De senere år er der kommet stadig større fokus på den rolle, som tænketanke spiller i det danske mediebillede og i det politiske spil. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har fået følgeskab af CEPOS, DEA, KRAKA og CONCITO og tænketankene blander sig mere og mere i debatten. Men de små danske tænketanke har stadig meget at lære af de udenlandske tænketanke, som på forskellig vis understøtter og udvikler politikeres lederskab. 

Tænketanke er jævnligt en beskyttet træningsbane eller kravlegård for unge opadstigende lederkandidater. Tilsvarende kan de fungere som en art elfenbenseksil, hvor allerede stærkt profilerede politiske ledere og embedsmænd kan trække sig tilbage og hellige sig det mere langsigtede politiske visionsarbejde, når de går i opposition.

Et eksempel på det første er den mangeårige kronprins i britiske Labour, David Miliband, som i 2010 snævert tabte kampen om formandsposten til sin yngre bror. Inden han i 2001 trådte ind i politik – hvor han i 2007 og i en alder af blot 41 blev udenrigsminister – arbejdede han i den britiske tænketank Institute for Public Policy Research. Her udviklede han i tæt parløb med daværende Labour-leder John Smith grundstenene til den idepolitiske platform, som Smiths efterfølger, Tony Blair, senere brugte til sin reform af det kriseramte arbejderparti. Ideerne udgjorde grundstenen for det, der for eftertiden blev kendt som New Labour.

I Danmark er Jens Otto Krag det mest markante eksempel på et tilsvarende forløb. Inden han blev den største politiske leder, Danmark måske overhovedet har haft, trådte han sine barnesko som kontorchef i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Men f.eks. også nuværende udenrigsminister Martin Lidegaard gjorde brug af modellen. Da han mistede sin plads i Folketinget, etablerede han den grønne tænketank CONCITO, som senere kom til at fungere som affyringsrampe for hans entre i Klimaministeriet.

Tænketanke er også garanter for en løbende tilstrømning af nye ideer og politikforslag til politiske ledere – ikke mindst i kraft af deres evne til at løfte sig over de daglige politiske trakasserier. De kan fokusere på det lange sigt, styrke udviklingen af de overordnede politiske visioner og indtegne enkeltstående politikker i en større, samlende fortælling.

F.eks. orkestrerede amerikanske Heritage Foundation et regulært politisk paradigmeskifte, da de i optakten til valget af Ronald Reagan i 1981 publicerede et helt politisk manifest – Mandate for Leadership – komplet med samlet politisk rammefortælling og 1.100 forslag til ny politik. Den nytiltrådte Reagan rundsendte efter sigende dokumentet til sine kabinetchefer, og en optælling, foretaget af Heritage Foundation selv, viste, at mere end 60 pct. af forslagene et år senere var omsat i ny lovgivning. Ligeledes var centrale elementer af Obamas sundhedsreform udtænkt af bl.a. The Brookings Institution.

I noget mindre skala udarbejdede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd programmet ”Gang i 90’erne”, der kom til at danne grundlag for Poul Nyrups økonomiske politik, og som han vandt valget på i 1993. 

Endelig kan tænketanke også understøtte politiske ledere i det mindst lige så vigtige arbejde med at rekruttere og sætte det hold af politiske løjtnanter, embedsmænd og analytikere, der skal supportere og bære lederskabet. De meget markante politiske skikkelser Condoleezza Rice og Donald Rumsfeld blev af George W. Bush hentet ind fra det konservative tænketanksmiljø i USA. Og i Danmark er statsminister Helle Thorning-Schmidts særlige rådgiver, Noa Redington, rekrutteret fra Mandag Morgen.  

Men sammenlignet med USA, England og Tyskland, er Danmark stadig at regne for et idepolitisk uland. Både USA og England rummer store markedspladser for ideer, hvor store private midler fra partier, større virksomheder, organisationer og enkeltpersoner finansierer til tider meget store og finansielt robuste tænketanke. Mastodonter som The Brookings Institution og Heritage Foundation har hundredvis af analytikere ansat, og deres budgetter tælles i trecifrede millionbeløb.

I Tyskland har forbundsregeringen siden Anden Verdenskrig givet støtte til, at alle større partier kan oprette en selvstændig politisk tænketank og forskningsinstitution, de såkaldte Stiftung’er. Målet er at garantere en bredspektret og sagligt informeret demokratisk debat, og i Tyskland finansierer staten altså de politiske tænketanke. 

I Danmark har man hverken en markedsbaseret eller statsfinansieret idepolitisk infrastruktur. Antallet af egentlige tænketanke kan tælles på et par hænder, deres finansielle base er begrænset og deres medarbejderstabe kan langtfra måle sig med deres større søskendeorganisationer i f.eks. Tyskland eller USA.