Vi vidste, at det ville ske.

Vi vidste, at tusinder og atter tusinder af migranter og flygtninge ville forsøge at krydse Middelhavet i segnefærdige gummibåde i håb om et bedre liv i Europa. Vi vidste, at tusinder af børn og voksne ville dø under den dramatiske rejse. Intet tyder på, at det bliver anderledes de kommende uger og måneder.

Desværre kigger både Danmark og de andre EU-lande i den forkerte retning, når de søger efter løsninger.

Landene ser først og fremmest på nationale løsninger, der ikke sætter ind over for de mere sammensatte og globale problemer, der ligger bag migrationen.

”Hverken Danmark eller de andre EU-lande fokuserer i øjeblikket på det lange, seje træk, der skal til for reelt at skabe en forandring,” siger Hans Lucht, seniorforsker med speciale i global migration ved DIIS.

Denne analyse giver syv bud på løsninger til og måder at begrænse det store antal af migranter fra især Vestafrika.

Ingen vej udenom

Mange afrikanske lande er i dag dybt afhængige af de milliardbeløb, som migranter sender tilbage til deres hjemlande. Disse pengeoverførsler – remitter – kan dog bruges langt mere aktivt for at fremme investeringer i udviklingslande.

I Danmark må vi også kigge kritisk på vores egne skatteaftaler med lande som Ghana, da de ”snyder” udviklingslande for skatteindtægter, lyder anklagen fra eksperter.

De enkelte EU-lande er tvunget til at vise større solidaritet mellem hinanden. Den manglende lyst til at komme Italiens hårdt prøvede myndigheder til hjælp i den aktuelle flygtninge- og migrantkrise har udkrystalliseret modviljen blandt medlemslandene til at tage fat om problemets rod.

Mandag Morgen afdækker i denne analyse, hvordan EU-kommissionens forsøg på at bekæmpe årsagen til migration ved hjælp af en ny stor milliardfond skranter. EU-landene vil alligevel ikke betale så mange penge til fonden, som de oprindelig havde lovet på et topmøde i 2015, da migrantkrisen for alvor var brudt ud.

Langt de fleste migranter forlader hjemlandet af økonomiske årsager og kan ikke få asyl i Europa. Syv ud af ti afrikanske migranter var arbejdsløse, da de tog afsted. Og halvdelen af dem, som var i arbejde, var beskæftiget med enten landbrug eller fiskeri. Derfor er der også brug for et opgør med årtiers fiskeri- og landbrugspolitik.

Mange års fiskeri fra store europæiske trawlere ud for den afrikanske vestkyst – mod betaling – har medvirket til at dræne havet for fisk, så fiskere fra Senegal, Ghana og andre vestafrikanske lande har sat kurs mod Europa for at arbejde.

På samme måde har toldbarrierer været med til at holde afrikanske landmænd ude af det europæiske marked. Derfor har mange landmænd sat livet på spil i håb om en lysere fremtid i Europa.

1: Milliarder af kroner kan bringes i spil

REMITTER. Hvert år sender afrikanske migranter et stigende milliardbeløb tilbage til familien i deres hjemlande. Nogle af de mange private penge går til mad og tøj til familien. Andre bruges på at sikre uddannelse til børn i familien, på medicin eller på at bygge et helt nyt hus.

Mange afrikanske lande er dybt afhængige af de store milliardbeløb. Disse pengeoverførsler – remitter – udgør en stadig stigende andel af flere afrikanske landes BNP. En ny opgørelse fra Verdensbanken viser, at de samlede remitter nu er over tre gange så høje som den samlede internationale udviklingsbistand.

Bare i et land som Gambia udgør remitter nu næsten 20 pct. af landets BNP. Også i andre lande som Senegal og Togo tegner remitter sig for en stor økonomisk indsprøjtning til samfundsøkonomien.

