The Excecutives - når embedsmændene kører showet

Ifølge grundloven og de statsforfatningsretlige lærebøger er det ministrene og i sidste ende statsministeren, som giver departementschefer deres legitimitet. Men er det i virkeligheden de centrale topchefer, som for en tid giver centrale ministre adgang til magtens inderkreds?

I New Zealand ligger der over for parlamentet i Wellington en pub kaldet The Backbenchers. Her mødes politikere og almindelige mennesker og drøfter dagens arbejde over en øl. The Backbenchers har også sit eget tv-show, hvor forskellige aktuelle gæster inviteres ind til debat, samtidig med at der drikkes øl i baren.

Når jeg starter her, skyldes det, at netop det tv-show har en række gennemgående hadefigurer: The Executives, dvs. topcheferne i statsadministrationen. På et eller andet tidspunkt i udsendelsen begynder politikerne at fortælle historier eller vittigheder om The Excecutives. Hadet gør sig gældende hos folk i almindelighed og medlemmer af parlamentet i særdeleshed. Politikerne oplever, at det er The Executives, som i virkeligheden bestemmer, og at de som politikere er uden nogen form for indflydelse.

Nu er der et stykke vej fra de newzealandske topembedsmænd til de danske departementschefer – eller er der? Jeg er blevet alvorligt i tvivl, og det skyldes først og fremmest den voldsomhed, hvormed der bliver reageret, når der kommer kritik af styret på Slotsholmen og forslag til forandring.

Senest har læsere af Altinget kunnet følge rækken af indvendinger mod de forslag, som de tidligere departementschefer Jørgen Rosted og Peter Loft er kommet med i deres bog “Hvem har ansvaret?” med undertitlen “Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem”.

Forventelig konklusion: Systemet er sundt

Kort fortalt foreslår Rosted og Loft, at der til hver minister knyttes et antal faglige rådgivere, som har til opgave at støtte ministeren i den løbende politikudvikling og i formidling af den. De nævner f.eks. flere gange det problem, at en minister står alene ved fremlæggelsen af politiske initiativer, som kan være teknisk og fagligt vanskeligt stof. De partipolitisk neutrale embedsmænd kan ikke stå frem og forklare politiske initiativer.

Ser man på personkredsen, som går i rette med Rosted og Loft, er det de samme, som også stod bag rapporten fra det såkaldte Bo Smith-udvalg, “Embedsmanden i det moderne folkestyre”.

LÆS OGSÅ: Bo Smith: Politisk udpegede embedsmænd er ikke løsningen

Bo Smith-udvalget var nedsat og finansieret af DJØF for at afværge, at der skulle komme ukontrollerede politiske forslag på baggrund af den række af sager på Slotsholmen, som har kendetegnet de seneste år, som f.eks. ”nødløgnssagen” fra Justitsministeriet. Rapporten konkluderede da også helt forventeligt, at systemet grundlæggende er sundt, og at der kun er behov for mindre justeringer.

Så var den ged barberet – lige indtil Rosted og Lofts bog satte gang i diskussionen og usikkerheden igen.

Nu havde man lige lukket sagen med Bo Smith-udvalgets rapport, og så popper den op igen, fordi de to tidligere kolleger reflekterer over embedsmandsrollen i almindelighed og rollen som departementschef i særdeleshed. Den nye situation har fået udvalget op på dupperne igen med diverse tilbagevisninger.

Det er der ikke noget mærkeligt i, men det er nyt, at det har fået selveste departementschefen i Statsministeriet, Christian Kettel Thomsen, til at gå ind i kampen.

Kettel: Der er styr på fagligheden

Det gjorde han i et interview med Altinget den 22. september under overskriften “Kettel til kamp for kolleger”. Irritationen lyser ud af interviewet, hvor han forsvarer de nyere departementschefers ledelseskvalitet og faglighed.

Det interessante i interviewet er ikke det forsvar, som Kettel leverer. Det interessante er, at han føler sig foranlediget til overhovedet at levere et forsvar. Det er ikke standard for departementschefen i Statsministeriet, lad os derfor se, om hans argumenter tilbageviser kritikken.

Rosted og Loft sætter i deres bog et spørgsmålstegn ved, om departementscheferne i dag nu også besidder den nødvendige domænefaglighed eller viden om deres ressortområde, således at de kan give ministeren og regeringen et ordentligt vidensbaseret grundlag for at kunne udarbejde politiske initiativer og træffe politiske beslutninger.

Her er Kettels modargument, at fagligheden er der styr på, fordi hele 6 af de 10 departementschefer, som han har været med til at ansætte, har en baggrund i ressortministeriet. Her kunne det med Rosted og Lofts argumenter være en indvending, at det ikke nødvendigvis siger noget om fagligt kendskab til området.

Det ligger i forlængelse af den kritik, som jeg selv tidligere har fremført, at der mangler domænefaglighed i departementerne. Erfaring fra ressortministeriet er kun med til at sikre, at man er fortrolig med den daglige gang på Slotsholmen og med de politiske processer.

Hvis fagligheden hos de 10 nyeste departementschefer skal vurderes i forhold til kendskab til det domænefaglige felt, til den måde, som institutionerne på området virker, til forskningen og professionerne, bliver det svært at tælle til 6 DC’er.

Kettel nævner selv Per Okkels i Sundhedsministeriet, som har en uanfægtelig høj domænefaglig viden. Men bortset fra Okkels og et par stykker mere holder argumentet ikke vand.

Tilbage står, at det forsvar, som Statsministeriets departementschef bygger op, siger mere om systemets opfattelse af, hvad domænefaglighed drejer sig om, og hvilken status den tillægges. Det er ikke vigtigt med konkret erfaring med ledelse, udvikling og implementering på de enkelte faglige områder. Det er uden betydning, om man har indgående kendskab til og erfaring med erhvervslivet, interesseorganisationer, regioner eller kommuner. Man behøver slet ikke som departementschef kende de vilkår, som findes ude i det virkelige liv, hvor konsekvenserne af lovgivning skal virke. Det er med Rosted og Lofts ord nok ”med en bredere, politisk orienteret profil på bekostning af det tidligere snævrere og mere fagligt orienterede”.

Der er ikke plads til konkurrerende sandheder

I forbindelse med Folkemødet på Bornholm i juni gav departementschefen i Finansministeriet, Martin Præstegaard, et frimodigt interview til Politikens netavis. Her slog han til lyd for, at der ikke i politik var plads til konkurrerende sandheder.

”For hvis vi havde et konkurrerende system, der regnede på det samme, ville man i højere grad få en teknisk diskussion i stedet for at have en politisk diskussion,” sagde han.

Præstegaard mente derfor, det ville være ødelæggende for demokratiet, såfremt Folketinget fik deres egen viden, f.eks. fra et selvstændigt økonomisk sekretariat.

Det siger meget om de centrale departementschefers opfattelse af viden og vidensudvikling og om videns betydning for politik. Her er viden et redskab i politikkens tjeneste. Der er kun den viden, som ministeren og regeringen og ikke mindst ”The Executives” ønsker at fremlægge. Præstegaard går videre, idet han understreger, at kun den viden skal fremlægges, som kan understøtte regeringens og ministerens politik, eller som han formulerede det:

”Vi skal jo svare sandt, dækkende og fyldestgørende, men det betyder jo ikke, at alle nuancer skal med. Der er det Folketingets ansvar og opgave at stille de hårde spørgsmål i alle hjørner af de ting, som de vil have belyst.

Med andre ord skal Slotsholmen lege gætteleg om viden med Folketinget, som omvendt ikke må få adgang til viden andre steder fra.

Den tilgang til viden og sandhed understøttes også i interviewet med Kettel. Han anerkender ikke en opdeling i policy (politik) og faglighed. Al god policy har, som han udtrykker det, et ”fagligt udgangspunkt med den hensigt at løse et problem ude i samfundet”.

