Forleden fik jeg endelig taget mig sammen til at installere stemmestyrede højttalere derhjemme. Jeg valgte at knytte Googles Assistant til højttalerne, og for at få det til at fungere skal man naturligvis igennem en registreringsproces.

Som altid, når jeg installerer nyt grej, var jeg lidt utålmodig efter at få det ordnet og komme i gang med at bruge udstyret – og så er det måske, at man slår sin kritiske sans fra.

I hvert fald må jeg indrømme, at jeg bagefter sad tilbage med en lidt flov fornemmelse af, at jeg vist havde været meget frisk til at give Google adgang til dagligstuen.

Hvad var det lige, jeg fik sagt ja til i skyndingen?

Det skal siges til Googles ros, at de faktisk gør meget klart opmærksom på, hvad de vil have adgang til. Hvert punkt er beskrevet, og der er links til uddybende informationer. Det er bestemt ikke som i gamle dage, hvor man blot kunne klikke OK til en lang uforståelig klods af juridiske spidsfindigheder i en skriftstørrelse 8.
 
Men derfor er det alligevel grænseoverskridende:

- Må vi få din adresse, så vi kan sende eventuelle leverancer? Tjek.
- Må vi se din kalender og andre personlige oplysninger på dine devices, så vi kan give dig bedre service? Tjek.
- Må vi gemme din webaktivitet og brugen af Google-apps som Maps og YouTube? Tjek.
- Må vi optage stemmer og lyde, så vi kan forbedre kvaliteten af stemmestyringen? Tjek.
 
Ja, værsgo, bare tag det hele! Hvad gør man ikke for at kunne bede anlægget om at skifte sang på Spotify eller spørge om vejrudsigten, mens jeg står med hænderne i opvasken.

Er der et reelt valg?

På den ene side tænker jeg på det gamle citat ”You have no privacy – get over it”.

Slap nu af. Det er 2019, vi er i intim kontakt med vores smartphone og computere fra morgen til aften. Det hele bliver alligevel registreret, så jeg kan lige så godt give slip, melde mig ind og nyde den bekvemme tilværelse som digital forbruger.

Reelt er der ikke noget alternativ, hvis man vil leve et tidssvarende liv. Det er meningsløst at stritte imod, og i morgen kommer der bare flere tjenester, der vil bede om endnu flere og endnu mere intime informationer om mit helbred, mit forbrug, min miljøpåvirkning. Vi er først lige begyndt.
 
På den anden side har jeg en ubehagelig nervøsitet over, at jeg ikke helt forstår konsekvenserne. At alt, hvad jeg lader Google og kompagni se med på, en dag vil blive brugt imod mig – i et eller andet ubehageligt sci-fi-scenarie ala dem, jeg kan få streamet over den selvsamme computer.

Jeg burde være meget meget bekymret – og det er jeg egentlig også.
 
Det giver mig et stik af ubehag, når højttalerne af og til pludselig vågner op, fordi de åbenbart har hørt noget, der lød som ”Hey Google”- kaldeordet. Den seneste tids afsløringer viser, at der tilsyneladende optages en del mere end højst nødvendigt. Jeg kan sagtens se, at informationerne kan misbruges, lækkes eller hackes.
 
Men hvad gør man lige i situationen? Vil du stemmestyre de nye højttalere, eller vil du ikke?

Spol baglæns gennem dit digitale liv

Igen skal Google have ros for åbenheden (hvis det altså er den fulde sandhed, de lægger frem). De viser faktisk, hvad det er bliver registreret, og med et klik kan man vælge, hvilke informationer man vil afgive.

Man kan gå ind på sin konto og spole baglæns gennem hele molevitten. Google-søgninger, Maps, YouTube og endda udskrifter af alt, hvad jeg (og alle andre i husholdningen) har spurgt de smarte højttalere om.

Det er en interessant oplevelse at se det samlet. Jeg kan anbefale at tage et kig. Det er nemt og hurtigt og en meget tankevækkende påmindelse, om at nogen ved rigtig meget om ens liv og interesser.

Det er en ubehagelig fornemmelse at se så klart, at man bliver kigget i kortene. Omvendt, det er jo dybest set banaliteter. Hvad skulle det egentlig kunne bruges til?

Jeg er ikke politisk aktivist i en undertrykkende og overvågende diktaturstat. Jeg behøver ikke skjule mine skavanker af frygt for at miste mit sygeforsikring. Jeg har ikke forbrydelser eller hemmelige affærer, jeg skal skjule. Indtil videre skal jeg kun beskytte mig mod at blive overtalt af reklamerne. Det føles ikke rigtig som alvor.

Vi er tilbage ved det djævelske digitale dilemma. Vi er bekymrede, men vi siger ikke nej. Jeg burde finde en anden løsning, men nu vil jeg altså gerne have de højttalere til at spille.

Så jeg siger ja – og det gør langt de fleste af os. Men tvivlen nager: Er det nu så smart, at det hele bliver så smart?