De enkelte lande har derfor ikke den store tilskyndelse til at holde deres egne folk hjemme og dermed forhindre, at de søger mod andre og mere velhavende lande i Europa. Det vil nærmest svare til at save den gren over, som de selv sidder på. Og det gør det svært for Danmark og de andre EU-lande at lave aftaler med de enkelte lande om at kunne tilbagesende afviste migranter til deres hjemlande.

Selv om organiserede migrantgrupper fra fælles landsdele i hjemlandet administrerer nogle kollektive remitter til f.eks. at installere elektricitet, sikre rent drikkevand og etablere sundhedsklinikker, går langt den største del af de store milliardoverførsler dog til privat forbrug og ikke til direkte produktive investeringer.

Lektor Stig Jensen på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet forudser derfor et stort potentiale, hvis de mange penge fra overførslerne bliver brugt langt mere aktivt på investeringer end i dag.

”Der er rigtig mange mennesker, som sender penge hjem. Man kan få dem mere i spil, så de ikke bare sender penge hjem til familiemedlemmer, men bliver involveret i forskellige investeringsprocesser. Der eksisterer allerede nogle netværk, der kunne udnyttes på en anden måde. Derfor er der på mange områder et stort potentiale, hvis man tænker ud af boksen,” siger Stig Jensen.

Verdensbanken anslår, at migranter sidste år sendte 429 milliarder dollars – ca. 2.700 milliarder kr. – hjem til deres familier i udviklingslandene. Heraf gik 226 milliarder kroner – knap 8 pct. – til lande i Afrika syd for Sahara.

Siden 1990 er remitter til afrikanske lande firdoblet og overgås nu kun af direkte udenlandske investeringer. Men der er meget stor forskel på, hvor meget remitter betyder for de enkelte landes økonomier. Et land som Nigeria hører til blandt verdens største modtagere af remitter med 19 milliarder dollars – 120 milliarder kr. – og overgås kun af lande som Indien, Kina og Filippinerne.

Fakta

Migrantlande er afhængige af penge fra migranter. I alle ti vestafrikanske migrantlande udgør disse såkaldte remitter mere end 1 pct. af landenes BNP.

Migranter sender milliarder af kroner hjem, og den samlede pengeoverførsel er nu over 400 mia. dollars – langt mere end den officielle udviklingsbistand.

Note — Tal fra Gambia er fra 2007 og 2016. Kilder — World Development Indicators og Verdensbanken.

2: Danmark ”snyder” udviklingslande for skatter

SKAT. Set over de seneste snart 50 år har Danmark sammen med andre udviklede lande aktivt været med til at forringe udviklingslandes muligheder for selv at finansiere deres udvikling.

Det er sket gennem de såkaldte dobbeltbeskatningsaftaler, hvor den seneste – aftalen mellem Danmark og Ghana – blev vedtaget af Folketinget under SR-regeringen i 2015.

Aftalen tillader f.eks. Ghana kun at beskatte virksomheders indtægter med op til 8 pct. Den tilsvarende aftale med Kenya fra 1972 tillader Kenya at beskatte de samme aktiviteter med op til 20 pct. I praksis betyder det, at Ghanas andel af ”skattekagen” bliver mindre end Kenyas.

Den udvikling afspejler ikke bare et dansk fænomen, men går igen over hele verden. Også andre udviklede lande presser udviklingslandene på skatten.

”Udviklingslande får hele tiden forringet deres muligheder for beskatning i skatteaftalerne med udviklede OECD-lande,” siger ekspert i internationale skatteregler, ph.d.-studerende på Department of Business and Politics, CBS, Saila Stausholm.

Hun siger, at udviklingen har ført til, at skatteaftalerne med udviklingslandene nu er så ringe, at IMF, Den Internationale Valutafond, opfordrer udviklingslande til at være meget forsigtige med at indgå dobbeltbeskatningsaftaler med udviklede lande som for eksempel Danmark.

Samtidig viser Mellemfolkeligt Samvirkes gennemgang af Ghanas skatteaftaler med en række udviklede lande, at aftalen med Danmark er en af de dårligste.

