Syv projekter der skal få danske startups til at blomstre

Selv om betegnelsen økosystem kan anvendes på stort set alt, der kræver, at flere forhold eller livsbetingelser er til stede for, at noget kan vokse og udvikle sig, er det uden for naturvidenskaberne især blevet populært at beskrive forholdene for iværksættere som et økosystem. Livsbetingelserne for et succesfuldt iværksættermiljø tæller blandt andet universitetsmiljøer, der kan uddanne folk med de rigtige kompetencer, adgang til risikovillig kapital, mulighed for sparring med juridiske rådgivere med indsigt i f.eks. patentlovgivning og samarbejde med etablerede virksomheder, der enten kan dedikere medarbejdere til konkrete iværksætterprojekter eller opkøbe succesfulde startups.

Netop en styrkelse af startupmiljøets generelle livsbetingelser har været det prisme, som Erhvervsstyrelsen har vurderet ansøgningerne til en mindre tilskudspulje rettet mod private initiativer, der styrker forholdene for iværksættere, igennem. I alt modtog styrelsen 121 ansøgninger om en samlet sum på 51 millioner kr., og i sidste uge kunne man sætte navn på de 7 udvalgte projekter, der tilsammen modtager ca. 2,2 millioner kr.

The Danish Startup Council

Projektdeltager: Rainmaking Loft Copenhagen ApS. 

Ambition: at få flere udenlandske investeringsfonde til at investere i danske iværksættervirksomheder. Det skal ske gennem 12 events, hvor investeringsfonde i Europa inviteres til København og bliver præsenteret for 10 af de bedste startups i Danmark. Udvælgelsen vil blive foretaget af repræsentanter fra arbejdsfællesskaber, uddannelsesinstitutioner og sociale netværk på tværs af iværksættermiljøerne. Tilskud: 250.000 kr.

Army and entrepreneurship

Projektdeltager: Happy42 ApS.

Ambition: at skabe et iværksættermiljø med fokus på tværfaglighed, kommercielle samarbejder og talentudvikling i det danske forsvar. Projektet handler om at kickstarte innovationsprocesser og gøre potentielle iværksættere i forsvaret interesseret, engageret og involveret i at forfølge karriereambitioner i erhvervslivet. Tilskud: 179.850 kr.

Acoustic Design Center

Projektdeltagere: Business-StartUp.dk K/S, Printtronic Struer A/S, TM Alu Parts ApS, Schacoustics ApS, Mads Miltersen Design, PointSource Acoustics og SLP Holding ApS.

Ambition: at samle alle kompetencer inden for udvikling af lydkoncepter, lydløsninger og mere specifikke lydmæssige specialopgaver i et kraftfuldt Acoustic Design Center. Centeret vil dermed kunne tilbyde en bredere vifte af løsninger, der dækker alt fra strategi-, forretnings- og produktudvikling over konstruktion og teknisk udvikling til prototyping, prøveproduktion, kvalitetssikring og supply chain setup. Tilskud: 500.000 kr.

Ny kommercialiseringsplatform for bioentrepreneurship

Projektdeltagere: COBIS A/S, Dansk Biotek, Copenhagen Life Science Advisors og REBBLS.

Ambition: at etablere en kommercialiseringsplatform for bioentrepreneurship med det mål at frembringe bioteknologiske projektledere i verdensklasse, der har erfaring i praktisk innovation og kommercialisering af bioteknologisk forskning. Med projektet etableres en platform med base på COBIS, hvorfra den vil bidrage til at styrke det nuværende økosystem for bioteknologi. Tilskud: 300.000 kr.

CPHFTW Townhall: Stærkere forankring i det københavnske iværksættermiljø

Projektdeltager: CPHFTW IVS.

Ambition: at skabe et bæredygtigt og langtidsholdbart fællesskab i det københavnske iværksættermiljø ved at videreudvikle på det fundament, som en række teknologiiværksættervirksomheder og CPHFTW har skabt. Projektet vil afvikle 4 store iværksætterarrangementer – Townhalls – om året med over 800 deltagere hver gang for at fejre succeser, skabe synergi, dele viden og udveksle læring, inspiration og kontakter. Tilskud: 391.000 kr.

Startup Borgen

Projektdeltager: Startup Borgen.

Ambition: at hjælpe unge med at starte virksomheder og projekter. Projektet har to overordnede indsatsområder: Dels skal iværksætteri som mulig karrierevej brandes og gøres mere attraktiv, dels skal det eksisterende iværksætterøkosystem styrkes for at kunne understøtte iværksættere på alle stadier, så flest mulige virksomheder bliver realiseret. Tilskud: 400.000 kr.

TechBBQ 2016

Projektdeltager: Trendsonline ApS.

Ambition: at bygge bro mellem stærke investeringsfonde, udenlandske startups og danske iværksættere, der er på vej frem. TechBBQ er en årlig større event for danske tech-startups, der tiltrækker 1.000-1.500 iværksættere. De sidste tre års TechBBQ har øget den internationale interesse for Danmark som iværksætterland og været med til at positionere Danmark som et attraktivt land for investering. Tilskud: 210.000 kr.

Kilde – Erhvervsstyrelsen 


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu