”Hvis man forestillede sig, at vi lukkede regionerne og lagde sygehusdriften ind i statsligt regi – med Folketinget på skuldrene af enhver dansk overlæge – vil resultatet ikke blive godt. Vi har behov for det modsatte.”

Citatet stammer fra Venstres formand Lars Løkke Rasmussen. Det er hentet i bogen “I orkanens øje – samtaler med statsminister Lars Løkke Rasmussen” fra 2010, skrevet af den politiske kommentator Thomas Larsen.

Vi hiver det gamle citat frem fra gemmerne, da resultatet af det kommende folketingsvalg kommer til at få afgørende betydning for sundhedsvæsenets kurs de næste mange år ud i fremtiden, behandlinger af over 2,6 millioner borgere på sygehusene og velfærdsopgaver for over 100 milliarder kr.

[quote align="right" author=""]Med rekordlave ventetider, nogle af de mest tilfredse patienter i Europa, rimelig styr på budgetterne og sygehusbyggerier for over 40 milliarder kr. planlagt ud fra den eksisterende struktur har regionerne stik imod manges spådomme en temmelig stærk track record.[/quote]

Alligevel er debatten om fremtidens sygehusstruktur, ansvaret for de praktiserende læger og styrkeforholdet mellem Folketinget og lokalpolitikerne på et af velfærdssamfundets allermest centrale områder stort set ikke eksisterende i medierne.

Ingen løftede knap et øjenbryn, da den planlagte fusion mellem Kommunernes Landsforening og Danske Regioner blev sat på standby for nylig. Det er dybt tankevækkende. For med beslutningen rykkede regionerne et skridt nærmere afgrundens rand.

Vinder rød blok valget, ved vi, at Helle Thorning-Schmidt vil lade regionerne fortsætte med at styre sundhedsvæsenet.

Vinder blå blok valget, vil regionerne formentlig blive nedlagt, og ansvaret for sygehusene lagt over til staten. De tre partier i blå blok – de konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti – vil i hvert fald have Lars Løkke til at skrive ind i regeringsgrundlaget, at regionerne skal nedlægges.

Det var også den model, som VK-regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om tilbage i august 2011 – få uger før valget. Men så tabte Løkke magten. Og siden har der nærmest været tavshed om, hvad Løkke vil med regionerne og sygehusene. Det kan undre.
 

EN RÆKKE AF LANDETS MEST ANERKENDTE SUNDHEDSEKSPERTER advarer i denne udgave af Mandag Morgen politikerne om ikke at spille hasard med sundhedsvæsenet, da regionerne faktisk har leveret varen langt hen ad vejen.

Med en årlig produktivitetsvækst på over 2 pct., som mange statslige myndigheder og kommuner kun kan drømme om at komme i nærheden af, rekordlave ventetider, nogle af de mest tilfredse patienter i Europa, rimelig styr på budgetterne og sygehusbyggerier for over 40 milliarder kr. planlagt ud fra den eksisterende struktur har regionerne stik imod manges spådomme en temmelig stærk track record.

Det kan godt være, at tre administrative led i Danmark – staten, kommuner og regioner – er et for meget. Men partierne i blå blok skylder at dokumentere, hvordan staten vil være bedre til at styre sundhedsvæsenet end regionerne. Foreløbig har vi ikke set så meget som bare bagsiden af en serviet på, at det skulle være tilfældet.

Der synes da heller ikke at være empirisk grundlag for at tro, at statsregioner vil løse opgaven bedre end de nuværende regioner. Tiden med staten som driftsherre af Rigshospitalet frem til 1994 taler sit eget tydelige sprog. Skiftende regeringer formåede aldrig at sikre en velfungerende styring af Rigshospitalet, og statens kassemestre havde kronisk bøvl med deres store hospital i København. De massive problemer blev først løst, da Rigshospitalet blev lagt ind under Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Sagen om en hjerneskadet psykiater, der har fejlbehandlet talrige patienter gennem flere år, er også bare den seneste af flere skandaler, som har skabt dyb usikkerhed om Sundhedstilsynets tilsyn med det danske sundhedsvæsen. Det kan efterlade en begrundet frygt for, at staten måske ikke er den mest oplagte driftsherre til at styre hele sundhedsvæsenet.

Det kan også godt være, at 41 medlemmer af et regionsråd er mindst 10 for mange. Og at fem regioner er to for mange. Men så kan man jo lægge Sjælland og Nordjylland sammen med henholdsvis Hovedstaden og Midtjylland for at sikre nok praktiserende læger til Udkantsdanmark. Det behøver man ikke at lave en kæmpestor og ny strukturreform for.

Da VK-regeringen var tæt på at nedlægge regionerne i 2011, begrundede man det bl.a. med, at man ville sikre en mere ensartet kvalitet i behandlingen på tværs af regionerne. Som eksempler fremhævede VK-regeringen de lange ventetider på nogle enkelte skadestuer, store forskelle i behandlingen af lungekræftpatienter og en utilfredsstillende svangreomsorg.

Det virker lidt som nogle søgte argumenter opfundet til lejligheden, når man samtidig ser på de mange resultater, regionerne har opnået på andre områder. Og når man ser på de store udfordringer, som de norske politikere i Stortinget har fået med at skabe et mere effektivt og ensartet sundhedsvæsen, efter at de lod staten overtage ansvaret for sygehusene i 2002, er det nok heller ikke et drømmescenarie til videre efterlevelse.
 

EN NEDLÆGGELSE AF REGIONERNE FÅR heller ikke bare store konsekvenser for sundhedsvæsenet. Det vil også betyde, at regionernes øvrige opgaver som specialiserede institutioner for nogle af samfundets svageste grupper, vækstpolitik, trafik og miljø endnu engang bliver kastet op i luften og skal lægges over til enten kommunerne eller staten.

Det er kun godt et år siden, at en stor arbejdsgruppe sidst kiggede alle opgaverne igennem i et stort serviceeftersyn af strukturreformen for at finde ud af, om de nu lå rigtigt. Det førte til nogle justeringer hist og pist.

Derfor handler en nedlæggelse af regionerne dybest set også om, hvorvidt Danmark skal indrettes mere centralt eller decentralt. Hvor meget skal bestemmes fra Christiansborg og skiftende ministre, og hvor meget skal lægges ud lokalt?

Det er ikke en helt uvæsentlig debat – for nu at sige det mildt – i en tid, hvor virksomheder jagter vækst, og hvor mange borgmestre i små udkantskommuner får stadig sværere ved at få enderne til at hænge sammen, i takt med at folk bosætter sig i de større byer.
 

MED EN FORTID SOM AMTSBORGMESTER i Frederiksborg, sundhedsminister, hovedarkitekt bag strukturreformen og statsminister er Løkke muligvis den politiker i Folketinget, som har størst indsigt i sundhedsvæsenet. Derfor bør man også kunne forvente at få et klart svar på, hvad planen for det fremtidige sundhedsvæsen er, hvis regeringsmagten skifter. Venstre har oven i købet lovet at komme med en plan for området i god tid før næste valg. Den lader åbenbart vente på sig.

Man kunne jo få den strøtanke, at Venstre tænker strategisk. At partiet håber på at kunne klare sig gennem en valgkamp uden at tage stilling til dette spørgsmål for ikke at skabe unødig frygt blandt de over 100.000 ansatte i regionerne for en ny stor strukturreform og samtidig på forhånd give unødvendige indrømmelser til de øvrige partier i blå blok, så de bare skruer prisen yderligere i vejret for at pege på Løkke som statsminister.

Men det er selvfølgelig kun en strøtanke. For det bør Løkke og Venstre være alt for ansvarlige til på et så vigtigt velfærdsområde, der har så stor betydning for så mange danskeres ve og vel.

Hvis Løkke partout vil nedlægge regionerne og lade staten overtage sygehusene, kan han jo starte med at bryde sin tavshed og melde klart ud om sin vision og fremlægge overbevisende argumenter. Det kan nås endnu, før valgkampen for alvor går i gang.