Når Danmark indgår skatteaftaler med udviklingslande som f.eks. Ghana, handler det ikke bare om at undgå den slags dobbeltbeskatning. For Danmark handler det også om at slippe så billigt som muligt. Under Folketingets debat om skatteaftalen med Ghana understregede den daværende skatteminister Benny Engelbrecht fra Socialdemokraterne, at danske virksomheder ikke skal beskattes hårdere end tilsvarende aftaler beskatter britiske, tyske eller hollandske virksomheder.

Når embedsmænd og diplomater forhandler skatteaftalerne, følger de derfor hele tiden med i, hvad andre lande har opnået med tilsvarende aftaler med Ghana. Udviklingen er helt tydelig. Jo nyere aftale, des ringere – for Ghana. Og aftalen med Danmark er den nyeste.

”Danmark er med til at underminere for eksempel Ghanas skattegrundlag. Og de har ellers hårdt brug for pengene til at udvikle landet med,” siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Tim Whyte.

Han opfatter skatteaftalerne som en del af de rammebetingelser, der kan hjælpe udviklingen i gang i et land som Ghana.

”Hvis vi vil understøtte Ghanas forsøg på at udvikle et så velfungerende samfund, at folk har lyst til at blive boende i det, så må vi i Danmark også se på de rammebetingelser for deres udvikling, som vi kan påvirke. Her er skatteaftalen et eksempel,” siger Tim Whyte.

Tim Whyte opfordrer Folketinget til at evaluere skatteaftalerne med udviklingslandene.

”Vi luller os ind i forestillingen om, at Danmark er den store bidragyder af udviklingsbistand til et land som f.eks. Ghana. Men det gør jo ikke den store forskel, hvis vi samtidig indgår aftaler med Ghana, der forringer deres muligheder,” siger Whyte.

3: Private virksomheder skal lokkes på banen

PARTNERSKABER. Behovet for nye veje, jernbaner, energiproduktion og anden infrastruktur er højt i de fleste afrikanske lande. Det globale konsulentfirma McKinsey anslår, at de afrikanske lande har behov for at fordoble investeringer i infrastruktur fra de nuværende omkring 80 milliarder dollars om året til 150 milliarder dollars frem mod 2025.

Men mange regeringer på det afrikanske kontinent har dog allerede opbygget en astronomisk gæld og har nået gældsloftet. Derfor er der behov for at skifte spor og tænke i helt nye baner for at finansiere infrastruktur, mener McKinsey og anbefaler bl.a. øget brug offentlig-privat partnerskab – OPP.

”Et svar på dette skifte er OPP og blandede finansieringsmodeller, hvor de nationale regeringer påtager sig mindre gæld og deler finansieringsansvaret med eksterne partnere som private virksomheder og multilaterale institutioner,” konkluderer McKinsey i en ny rapport om Kinas og Afrikas økonomiske partnerskab.

Zambias regering har f.eks. været nødt til at hæve sit gældsloft tre gange inden for de sidste tre år. Og Kenyas regering har brugt fire milliarder dollars på at bygge en jernbane fra hovedstaden Nairobi til havnebyen Mombasa ved det Indiske Ocean. Langt de fleste af pengene er lån fra kinesiske banker. Regeringen forventer, at det vil øge landets BNP med 1,5 pct. om året. Det er landets største investering i infrastruktur siden Kenyas selvstændighed for 54 år siden, og mange folk er bange for, at landet har sat sig i gæld til halsen.

De afrikanske regeringer er derfor nødt til at tiltrække flere risikovillige private spillere, som tør investere i projekter i forventning om at få et afkast på sigt. Nogle er gået i forvejen. F.eks. er Kenyas statslige elselskab Ketraco ved at etablere det allerførste OPP-projekt om energioverførsel i Afrika.

McKinsey forestiller sig også, at institutioner som Den Afrikanske Udviklingsbank og Verdensbanken kan yde finansiering på gunstige vilkår og uafhængig teknisk rådgivning for kommende OPP-konsortier i Afrika.

