milliarder kr. frem mod 2020. Heraf skal de 20 milliarder komme fra øget arbejdsudbud, og de resterende 20 milliarder kr. fra øget produktivitet. Med de mange reformer af bl.a. førtidspension, SU, kontanthjælp, sygedagpenge og skat er regeringen ved at være i mål med at skaffe de 20 milliarder kr. i arbejdsudbud. Til gengæld mangler der fortsat initiativer for 8,5 milliarder kr. i det andet reformspor om øget produktivitet og jobskabelse. Og hvordan det skal løses, har regeringen endnu ikke et klart svar på.

Blå blok er dybt splittet om den økonomiske politik. Venstre har ikke – i modsætning til f.eks. De Konservative – en stor økonomisk masterplan. Forskellen mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er som nat og dag. Og derfor bliver valgresultatet og de efterfølgende forhandlinger om et eventuelt nyt blåt regeringsgrundlag meget afgørende for, hvordan Løkke vil skrue sin økonomiske politik sammen.

Alene De Konservative lægger i sin 2020-plan op til en omfordeling af ressourcerne i samfundet for over 60 milliarder kr. og foreslår skattelettelser for 37 milliarder kr. Konsekvenserne af Liberal Alliances plan er endnu mere omfattende, viser nye beregninger fra Finansministeriet.

Ifølge Finansministeriet vil planen på længere sigt betyde 124.000 flere personer i beskæftigelse, en forøgelse af BNP med over 108 milliarder kr. og skatte- og afgiftslettelser for 113 milliarder kr. Men samtidig vil den skabe markant øget ulighed, da folk med de laveste indkomster reelt får mindre til forbrug, mens folk med høje indkomster får flere penge. Den vil betyde 124.000 færre fuldtidsbeskæftigede i det offentlige til at passe børn, uddanne unge, pleje ældre og behandle syge. Og 70.000 af de ekstra folk i beskæftigelse skyldes alene afskaffelse af efterløn og en højere pensionsalder.

Så langt vil Venstre ikke gå. Og Dansk Folkeparti trækker i en helt anden retning. Derfor er Løkke også meget forsigtig med at udstede konkrete løfter. Og når han giver løfter som f.eks. at genindføre håndværkerfradraget, nedsætte den kriminelle lavalder til 12 år og lette skatten i bunden, er det temaer, som de øvrige partier i blå blok også kan støtte og derfor ikke bør volde de store problemer, hvis han skal skrive et nyt regeringsgrundlag.

Men øverst på De Konservatives og Liberal Alliances ønskeseddel står bl.a. kravet om en fastfrysning af grundskylden og lettelser af topskatten. Begge forslag vil koste milliarder af kroner og dermed gøre et stort indhug i de penge, som Løkke har brug for til at finansiere andre af sine forslag. Og De Konservative har behov for at få markante indrømmelser, hvis de skal indgå i en ny VK-regering.

Derfor venter der givetvis Løkke en meget stor udfordring med at skrue en ny økonomisk politik sammen. Og med Løkkes planer om massive skattelettelser i bunden og til erhvervslivet er der også en klar forskel på de to blokke.

Thorning har stoppet blødningen

Udlændinge og integration. Udlændinge har domineret den politiske dagsorden det sidste halve år og vil med garanti også blive et af valgkampens store temaer.

Selv om mange politiske kommentatorer har forudsagt, at dette tema vil styrke blå bloks muligheder for at vinde valget, har det endnu ikke kunnet ses af meningsmålingerne. Forskellen mellem rød og blå blok har ligget rimelig stabilt siden juli sidste år på trods af den intense debat om strømmen af asylansøgere, ytringsfrihed, terror i Paris, radikalisering, fejlslagen integrationspolitik, menneskesmugling og unge, som tager til Syrien eller Irak for at støtte terrororganisationen ISIL.

Det kunne tyde på, at Thorning med sin strammeretorik har stoppet for blødningen til blå blok på dette område, og at udlændingepolitikken alligevel ikke bliver det tema, der afgør valget, som det var tilfældet i specielt 2001.

Senest har Thorning samlet flertal for den første stramning af asylreglerne i 12 år med sit forslag om midlertidig opholdstilladelse til flygtninge fra bl.a. Syrien i et år. Forslaget indebærer også, at de pågældende flygtninge må vente mindst et år på familiesammenføring på trods af massive protester fra en række humanitære organisationer.