For almindelige mennesker synes det at være et udmærket argument, men for en person med en statsvidenskabelig baggrund lyder det unægtelig noget naivt. Kettel ved udmærket, at politik nogle gange handler om at løse samfundsmæssige problemer. Og andre gange om netop ikke at løse problemer, men at få det til at se ud, som om man forsøger at gøre det.

Politik er også kontrafaktisk, dvs. at man laver indgreb baseret på viden, som man ved er forkert. Politik handler om positionering og markedsføring på kort sigt og kun meget sjældent om den samfundsmæssige udvikling på den ’lange bane’. Så hvordan skal vi så forstå Kettels argument?

Her kan kollega Præstgaards frimodighed på Bornholm bidrage til en forståelse: Faglighed er for departementscheferne ikke en størrelse, som eksisterer uafhængig af den politiske sammenhæng, som den indgår i. Departementscheferne anerkender ikke en fri domænefaglighed.

Et fagligt argument er i departementschefernes øjne altid rammet ind af en egeninteresse, en professionsinteresse, en erhvervsinteresse eller en personlig interesse. Derfor er policy (politik) og faglighed to sider af samme sag, og derfor er det vigtigt at fastholde et monopol på definitionen af den faglighed, som ligger til grund for et politisk udspil, og den viden, som er nødvendig at have for Folketinget. Det gør det kort sagt lettere at styre den politiske proces for departementscheferne.

Det er lige præcis her, de nærmer sig en status som overordnede ’Executives’, fordi de herved kommer til at stå over de folkevalgte.

Brug for bedre faglig politisk støtte

Der er efterhånden mange, som er utilfredse med den måde, som det politiske system fungerer på i dag. Det er vanskeligt for almindelige borgere at gennemskue, hvad der sker, og den politiske tillid er faldet siden 2007 og nåede ved udgangen af 2015 et lavpunkt, hvor mere end hver fjerde dansker ifølge Ugebrevet A4 udtrykte meget lille tillid til det politiske system.

Aktuelt har professor Jørgen Goul-Andersen i Berlingske været ude med nye og endnu mere alarmerende tal om politisk mistillid.

Samtidig er politik og underholdning smeltet sammen (politainment), og den politiske dagsorden sættes i stigende omfang af medierne, mens politikernes performance vurderes på ugebasis af samme medier.

Når det er helt galt for en politiker, kan man jo altid stille op i ’Vild med dans’. Politik er kommet til at handle om, hvordan man klarer sig fra ’Tirsdagsanalyse’ til ’Tirsdagsanalyse’.

Det er måske en tanke værd, om den udvikling er et resultat af, at politikerne og ministrene er blevet mere kortsigtede og mediecentrerede. Introduktionen af de såkaldte særlige rådgivere eller spindoktorer kan pege i den retning. Omvendt er der også den mulighed, at udviklingen i virkeligheden er startet med erosion af domænefaglighed i departementerne. Jeg synes, at der er meget, som peger i den retning.

Derfor er der behov for at styrke ministeren politisk og fagligt, og derfor er politisk-faglige rådgivere, som Rosted og Loft har foreslået, en god begyndelse. Men det er kun en begyndelse.

Udvikling af politik i og for det danske samfund skal i langt højere grad tage sit udgangspunkt i viden og faglige argumenter. Der kan være forskellige opfattelser af, hvilket samfund man ønsker sig, og det kan understøttes med forskellig viden. Men det er afgørende for den politiske proces og for genetablering af den politiske tillid, at de forskellige vidensgrundlag for politikkerne kommer frem i lyset.

I den forstand var ’gyllegate’ en lærestreg, fordi de involverede forskere havde mod til at stå frem. Men det betyder ikke, at Moderniseringsstyrelsen har ændret på sin standardkontrakt, hvor der både er tavshedspligt om resultaterne af de undersøgelser, som en forsker laver for et ministerium, og tavshedspligt om tavshedspligten.

Hvis ministrene er bedre politisk-fagligt klædt på i form af rådgivere, vil det naturligt skærpe kravene til departementernes faglige viden. Det vil gøre det mere usikkert og ustyrbart at være departementschef, og det vil ikke længere være nok at bestille konsulentrapporter hos McKinsey, Deloitte eller andre.

