Ny teknologi udfordrer industriens værdiskabelse
San Leandro ligger en lille times kørsel nordøst for San Francisco. Der er ikke meget af Silicon Valleys hightech tryllestøv over stedet. Tæt ved stationen ligger en kæmpe betonbygning, der engang var en samlefabrik for Chrysler-biler. Underetagen rummer et lidt sørgmodigt, forfaldent indkøbscenter. Men i overetagen arbejder en klynge af nye virksomheder på at skabe afløseren for den gamle industri. De enorme haller er ved at blive fyldt af en bikube af små startups, der alle har det til fælles, at de er specialister i 3D-print. Ét selskab fremstiller printere, et andet laver de plastiktråde, der er råmaterialet for printerne. Andre udvikler scannere, der kan affotografere og digitalisere genstande, og andre igen udvikler software til at styre designprocessen. Tilsammen kaldes klyngen BAAM, Bay Area Advanced Manufacturing.
Projektet er startet af en nordmand, Espen Sivertsen, der også er CEO for den største af virksomhederne i klyngen, Type A Machines. Hans selskab fremstiller en populær, semiprofessionel printer, der koster omkring 3.000 dollars. Udover at producere 3D-printere har Type A gang i masser af projekter i tæt samarbejde med de andre selskaber i bygningen. Der er vægge mellem de forskellige virksomheder, men som besøgende udefra er det lidt svært at se, hvor grænserne imellem dem egentlig går.
Vil du have adgang til Mandag Morgen?
Analytisk journalistik om samfundets omstillinger – og hvordan de former fremtiden.





