Strukturkommissionens eksperter:
Betænkningen er et uklart beslutningsgrundlag
Politiske hensyn blokerede for fagligheden
Strukturkommissionens anbefalinger er ikke det klare fundament for en kommende kommunalreform, som regeringen har givet udtryk for. Sådan lyder meldingen fra kommissionens tre uafhængige eksperter -direktør Jørgen Søndergaard, direktør Erik Bonnerup og professor Poul Erik Mouritzen. I et interview med Ugebrevet karakteriserer de betænkningen som et politisk betinget kompromis mellem kommissionens flertal af embedsmænd. Eksperterne skulle borge for det saglige indhold, og de forsøgte gennem hele forløbet at rejse diskussionen om reformens overordnede konsekvenser, men forgæves. Først i sidste øjeblik gik det op for dem, at de heller ikke ville få mulighed for at komme til orde i betænkningens sammenfatning, som har dannet basis for den videre debat, men måtte nøjes med en mindretalsudtalelse. “Vi havde talrige faglige diskussioner om indholdet af hovedkapitlerne, hvor jeg tog afstand fra formuleringerne. Det gjaldt specielt afsnittet om, hvorvidt der er en økonomisk fordel ved at lægge kommuner sammen. Det er der stort set ikke fagligt belæg for, ” siger Poul Erik Mouritzen.