4: Europa tager Afrikas fisk

FISKERIPOLITIK. Først kommer de store fiskebåde fra Europa og tager Afrikas fisk. Bagefter sejler afrikanske fiskebåde til Europa lastet med migranter på jagt efter et job i Europa.

Sådan har trafikken været i flere år. Mens det er lykkedes at få nogenlunde bugt med overfiskeriet i de europæiske farvande i de senere år, har de europæiske lande eksporteret problemet til især de vestafrikanske lande med deres 2.000 kilometer lange kyststrækning og globalt attraktive fiskebestand.

EU betaler hvert år millioner af euro til de vestafrikanske landes regeringer for at få lov til at fiske i deres farvande. Men de store europæiske trawlere har konkurrence fra lige så store asiatiske og russiske trawlere. Og de vestafrikanske lande har langt fra kapacitet til at kontrollere de udenlandske fartøjers fiskeri.

Resultatet er et katastrofalt overfiskeri, som har gjort mange fiskere og ansatte i forarbejdningsindustrien arbejdsløse.

Der kan skabes over 300.000 nye arbejdspladser inden for fiskeriet, hvis det lykkes at få bugt med det ulovlige fiskeri af udenlandske fiskeflåder. Det vil give en økonomisk gevinst på otte gange så meget – ca. 3,3 milliarder dollars – som de vestafrikanske lande tjener på salget af fiskerettigheder til udlandet. Det kunne forbedre sundheden for den lokale befolkning, når fisk fulde af proteiner ikke ender på en tallerken i Europa, Japan eller USA, men i stedet nede i maven på en vestafrikaner. Det konkluderer en rapport fra tænketanken Overseas Development Institute.

”Afrikanerne skal selv forarbejde deres råvarer som for eksempel fisk. Det er ikke hensigtsmæssigt, at EU udbetaler enorme subsidier til deres egne fiskere og deres egen fiskeriindustri ved at købe fiskerirettigheder i Afrika. Det rammer afrikanerne,” siger Hans Lucht.

Han har gennem snart 15 år besøgt den samme fiskerlandsby i Ghana og derfor set med egne øjne, hvordan forholdene er blevet ringere år efter år.

”Jeg har set udviklingen på tæt hold og ved, at det er blevet sværere og sværere at være fisker i Ghana. Der er simpelthen færre fisk at tage af og for mange om at fange dem. Det er ikke særlig smart at tage fiskernes eksistensgrundlag fra dem og samtidig holde dem ude fra Europa,” siger Hans Lucht.

5: Europa forarbejder Afrikas råvarer

LANDBRUG. EU-landene bruger aktivt told på landbrugsvarer til at beskytte sin egen produktion.

Det gælder som oftest ikke for råvarer fra afrikanske lande, hvor toldsatsen ofte er på et rundt nul.

Erfaringen er, at der skabes mere værdi under forarbejdningen af råvarerne end under produktionen af dem. En revision af EU’s toldpolitik betyder, at toldsatserne på en række landbrugsvarer falder bort, når den er ratificeret i alle EU-lande.

Det næste og svære skridt bliver at tiltrække den nødvendige kapital til opbygningen af den lokale forarbejdningsindustri, der så skal konkurrere med forarbejdningsindustrien i blandt andet EU.

Dertil kommer, at EU-landene i enkelte tilfælde meget nøje indretter sine toldsatser, så EU-landenes egen produktion ikke udsættes for konkurrence fra produkter fra afrikanske lande. Et eksempel er her EU-aftalen med Marokko.

Marokko kan eksportere seks gange så mange tomater uden told til EU i vintermånederne som i sommermånederne. Dermed beskytter aftalen tomatproduktionen i Spanien, hvor det særligt i december, januar og februar er for koldt at producere tomater. Det er godt for de europæiske tomatavlere. Men skidt for de afrikanske.

6: Aftaler er vejen frem

SOLIDARITET i EU. Der er ingen vej udenom. De enkelte EU-lande er nødt til at lave fælles europæiske løsninger for at tackle den aktuelle krise og bekæmpe det fremtidige migrantionspres.

Den aktuelle politiske udvikling i Europa synes dog nærmere at have fokus på kortsigtede nationale og selektive løsninger.

En særlig fond på 1,8 milliarder euro – ca. 13 milliarder kr. – til bekæmpelse af migration er et eksempel på den manglende solidaritet blandt EU-landene.

Ved oprettelsen af Trust Fund for Africa i november 2015 lagde EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, op til, at medlemslandene skulle matche EU-Kommissionens bidrag.

Sådan er det ikke gået. Medlemslandene sidder på pengene og har lovet at betale godt 202 millioner euro til fonden og ikke de 1,8 milliarder euro, Juncker havde håbet på. Juncker og EU-Kommissionen har derfor forøget deres eget bidrag til i alt 2,6 milliarder euro. Og selv om et land som Danmark har betalt sin andel, har EU-landene kun indbetalt mindre end halvdelen af de 202 millioner euro.

Allerede nu har fonden sat gang i projekter, der bl.a. skal hjælpe tilbagesendte migranter i gang med job eller tilskud til at etablere egen virksomhed.  Problemet er bare, at fonden allerede nu har brugt langt over halvdelen af sine midler. EU-Kommissionen vurderer derfor, at fonden må indskrænke sine aktiviteter inden for et år, hvis ikke medlemslandene øger deres bidrag.

Det gjorde heller ikke sagen bedre, at aftalen om en fond på 1,8 milliard euro blev indgået dagen efter, at det var kommet frem, at Tyrkiet ville få næsten det dobbelte beløb for sin aftale med EU om at nedbringe antallet af migranter og flygtninge i de europæiske lande. En talsmand for Den Afrikanske Union kaldte beløbet for ”en fornærmelse”.

Fonden er bare et eksempel ud af mange på den manglende solidaritet. Italien har længe ligget på knæ for at få hjælp til at tackle det massive pres af migranter og flygtninge, der krydser Middelhavet. Mens EU-landene forsøger at finde fælles løsninger, dør over 11 mennesker hver dag i snit i Middelhavet i forsøget på at nå Europas grænser. Og tusindvis af afviste folk strander i Italien og andre europæiske lande uden ret til beskyttelse.

Aftalen fra 2015 om at fordele op imod 160.000 asylsøgere er et andet eksempel. Der gik lang tid, før landene overhovedet begyndte at sætte skub i aftalen. Her godt halvandet år efter aftalen er der foreløbig kun blevet omfordelt godt 21.000 asylsøgere. Og specielt Tjekkiet, Ungarn og Polen stritter så meget imod aftalen, at EU-Kommissionen nu har indledt sager mod de tre lande for at få dem til at påtage sig deres del af ansvaret.

En af de mest effektive metoder til at bekæmpe migrantpresset på Europas grænser er at lave aftaler med oprindelseslandene om at tage de folk tilbage, som bliver afvist. Men det er lettere sagt end gjort.

Migrantarbejdere – uanset om de har papirerne i orden eller ej – sender milliarder af kroner tilbage til deres hjemlande. De enkelte lande har derfor ikke den store økonomiske interesse i at lave aftaler med EU om at tage imod deres egne borgere. Derfor skal der markante indrømmelser på bordet.

En mulighed er den model, som hovedarkitekten bag Tyrkiet-aftalen, Gerald Knaus fra tænketanken European Stability Institute, har lanceret. Den indebærer markante indrømmelser til begge parter, hvis EU laver aftaler med f.eks. Nigeria, Senegal eller andre lande.

En aftale kan bestå i, at alle de migranter, som er kommet til Europa før en bestemt dato, får lov til at blive. Mens alle dem, som kommer efter denne dato, bliver sendt tilbage. Dog forpligter EU sig til at give adgang for en gruppe af borgere fra det pågældende land hvert eneste år.

7: Fra udviklingshjælp til Marshallhjælp

BISTAND. Danmark er af de lande, der målt som andel af BNP yder mest bistand til udviklingslandene. Spørgsmålet er bare, om bistanden virker.

Spørger man den skotsk-amerikanske økonom Angus Deaton, er svaret i det store og hele nej.

Betydningen af hans forskning og ikke mindst af hans kontroversielle forskningsresultater fik et kæmpeløft, da Det Kongelige Videnskabsakademi i Stockholm tildelte ham Nobelprisen i økonomi i 2015.

Angus Deaton erkender, at udviklingsbistanden godt nok har været med til at forbedre sundhedstilstanden i en række lande, men at den ikke har bidraget til udviklingen af det statsapparat, der i hans øjne er en forudsætning for al udvikling.

Samtidig siger Deaton, at de udviklede lande på snart sagt alle andre områder modvirker opbygningen af de nødvendige statslige institutioner i udviklingslande. Det er bl.a. sket gennem handelsaftaler og andre aftaler, hvor de udviklede lande har de bedste forudsætninger for at udforme aftalerne, så de passer til deres behov og i mindre grad til udviklingslandenes.

Der er altså gode grunde til at se på udviklingsbistanden gennem nye briller. Trods årtiers bistandshjælp ligger stort set alle de vestafrikanske lande, hvorfra migranterne kommer til Europa, i bunden på Verdensbankens rangliste over lande med de bedste betingelser for at oprette en business. De mange milliarder har ikke gjort det nemmere for borgerne at oprette og drive deres egen virksomhed.

Over hele verden taler man om et skift fra udviklingsbistand til Marshallhjælp. For i modsætning til udviklingsbistanden er der almindelig enighed om, at USA’s betydelige økonomiske bistand til de vesteuropæiske lande efter 2. Verdenskrig var med til at katalysere Europas økonomiske udvikling.

”Amerikanerne gav Marshallhjælp over fem år, fra 1948 til 1953, mens udviklingshjælp kan fortsætte år efter år. Den bliver efterhånden en indtægt, som udviklingslandene kan regne med,” siger Peder Nedergaard, professor i statskundskab ved Københavns Universitet.

Sydkorea giver Ghana baghjul

Marshallhjælpen var i modsætning til en del af udviklingsbistanden tidsbegrænset. Samtidig var den usædvanlig rundhåndet. Danmark modtog f.eks. 80 pct. af hjælpen som gaver, mens kun 20 pct. var lån. Og så er der en ting til. USA stillede krav om, at modtagerlandene liberaliserede deres udenrigshandel. På den måde gav Marshallhjælpen landene mulighed for at udvikle deres økonomi sammen med andre lande.

Først på året fremlagde den tyske regering sit ambitiøse forslag til en plan for udviklingen af de afrikanske lande med tydelig henvisning til inspirationen fra Marshallhjælpen. Det langsigtede mål med de over 100 ideer og reformer i den tyske plan er at skabe både økonomisk og politisk udvikling, så unge afrikanere tror på, at deres fremtid er i Afrika.

Ligesom med Marshallplanen er tanken at foretage massive og kortvarige investeringer i Afrika. Fokus skal væk fra traditionel bistandspolitik.

”Vi skal flytte os fra denne donor-modtager-mentalitet til et økonomisk partnerskab baseret på initiativ og ejerskab,” hedder det i det tyske oplæg.

Det tyske forslag er inspireret af de afrikanske landes egen fremtidsvision for udviklingen helt frem til 2063. En udvikling, hvor overskrifterne er vækst og bæredygtighed.

For at afrikanske virksomheder for alvor kan skabe den efterspurgte vækst lægger tyskerne ikke bare op til fri handel, men også til det, den tyske regering kalder ”fair” handel.  I dag består Afrikas eksport til blandt andet EU først og fremmest af råvarer, mens forarbejdningen sker i Europa. Her er fri handel kun en første forudsætning for at rykke ved den balance, så flere jobs etableres i de afrikanske lande.

Tyskerne fremhæver, at der er langt mere brug for investeringer end bistand. Og at de afrikanske lande selv skal bidrage til at skabe de rigtige rammebetingelser for succesfulde investeringer. Et første skridt er at give afrikanske virksomheder lettere adgang til EU’s indre marked.