Barren skal løftes, og der skal bedre og løbende faglig udvikling og forskning ind i det daglige politiske arbejde. Der skal være plads til konkurrerende sandheder.

Demokratiet har brug for støtte

En sådan udvikling vil styrke demokratiet og den åbne demokratiske debat. I den forbindelse kan det undre, at situationen omkring departementschefernes rolle og f.eks. behovet for at få mere politisk-faglig støtte ikke gøres til genstand for en egentlig forvaltningspolitisk debat.

Her kunne den nærliggende forklaring være, at politikerne slet ikke ser noget problem. Det tror jeg dog ikke et øjeblik på. Dertil er der for ofte tilkendegivelser af utilfredshed fra Folketingets side.

Forklaringen skal nok snarere findes i det forhold, at det er meget vanskeligt at formidle sådanne forvaltningspolitiske spørgsmål til en større offentlighed. Det kan man simpelthen ikke. Det er for komplekst til, at det kan presses ned til klart budskab, som passer ind i et TV2 News-klip. Det ender med at komme til at handle om, hvor mange midler man derved hælder i lommerne på partikammerater. Debatterne om spindoktorer er skræmmeeksempler, men det får jo ikke vigtigheden til at blive mindre.

En anden årsag er Rosted og Loft inde på i deres bog: ”Det er almindeligt, at ministre ved højtidelige lejligheder, eller når de bliver spurgt, roser embedsmændene for deres dygtighed og loyalitet. Det kan der være mange gode grunde til. Departementschefer og ledende embedsmænd er afgørende for ministerens dagligdag”.

Med andre ord har politikerne en afhængighed enten her og nu som minister eller vil få det i en senere regering, og derfor ønsker man ikke en offentlig debat om systemets måde at virke på. Alle folketingspolitikere går med en lille minister i maven, og derfor er der ingen, som tør udfordre embedsapparatet.

Det er et demokratisk problem, at der ikke kan være en fri og åben debat om, hvordan Slotsholmen fungerer. Det er problematisk, at ingen politikere vover pelsen og i det mindst overvejer, om centraladministrationen virker hensigtsmæssigt, om den demokratiske indflydelse fortsat gælder, eller om vi har fået et nyt departementschefstyre – The Executives?

Her savner jeg især de ellers så ’statskritiske’ partier som Enhedslisten og Liberal Alliance.

Fraværet af kritisk debat på det politiske niveau sætter et spørgsmålstegn ved, om det er ministeren – og her specielt de centrale ministre – som tildeler departementscheferne legitimitet. Eller om det faktisk er lige modsat, at de centrale ministre i en tid bliver lukket ind i magtens centrum sammen med The Executives, og at den oplevelse er så stor, at man på tværs af partier hellere vil have oplevelsen end at sikre et åbent og levende demokrati.

Forrige artikel Unges drukkultur er ikke kun gymnasiernes ansvar Næste artikel Deutsche Banks nedtur tester det europæiske banksystem

Internettet er en slagmark mellem Kina og USA

Internettet er en slagmark mellem Kina og USA

Verdens to digitale supermagter står for vidt forskellige tilgange til ny teknologi og 5G. Det kan blive afgørende for vores digitale liv, om det bliver den amerikanske eller den kinesiske tilgang, der vinder.

Danske medier har valgt deres Trump

Danske medier har valgt deres Trump

KOMMENTAR: Den danske presse har givet Klaus Riskær Pedersen en flyvende start på hans politiske karriere. Fortsat kritik mod hans kandidatur kan ovenikøbet styrke hans chancer. Det handler om at vinde kampen om opmærksomheden, og det mestrer han.

Ny udlændingepolitik kan koste virksomheder 8.700 ansatte

Ny udlændingepolitik kan koste virksomheder 8.700 ansatte

Det danske arbejdsmarked risikerer at miste tusindvis af aktive hænder som konsekvens af paradigmeskiftet i udlændingepolitikken. Men Inger Støjberg vil hellere hente ny arbejdskraft i udlandet end at lade flygtningene løse behovet for hænder i danske virksomheder eller kommuner.

