Sympatiserer DR-vært her med palæstinensisk terrorbevægelse?

DR-værten Peter Møller beskyldes i en artikel fra Den Korte Avis for at bære et symbol på sin t-shirt, der bruges af den palæstinensiske terrororganisation Hamas. Det afviser en oprørt Peter Møller. Og designeren bag t-shirten kalder tegnet en spejderhilsen og et dobbelt-v, der referer til tøjfirmaet Wood Wood.

Foto: Skærmkopi af TV-avisen, 3. december 2017

“De færreste havde nok forestillet sig, at en DR-studievært ville sidde for åben skærm med et logo på sin T-shirt, der bliver brugt af en terrorbevægelse. Nærmere bestemt det islamistiske Hamas.”

Sådan skriver chefredaktøren for Den Korte Avis, Ralf Pittelkow, i en artikel, som reaktion på en t-shirt, DR-sportsværten Peter Møller havde på i TV-avisen den 3. december i år. 

Ralf Pittelkow kobler håndtegnet med tre strakte fingre på Peter Møllers t-shirt sammen med et andet symbol, der bruges af den palæstinensiske islamistiske politiske bevægelse Hamas, der er på terrorlisten i både EU og USA.

Sportsværten afviser på Facebook, at han ville sende et politisk signal og gør opmærksom på, at printet på t-shirten er tegnet for W i tegnsprogsalfabetet, som i dette tilfælde refererer til modefirmaet Wood Wood, der har produceret t-shirten.

Drab skabte symbolet

Det palæstinensiske håndtegn kom til verden efter kidnapningen af tre unge israelske studerende i 2014. De tre fingre blev blandt palæstinensere en måde at udvise sympati med kidnapperne. De tre israelere blev senere fundet dræbt.

“Det er et meget klart og meget ekstremt politisk symbol, der både rummer hyldest til Hamas, fjendtlighed mod Israel og regulært jødehad,” skriver Ralf Pittelkow i sin artikel på Den Korte Avis’ hjemmeside.

Han fremhæver i artiklen, at han ikke ved, om Peter Møller rent faktisk var klar over, hvad håndtegnet kan betyde.

“Det er nærliggende at se det i sammenhæng med DR’s stærke traditioner for anti-israelske holdninger. Men det er jo ikke umiddelbart til at afgøre, om Peter Møller kendte håndtegnet og dets baggrund.”

Derefter følger dog et par afsnit i artiklen, hvor netmediets chefredaktør alligevel rejser tvivl om Peter Møllers kendskab til det palæstinensiske håndtegn.

Fakta

"Måske bruges håndtegnet også i andre sammenhænge, som har inspireret Peter Møller.

Måske har han slet ikke tænkt nærmere over, hvad tegnet egentlig stod for.

Måske har han bare syntes, at det så flot ud.

Måske."

Men selv hvis Peter Møller ikke kendte ”De tre Shalits”, kan det i høj grad undre, at han slet ikke har haft betænkeligheder ved at bruge et så iøjnefaldende og kamppræget symbol for åben skærm.

Kilde: Uddrag fra artikel, Den Korte Avis, 11. december 2017. 

Peter Møller siger fra

Beskyldningerne i Den Korte Avis får Peter Møller til at reagere på kritikken. I kommentarfeltet på netmediets Facebookopslag tager han kraftigt afstand fra beskyldningerne.

“At kæde mig og DR sammen med Hamas, er da noget af det mest vanvittige jeg længe har læst,“ skriver han i en kommentar.

Også Karl Oskar Olsen, der er partner i Wood Wood og chefdesigner i virksomheden, blander sig i debatten på de sociale medier.

“Vi har ikke lavet en fucking Hamas t-shirt, hold nu kæft  ! Det er er en spejderhilsen og et dobbelW !!! Look it up,” skriver Karl-Oskar Olsen i en kommentar på Twitter

Ralf Pittelkow går til modangreb

BT samler Den Korte Avis’ beskyldninger mod Peter Møller og sportsværtens klare afvisning i en artikel med overskriften: “DR-vært beskyldt for terror-sympati: Det er noget af det mest latterlige!”

Og her tager forløbet en drejning. For BTs overskrift er for meget for Ralf Pittelkow. I en ny artikel på Den Korte Avis kalder han BT-artiklen for en ‘falsk historie’.

"Overskriften er falsk. Og det må BT have vidst. Den Korte Avis har intetsteds skrevet, at Peter Møller har terror-sympatier,” skriver Ralf Pittelkow.

Herefter følger en klar opfordring til studieværter om at sikre sig, hvad eventuelle symboler på deres tøj betyder.

“...hvis man endelig vil sidde med et stort logo, bør man tjekke, hvilke betydninger det har.”

TjekDet undersøger: Hvad betyder symbolet?

Vi tager Ralf Pittelkow på ordet og gør det arbejde, han mener Peter Møller burde have gjort. Vi ringer til Danske Døves Landsforbund. Her sidder Cathrine Mejdal, der er konsulent og redaktør for Døvebladet og som taler tegnsprog.

Hun forklarer, at symbolet på Peter Møllers t-shirt ikke helt stemmer overens med tegnet for W i det danske tegnsprogsalfabet. For hende ligner det mere en spejderhilsen - eller en berømt hilsen fra Hollywood-filmene Hunger Games, der handler om et oprør mod en fæl diktator.

“Hvis hånden er udadrettet og fingrene spredte, så er det tegnet for w i dansk tegnsprog. Når hånden er udadrettet og fingrene samlet, som den er på t-shirten, kan det være det mere almenkendte danske tegn for spejder,” siger Cathrine Mejdal.

Håndtegnet fra Hunger Games er i øvrigt kontroversielt i Thailand, hvor det for år tilbage blev brugt som en protest mod militærstyret.

Heller ikke formanden for dansk-palæstinensisk forening, Fathi El-Abed, ser en sammenhæng mellem håndtegnet på Peter Møllers t-shirt og Hamas.

Han afviser ikke, at Hamas-sympatisører anvendte et håndtegn, efter at tre israelske studerende var blevet kidnappet på Vestbredden i sommeren 2014. Men et populært, udbredt og officielt håndtegn har der ikke været tale om i netop den forbindelse.

"Hvis det (håndtegnet på Peter Møllers t-shirt, red.) har noget med nogen at gøre, så skal vi op på fire fingre, der er et håndtegn, som er blevet brugt af det muslimske broderskab i Egypten, da de krævede den tidligere islamistiske præsident i Egypten Mohamed Morsi genindsat," siger Fathi El-Abed, der understreger, at han på ingen måde taler på vegne af Hamas eller det muslimske broderskab. 

Omtalte personer

Ralf Pittelkow

Ansv. chefredaktør, Den Korte Avis, fhv. særlig rådgiver, Poul Nyrup Rasmussen (S)
mag.art. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1973)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu