Teleeksperter:
TDC er prissat for højt
- og har tiden imod sig
IP-telefoni er en akut trussel
Elsektoren truer den langsigtede indtjening
TDCs koncernchef, Henning Dyremose, skyder omkring 20 milliarder kr. over målet, når han vurderer, at TDC bør sælges for 100 milliarder. Det vurderer en bred skare af teleeksperter over for Ugebrevet. Indtjeningsmulighederne for Danmarks telegigant smuldrer år for år. Fastnetkunder i hundredetusindevis forsvinder på grund af nye og billigere måder at tale på. På blot et år er antallet af Skype-brugere i Danmark fordoblet. Og elsektoren er nu i fuld gang med at forberede en massiv entre på adgangsnettet til de danske husstande. Derfor er TDCs evne til at nytænke den nuværende forretning afgørende. De største perspektiver ligger i at levere indholdstjenester i samarbejde med helt nye aktører. “Som verden ser ud i dag, kan jeg godt forstå den nuværende pris. Men hvis elselskaberne opbygger et net af 70. 000 kilometer fiberoptiske kabler i Danmark, trækker det måske 600. 000 kunder ud af TDC. I så fald vil TDC stå med et hul i kassen om fem år, ” siger teleanalytiker Poul Ernst Jessen fra Danske Equities.