Systemkrise

Verden står midt i det 21. århundredes første alvorlige globale kreditkrise. Man skal helt tilbage til tiden før aktiekrakket i 1987 for at finde en lige så ubehagelig cocktail af ubalancer og risici på det finansielle marked som den, vi er vidner til i disse måneder. Sommerens bølgeskvulp på det amerikanske boligmarked for subprimelån, den pludselige udtørring af de kortfristede kreditlinjer mellem bankerne og de stadig mere nervøse kurssvingninger på aktiemarkedet har sendt alverdens aktieanalytikere på overarbejde. Centralbankerne arbejder på højtryk for at stabilisere markedet, og de har siden i sommer pumpet 400 milliarder dollar ud som redningskranse til gældsplagede banker for at forhindre kreditkrisen i at sprede sig. I fredags måtte Bank of England udskrive en af de helt store checks for at hjælpe finanshuset Northern Rock, der havde fået fingrene i klemme.

I morgen ventes den amerikanske forbundsbank at sænke renten for at puste ekstra tillid ind i økonomien. Og Den Europæiske Centralbank valgte forleden at udskyde en forventet renteforhøjelse. Nervøsiteten er tydelig. Den amerikanske finansminister, Henry Paulson, taler åbent om, at usikkerheden kan vare længere end 80’ernes latinamerikanske gældskrise og den asiatiske finanskrise i 1997-98. USAs forhenværende forbundsbankchef Alan Greenspann har advaret om, at situationen minder om tiden op til “sorte mandag”, aktiekrakket 19. oktober 1987. Dengang udløste en dårlig nyhed om et ekstra stort handelsunderskud panik og fik computerstyrede automatreaktioner til at udløse kursfald på 20 pct. på Wall Street. Han ved, hvad han taler om. I 1987 skulle Greenspan som relativt uprøvet forbundsbankchef lægge arm med en ny økonomisk virkelighed.