Analyse af 
Lisbeth Knudsen

Sverige — et 'folkhem' i splid med sig selv

Den politiske model i Sverige bliver sprængt til atomer den 9. september, hvis Sverigedemokraterne får succes med at indkassere mange års forsømt vælgerkapital fra de gamle partier. Spørgsmålet er, om det vil udløse en politisk omvæltning i ellers så stabile Sverige eller en langvarig regeringskrise.

”Sweden freaks out”.

Det var den rammende overskrift på det europæiske website Politico, da man forleden omtalte riksdagsvalget i Sverige den 9. september for sit europæiske publikum. Sandt er det i hvert fald, at det valg kan komme til at betyde dramatiske og historiske omvæltninger i det svenske politiske system, og at valgresultatet, som det ser ud lige nu, kan vise sig at gøre det umuligt at danne en funktionsdygtig regering.

I meningsmålingerne står det indvandrerkritiske og nationalkonservative parti Sverigedemokraterne (SD) til en jordskredssejr, der vil gøre det til Riksdagens næststørste parti. Ja, måske vil partiet endda overhale Socialdemokratiet, der i så fald vil miste positionen som landets største parti for første gang siden 1917.

Hvis det sker, vil det ikke alene bringe politisk ustabilitet til Sverige, det vil også være en så gigantisk mistillidserklæring til ’de gamle’ politiske partier over en bred kam, at der må forventes dyb selvransagelse i hele det politiske system.

Det gælder også hos de medier, der indtil for få år siden undlod at registrere og rapportere kritisk om især problemerne med integrationen af flygtninge og indvandrere og om det holdningsskifte, der har været undervejs på de områder i mange år i folkhemmet.

Baseret på 300.000 simuleringer af mulige valgresultater lavet af det svenske opinionsmålingswebsite Pollofpolls.se kan det konkluderes, at det hverken er sandsynligt, at den nuværende rød-grønne regering i form af Socialdemokratiet og Miljöpartiet eller de borgerlige alliancepartier Moderaterna, Liberalerna, Centerpartiet og Kristdemokraterna vil kunne danne regering efter valget.

De mange simuleringer viser, at det vil blive svært overhovedet at danne en regering, der ikke støttes af mindst to af de tre største partier i Riksdagen, hvilket vil sige socialdemokraterne, Moderaterne og SD. Dermed falder årtiers tradition for blokpolitik sammen.

Om det så rent faktisk vil ske, at enten socialdemokraterne eller den borgerlige alliance vil basere en kommende regering på mandaterne fra SD, er dog tvivlsomt.

SD: Vi ligger tættest på S

Selv har SD’s leder, Jimmie Åkesson, sagt, at partiet på nuværende tidspunkt står tættere på socialdemokraterne end på de borgerlige, når det gælder holdningen til udlændinge- og indvandringspolitikken. Men der ser på alle måder ud til at være dømt regeringskrise efter den 9. september, hvis meningsmålingerne holder.

I den borgerlige alliance har partilederne i valgkampen haft svært ved at tackle spørgsmålet om et eventuelt samarbejde med SD efter valget, selv om repræsentanter for Moderaterna tidligere har åbnet døren en smule på klem for et samarbejde.

Både i Socialdemokratiet og i den borgerlige alliance er der en tydelig frustration over, at SD har formået at sætte et så markant aftryk på valgkampen, at vælgerne dårligt gider at høre på andet end udlændingepolitik og lov-og-orden-spørgsmål.

Kun klimapolitikken har derudover fået et lille hjørne af debatten, foranlediget af de omfattende svenske skovbrande her i sommer, mens statsminister Stefan Löfven (S) forgæves har forsøgt at rejse en velfærdsdebat og en debat om et Sverige i økonomisk fremgang.

I december 2014 indgik alle de politiske partier i den svenske Riksdag uden om SD en aftale om, at SD’s mandater ikke skulle tælles med ved en regeringsdannelse – uanset om det var højre eller venstre side, der havde muligheden for at danne regering.

Aftalen skulle forpligte partierne indtil 2022. Men allerede i oktober året efter forlod først Kristdemokraterna og siden Moderaterna aftalen. Så reelt står muligheden åben for, at SD efter otte år i Riksdagen kan blive en del af normalbilledet i svensk politik.

SD er ikke et nyt protestparti i svensk politik. Partiet har eksisteret siden 1988 og er grundlagt på en fusion mellem højreekstremistiske kræfter og racistiske partier som Framstegspartiet, Sverigepartiet og Bevara Sverige Svenskt-partiet.

SD lykkedes med at passere spærregrænsen til Riksdagen første gang i 2010 med 5,7 pct. af stemmerne. Partiet ændrede derefter profil og kaldte sig nu et socialkonservativt parti med et nationalistisk grundsyn.

