En ny, stærk koalition skal sikre de omsorgssvigtede ældre bedre vilkår. Sygeplejersker og sundhedsassistenter, der op igennem 90’erne har udkæmpet bitre kampe om faggrænser, går nu sammen i en opsigtsvækkende strategisk alliance, der i første omgang skal forbedre plejen for de ældre. Samtidig lægger de to organisationer, Dansk Sygeplejeråd (DSR) og Forbundet af Offentlig Ansatte (FOA), ikke skjul på, at deres samarbejde vil give dem en betydelig stærkere position i de kommende måneder og år, når der skal træffes politiske beslutninger om ældreomsorg. Deres første fælles udspil, som Ugebrevet gennemgår i dette nummer, er en handlingsplan for, hvordan omsorgen for de svageste ældre kan forbedres. Papiret lægger op til kvalitetsforbedringer på tre forskellige niveauer: Den borger-oplevede, den faglige og den organisatoriske kvalitet. “Vi har aldrig tidligere fra centralt hold taget et initiativ som dette. Det er noget helt nyt,” siger sektorformand i FOA, Lene B. Hansen. Udspillet markerer samtidig, at DSR og FOA, der tilsammen organiserer tæt ved 100 pct. af personalet på ældreområdet, påtager sig et medansvar for, at plejen ikke alle steder er i orden. De er enige om, at det skal være slut med “skyllerumsrevolutioner”, hvor de ansatte bliver enige om alt dét, der er galt - men hvor deres konklusioner aldrig når videre til de ansvarlige myndigheder.