En politisk beslutning kan gøre Danmark til foregangsland som pesticidfri fødevarenation. Hvis politikerne fastsætter et årstal for forbud mod pesticider, vil det udløse en bølge af bestræbelser blandt virksomheder, forskere og i landbruget selv for at udvikle alternativer til pesticiderne. “Danmark har gode muligheder for at blive førende i udviklingen af mekaniske bekæmpelsesmetoder,” siger lektor ved Landbohøjskolen Jesper Rasmussen. Han fortsætter: “Også inden for biologisk bekæmpelse kan Danmark udvikle bedre alternativer til pesticiderne.” Mandag Morgen fremlægger to scenarier for, hvordan dansk landbrug og hele det danske samfund kan håndtere overgangen til pesticidfri produktion. Rigtigt og heldigt udnyttet kan afgiftningen af danske fødevarer på en gang skabe en unik og lukrativ niche for fødevareproducenterne og samtidig lægge kimen til en ny bølge af industriel fornyelse. Et sådant offensivt scenario forudsætter et nationalt økologisk forlig, hvor landbruget kompenseres for sine udgifter, især i omstillingsperioden.