Rengøringsgigant: Vi jagter arbejdskraft alle steder

Rengøringsgigant: Vi jagter arbejdskraft alle steder

Facility service-koncernen ISS jagter arbejdskraft alle steder. Dels for at løse manglen på arbejdskraft; dels fordi flere og flere analyser internt hos ISS viser, at mangfoldighed målt på køn, alder og etnisk baggrund i sig selv har en lang række forretningsmæssige fordele.

Den agile organisation – en illusion, du skal jagte

Den agile organisation – en illusion, du skal jagte

KOMMENTAR: Omstillingen til en fleksibel og forandringsparat organisation er en uendelig rejse mod et evigt bevægeligt mål. Derfor kræver det en høj grad af selvindsigt, når du som leder samtidig har som opgave at få andre til at trives under de konstante forandringer.

Set, læst og hørt: Mathias Linnemann

Set, læst og hørt: Mathias Linnemann

Mandag Morgen har bedt iværksætter Mathias Linnemann om tre kulturanbefalinger. Han fortæller blandt andet om en podcast, der fik Teslas aktiekurs til at falde med ti procent, og så er han blevet dybt rørt over en fotobog af krigsfotograf Jan Grarup.

Nyt job: Stina Vrang Elias er ny NFA-formand

Nyt job: Stina Vrang Elias er ny NFA-formand

Stina Vrang Elias er udpeget som ny formand for Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø. Hun tager over fra Kjeld Møller Pedersen, der har siddet på posten siden 2001.

Danmark løfter en mindre del af flygtningebyrden

Danmark løfter en mindre del af flygtningebyrden

Kun fem ud af tusind asylsøgere, der kommer til Europa, søger asyl i Danmark. Det er tredje år i træk, Danmark holder sig på det historisk lave niveau. Danmark er nu sunket til nummer 75 på FN’s rangliste over lande, der modtager flest flygtninge set i forhold til deres økonomisk velstand.

Her er de mest (u)populære danske statsministre

Her er de mest (u)populære danske statsministre

Nyt studie kortlægger danske ministres popularitet fra de allerførste ministermålinger i 1978 og frem til i dag. Som statsminister var Poul Schlüter mere populær end nogen anden i embedet i den 40-årige periode. Lars Løkke Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt indtager fælles bundplacering.

Den største danske erhvervssucces du aldrig har hørt om

Den største danske erhvervssucces du aldrig har hørt om

Det er en af de største danske erhvervssucceser i nyere tid. Siden starten i 2000 har firmaet været på én lang og stejl vækstkurve. I dag er de to stiftere begge blandt de 25 rigeste danskere, og firmaet er verdens førende på deres marked. Men de færreste har hørt om 3Shape.

På kommunal bootcamp for borgerfokus

På kommunal bootcamp for borgerfokus

Borgmesteren, byrådet og kommunaldirektøren i Kolding vil ikke styre alting fra toppen. Med projektet ”Borgerens Centrum” skal medarbejderne tænke med på udviklingen af løsninger, der tager udgangspunkt i borgerens behov og ikke i lovgivningens regler.

Valgpanik skaber hovsaløsninger

Valgpanik skaber hovsaløsninger

ANALYSE: Politikere på Christiansborg vil haste store reformer af sundhedsvæsenet, udlændingepolitikken og pensionssystemet igennem inden valget. Det kan komme til at koste Danmark dyrt. Meget dyrt.

Tjek dit sundhedsfællesskab

Tjek dit sundhedsfællesskab

Mandag Morgen har kortlagt det skæve Sundhedsdanmark. Find din kommune på kortet, og se sundhedsprofilen for det sundhedsfællesskab, du vil tilhøre under regeringens bebudede reform. Du kan også sammenligne sundhedsfællesskaberne på 15 udvalgte parametre.