Alligevel vil Løkke og Kristian Thulesen Dahl bombe løs på regeringen for at føre en alt for slap udlændingepolitik. Venstre har kortlagt 31 eksempler på lempelser siden 2011, hvilke ifølge partiet har gjort det mere attraktivt at flygte til Danmark. Flere af dem vil derfor blive rullet tilbage, hvis han vinder valget.

Men som en af veteranerne i den danske udlændingedebat, Venstres Eyvind Vesselbo, påpegede i et interview i Weekendavisen før jul, fører begge blokke befolkningen bag lyset med deres skarpe retorik. For dels vil de mange mennesker fra Syrien ikke kunne vende tilbage til deres hjemland efter et år, hvilket også den radikale leder Morten Østergaard har givet udtryk for. Dels har de 31 lempelser ikke så meget med det stigende antal asylansøgere at gøre. 

En af de største er Løkkes personlige troværdighed. Den er styrtdykket efter GGGI-sagen, tøjsagen og hans opgør med næstformand Kristian Jensen, viser en lang række målinger. Kun 13 pct. af vælgerne mener, at han har højere troværdighed end Helle Thorning-Schmidt. Og blot 9 pct. mener, at han har den højeste moral, viste en måling for nylig foretaget af Gallup for BT. Det er den laveste score i en direkte sammenligning mellem to statsministerkandidater i 14 år. Se figur 4.

Hvordan det vil komme til at præge resultatet af en præsidentvalgkamp mellem Thorning og Løkke, når det står klart for vælgerne, at en stemme på Venstre også er en stemme på Løkke som statsminister, er svært at spå om.

Socialdemokraternes egne målinger viser også, at mange DF-vælgere er imod Løkke som statsminister. Derfor vil de bruge valgkampen på at overbevise disse vælgere om, at en stemme på Kristian Thulesen Dahl også er en stemme på Løkke som statsminister i håb om, at de skifter blok.

En anden ubekendt faktor ved dette valg er de mange hårde tvivlere. Nu er det meget normalt, at der forud for et valg er 20-25 pct. af vælgerne, som er i tvivl om, hvem de skal stemme på. Men når man går dem lidt på klingen, plejer de fleste at pege på et parti. De kaldes de ”bløde tvivlere”. Men denne gang er der rigtig mange vælgere, som er så meget i tvivl, at de ikke engang hælder til et af partierne. Det er disse vælgere, som analytikerne kalder for de ”hårde tvivlere”. Og mange af dem er frustrerede socialdemokrater og SF’ere. Hvis Thorning skal gøre sig håb om at vinde valget, skal hun have dem op af sofaen.

En tredje ubekendt faktor er de tre nye partiledere – den radikale Morten Østergaard, SF’s Pia Olsen Dyhr og de konservatives Søren Pape. Specielt Morten Østergaard har markeret sig med en række solomeldinger den senere tid, uden det har givet gevinst i meningsmålingerne. Nærmest tværtimod. Og så længe formkurven er nedadgående, vil han frem til valget fortsætte med at markere sig med nye særstandpunkter, og det kan rejse tvivl om SR-samarbejdet.

En fjerde ubekendt faktor er partiernes evne til at skabe tryghed blandt vælgerne. For målinger viser, at danskerne er blevet markant mere utrygge både økonomisk, socialt og jobmæssigt. Samtidig er de blevet mere nationalt sindede. Utrygheden er især tydelig hos de vælgergrupper, som Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti appellerer til.

Derfor har Socialdemokraterne bygget sin kampagne om ”Det Danmark, du kender” op på det velkendte og trygge i forsøg på at skabe en kontrast til Venstres ”eksperimenter” med velfærden. Problemet for Thorning er bare, at hendes to hovedmodstandere – Venstre og Dansk Folkeparti – også er meget bevidste om vælgerens stigende utryghed.

Dansk Folkeparti har siden sidste sommer ført en kampagne med overskriften ”Tryghed og tillid”. Og netop de to ord – tryghed og tillid – synes at blive nøglebegreber i den kommende valgkamp og afgøre, hvem der bliver Danmarks næste statsminister.