Helt ligesom med Marshallhjælpen foreslår tyskerne, at hjælpen forudsætter vilje til reformer i modtagerlandene. Sker det, er tyskerne klar til at øge pengestrømmene til reformlandene med 20 pct.

Selv om Angus Deaton på baggrund af sin omfattende forskning kan påvise, at udviklingshjælp ikke hjælper, så tyder erfaringerne med Marshallhjælpen på, at det også kan være et spørgsmål om indretningen af hjælpen.

Det er bl.a. derfor, Tyskland præsenterer sit udspil som en moderne version af Marshallhjælpen.

Derudover viser en sammenligning mellem Ghanas og Sydkoreas udvikling, at den rigtige bistand kan katalysere vækst og udvikling.

Da landet blev selvstændigt tilbage i 1957, blev Ghana betragtet som en rollemodel for udviklingen i Afrika. I dag er landet et af de mest forgældede lande i verden.

Tilbage i 1957 havde Ghana og Sydkorea det samme BNP pr. indbygger. I 2016 var Sydkoreas BNP pr. indbygger mere end otte gange højere end Ghanas. Målt pr. indbygger er Sydkoreas velstand på niveau med Spaniens og nærmer sig det europæiske gennemsnit.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor Sydkorea har kunnet løfte borgernes velstand så meget mere, end det er lykkedes for de skiftende regeringer i Ghana.

Det spørgsmål forsøger den sydkoreanske forsker Jiyoung Kim fra Department of Political Science & International Relations ved Soongsil Universitetet i Seoul at besvare.

Læren fra Ghana

Ligesom Angus Deaton fokuserer hun på udviklingen af det nødvendige statsapparat og påpeger bl.a., at Sydkorea i modsætning til Ghana traditionelt har været et centralt styret land med en stærk statsmagt.

Tilbage i 1960’erne gav den koreanske regering staten en central rolle i omstillingen fra et landbrugsland til et industriland, der skulle eksportere sig til velstand. Sideløbende blev landets uddannelsessystem udbygget, så Sydkorea i dag er et af de lande i verden, hvor den højeste andel af befolkningen har en universitetsuddannelse.

Samtidig bemærker hun, at først USA og derefter Japan målrettet støttede udviklingen gennem både gaver og lån. Som med Marshallhjælpen i Europa gav amerikanerne ret omfattende bistand til Korea i årene omkring 1960. En bistand, der stort set blev udfaset i 1962.

Mens Sydkoreas regering bevidst fokuserede på at skabe vækst i hele landet, skete det ikke i Ghana. Her blev den svagere statsmagt ifølge den sydkoreanske forsker i al for høj grad brugt til at fremme herskende klikers interesser. Samtidig er Ghana efterhånden blevet afhængig af en række udenlandske långivere.

Jiyoung Kims analyse viser, at hjælp udefra kan skubbe til en udvikling, hvis landet internt er klar til at bruge hjælpen til udvikling og ikke til at pleje en magtelites interesser.

Derfor kan der, hvad angår netop Ghana, være godt nyt. Valget i december sidste år resulterede i et fredeligt magtskifte og en præsident, Nana Addo Dankwa Akufo-Addo, der i sin usædvanlige tiltrædelsestale både lovede et opgør med magtelitens misbrug af staten og at gøre det attraktivt at drive virksomhed i Ghana.

”Lad os tage den nye regering i Ghana på ordet og hjælpe dem til at skabe vækst og udvikling i hele landet. Det kunne være spændende, hvis vi indgik et partnerskab med dem om at skabe vækst i Ghana,” siger Stig Jensen.

LÆS OGSÅ: Danmark og EU fremprovokerer migration hen over Middelhavet

LÆS OGSÅ: Migrant drømmer om en afrikansk farm

LÆS OGSÅ: Kina skaber job til millioner af afrikanere

LÆS OGSÅ: Migrantkrisen kan ændre Europas fremtid