Flydende bydele kan lette presset på verdens storbyer

Flydende bydele kan lette presset på verdens storbyer

Ved at bygge boligkvarterer, kontorbygninger og hele bydele på store, flydende pramme kan man afhjælpe noget af pladsmanglen i verdens storbyer, mener en hollandsk arkitekt. I det statslige norske energiselskab Equinor undersøger man, om flydende byer kan være en stor ny forretningsmulighed.

Italiens stærke mand er populær som aldrig før

Italiens stærke mand er populær som aldrig før

"En krigsmaskine". "Algoritmernes mand". Vicepremierminister Matteo Salvini er stjernen i den italienske koalitionsregering. I kontinuerlig valgkamp på platforme som Facebook og Twitter er han en kommunikator, der matcher Donald Trump. Selvom han ligesom Marine Le Pen i Frankrig har opgivet modstanden mod euroen, bliver Salvini en udfordring for hele EU.

Sundhedsreform deler Danmark i et A- og B-hold

Sundhedsreform deler Danmark i et A- og B-hold

De mest belastede sundhedsfællesskaber i Udkantsdanmark får svært ved at tilbyde samme niveau i sundhedsbehandlingen som storbyernes sundhedsfællesskaber, hvor borgerne er raskere, yngre og har en sundere livsstil. Mandag Morgen har kortlagt danskernes skæve sundhedsprofil.

Her er danskernes ønskeseddel til en sundhedsreform

Her er danskernes ønskeseddel til en sundhedsreform

Halvdelen af danskerne mener, der er for stor forskel på kommunale sundhedstilbud. De efterlyser handling fra alle parter i sundhedsvæsenet, fast kontaktperson og overblik over egen behandling, viser stor undersøgelse blandt 3.000 danskere foretaget af Tænketanken Mandag Morgen.

Sundhedsreform flytter magten: Ellen Trane kan blive superminister

Sundhedsreform flytter magten: Ellen Trane kan blive superminister

Sundhedsreformen kan afgøre, hvem der skal være landets nye statsminister efter næste valg. Sundhedsminister Ellen Trane Nørby spiller en hovedrolle. Reformens centrale mål om 500.000 færre ambulante besøg og 40.000 indlæggelser bygger på usikre tal, viser notat fra Sundhedsstyrelsen. Der er "ikke meget solid evidens at basere sig på", erkender styrelsen i notatet.

København og Lolland: En verden til forskel i sundhed

København og Lolland: En verden til forskel i sundhed

København og Lolland. To kommuner med hver sin sundhedsprofil. Dobbelt så mange lollikkere får kræft, tre gange så mange får en blodprop i hjertet, og fem gange så mange er på førtidspension. Sundhedsreformen skal sikre mere ens behandling. Men det tvivler de to borgmestre på vil lykkes.

Vi er nødt til at tale om den skjulte ulighed i sundheden

Vi er nødt til at tale om den skjulte ulighed i sundheden

KOMMENTAR: Lighed i behandling har været et centralt mål for dansk sundhedspolitik gennem årtier. Men Rigsrevisionens nye beretning indikerer, at der forekommer ulighed i sundhedsvæsenets behandling, som relaterer sig til bl.a. alder, køn, geografi og socioøkonomisk baggrund.

Set, læst og hørt: Anette Christoffersen

Set, læst og hørt: Anette Christoffersen

Mandag Morgen har bedt Anette Christoffersen om tre kulturanbefalinger. Hun fortæller blandt andet om en juletradition i Trinitatis Kirke og om en bog, der aldrig forlader hendes natbord.

Knud Romer: Præstationssamfundet er min fjende nr. 1

Knud Romer: Præstationssamfundet er min fjende nr. 1

Da han skrev sin debutroman, var den så perfekt, at den indbragte ham stående ovationer og litteraturpriser. Men så indtraf derouten, da den svære to’er blev for svær. Og nøjagtigt som kunstnermyten foreskriver, gik Knud Romer destruktivt i hundene – ligesom det sker for så mange andre.

Et lille skridt for Danmark – et kæmpe skridt for verdensmålene

Et lille skridt for Danmark – et kæmpe skridt for verdensmålene

KOMMENTAR: Arbejdet med FN’s verdensmål kræver, at vi finder ud af, hvad vi skal måle os på, hvad angår deres opnåelse. Med rapporten ’Baseline for verdensmålene. Verdensmål 11: Bæredygtige byer og lokalsamfund’ har Danmark taget det første vigtige skridt.

Da verdenseliten kastede sig over Faaborg-Midtfyn

Da verdenseliten kastede sig over Faaborg-Midtfyn

KOMMENTAR: Når man følger den årlige virak om World Economic Forums årsmøde i den schweiziske bjergby Davos, skal man ikke lade sig blænde af, hvad der kan synes som varm luft i metermål. Danmark kan sagtens bruge WEF i praksis, hvis vi gør det rigtigt. Et godt eksempel findes i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Kom til læsermøde: Dogmeregler for Danmark 4.0

Kom til læsermøde: Dogmeregler for Danmark 4.0

INVITATION: Kom til læsermøde den 6. februar og deltag i debatten om Danmarks og den teknologiske fremtid med bl.a. Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen, formanden for ATV’s tænketank, professor Maja Horst, og Mandag Morgens redaktør for digital omstilling, Peter Hesseldahl.

Tyskernes farvel til kul sker alt for sent

Tyskernes farvel til kul sker alt for sent

ANALYSE: Tyskland er Europas største klimaproblem. Hvis tyskerne skal klare sig uden kul og atomkraft, kræver det, at de får åbnet for meget mere grøn strøm fra Danmark og resten af Norden.

Politikerne bør få systematisk efterkritik

Politikerne bør få systematisk efterkritik

KOMMENTAR: Det er et hul i vores politiske beslutningsproces, at der ikke foretages flere og mere systematiske analyser af konsekvenserne af ny lovgivning, efter den er indført. Hvis vi ikke lærer af vores fejltagelser, bliver vi jo aldrig klogere.

Industrisamfundet synger på sidste vers

Industrisamfundet synger på sidste vers

Den industrielle økonomi er gået fra 1.0 til 4.0 – fra kulkraft og dampmaskiner til digital koordination af alle aspekter af produktionen. Nu er vi ved at bevæge os så langt fra den oprindelige form for masseproduktion, at det ikke længere giver mening at kalde det industri.

Robot-pioner: Fremtidens værdiskabelse er ’anti-industriel’

Robot-pioner: Fremtidens værdiskabelse er ’anti-industriel’

Vi er knap nået i gang med industri 4.0, men Universal Robots' tekniske direktør og medstifter Esben Østergaard har allerede blikket rettet mod fremtidens produktionsform. Han forventer, at avancerede robotter i fremtiden vil frisætte og støtte mennesker i en form for fremstilling, der er præget af personlighed, håndværk og variation snarere end masseproduktion.

Tue Mantoni: Sådan revolutionerer 3D-print forretningen

Tue Mantoni: Sådan revolutionerer 3D-print forretningen

3D-print gør det muligt at skabe værdi på tværs af de sædvanlige forretningsområder. Det skal man forstå, hvis man for alvor vil udnytte fordelene ved teknologien, siger Tue Mantoni, tidligere CEO for Triumph Motorcycles og B&O. 

Topøkonomer: Ny velstand afhænger af, at vi alle lærer hele livet

Topøkonomer: Ny velstand afhænger af, at vi alle lærer hele livet

Livslang læring er afgørende, hvis vi skal drage nytte af nye teknologier. Sådan lyder det fra to topøkonomer, hvis analyse lagde en af grundstenene under Disruptionrådets arbejde. Nu håber de, at politikerne og virksomhederne husker udfordringen: At det kræver massiv omskoling, når 40 procent af arbejdsopgaverne bliver automatiseret.

Set, læst og hørt: Ida Auken

Set, læst og hørt: Ida Auken

Mandag Morgen har spurgt Ida Auken om, hvad hun har set, læst og hørt for nylig. Hun anbefaler blandt andet en westernserie med et kvindetwist og en underholdende podcast om klassisk musik.