Krisen i Asien koster tre år med dæmpet økonomisk vækst, men herefter er der udsigt til ny økonomisk ekspansion, skriver ambassadør Jørgen Ørstrøm Møller i en vurdering af perspektiverne i den aktuelle krise. Han henviser bl.a. til landenes fundamentale stærke økonomi, den meget høje opsparingsrate, de politiske systemers effektivitet, samt at der er tale om eksportorienterede økonomier. Hertil kommer, at netop områder med stærk økonomisk vækst må forvente periodiske finansielle kriser, skriver Ørstrøm Møller og refererer til USAs økonomiske historie.