Ved valget i 2014 voksede opbakningen til 12,9 pct., og SD blev dermed Sveriges tredjestørste parti. Ifølge de seneste meningsmålinger ser SD ud til at få 20 pct. eller derover ved valget og vil dermed som minimum blive det næststørste parti. Se figur 1.

Partiet står stærkest i Sydsverige og i traditionelt socialdemokratisk styrede kommuner. Ved europaparlamentsvalget i 2014 fik partiet 9,7 pct. af stemmerne. Jimmie Åkesson har siden 2005 været den succesfulde leder af partiets forvandling fra protestparti til folkeparti.

Substansen i partiets politik er den velkendte stramme udlændingepolitik, hårdere straffe for kriminalitet, bedre vilkår for de ældre, bedre dyrebeskyttelseslovgivning, en stærk familiepolitik med skærpede regler for abort, lavere indkomst- og boligskatter, lavere skat på kapital og formue, og at staten skal have hovedansvaret for skolerne i stedet for kommunerne, og så skal friskolerne have ringere vilkår.

Partiet er desuden kritisk over for EU. Derfor har SD da også proklameret, at man vil kræve en folkeafstemning med henblik på at forlade EU – en Swexit – hvis man får magt og indflydelse, som man har agt.

Kan SD fortsat ignoreres?

SD’s stigende opbakning i den svenske befolkning var en radikalt anderledes politisk stemme i det Sverige, der med en tidligere borgerlig statsministers ord definerede sig selv som en ’humanitær stormagt’ og befandt sig helt i toppen af listen over modtagerlande for flygtninge og asylsøgere.

Og den stigende opbakning til SD afspejler en generel europæisk trend; partiet kan efterhånden finde mange alliancepartnere i Østrig, Italien, Frankrig, Ungarn, Polen, Tyskland og Danmark.

Intensiteten og spændingerne omkring riksdagsvalget vokser dag for dag – senest med en række tilsyneladende koordinerede påsatte bilbrande – over 100 – i forskellige svenske byer. Det er alt sammen noget, der giver utryghed og forstærker kravet om lov og orden.

Det er vand på Åkessons valgmølle, mens statsminister Löfvens forsøg på at gøre valget til en folkeafstemning om sikring af fremtidens velfærd går op i røg fra brændende biler, skyderier, integrationsproblemer og det massive antal familiesammenføringer.

Löfven har hyppigt gentaget, at socialdemokraterne er den eneste reelle garant for, at SD ikke får indflydelse på svensk politik. Spørgsmålet er dog, om SD overhovedet kan ignoreres efter valget? SD er for alvor flyttet ind i middelklassen og hos almindelige lønmodtagere, der traditionelt har været S-vælgere.

Fuldstændig som herhjemme, hvor Mette Frederiksen har været tvunget til at flytte Socialdemokratiet derhen, hvor man møder vælgernes bekymringer for andet end velfærd i øjenhøjde, bliver Löfven nødt til at lytte til den store del af svenskerne, der er bekymret for integrationen, hvis han vil gøre sig håb om at vinde regeringsmagten i fremtiden.

Set fra et dansk perspektiv og i lyset af det folketingsvalg, der vil komme inden for de næste ti måneder, kan man måske tage ved lære af, at regeringen ikke får nogen som helst kredit for en ellers stærk økonomi, stærk vækst, lav rente og den laveste arbejdsløshed i ti år.

Men den mest markante forskel på Danmark og Sverige er, at udlændingedebatten har været til stede i danske valgkampe siden 1990’erne, og at der for længst er etableret en vis grad af konsensus mellem de tre største partier – Venstre, Socialdemokratiet og DF – om en stram udlændinge- og retspolitik.

De svenske vælgere konstaterer tilsyneladende, at kernevelfærd, orden i økonomien og et samfund med lav ulighed er på valgprogrammet fra højre til venstre hos de gamle partier, men med meget få nuancer. Det fundament regner vælgerne tilsyneladende med leveres under alle omstændigheder.

Det, mange svenskere efter år med massiv indvandring, integrationsproblemer og stigende vold og kriminalitet i gaderne nu efterspørger, er en anden politik på områder som asyl og indvandring og en hårdere linje mod vold og kriminalitet.

Fortsætter det med bilbrande, uro og de politiske lederes mangel på svar på et fremtidigt samarbejde med SD frem til den 9. september, så risikerer Sverige dagen efter at vågne op til en massiv politisk krise. Åkesson anklager specielt socialdemokraterne for at have ødelagt det svenske folkhemmet, som Åkesson har proklameret, at han vil bygge op på ny.

Skal det ske, så skal en hel ny politisk orden indfinde sig i Sverige, herunder en erkendelse af, at de gamle partier ikke ville eller evnede at handle på befolkningens bekymring, advarsler og frygt i tide.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu