Når statsminister Helle Thorning-Schmidt i morgen holder sin åbningstale til Folketinget, bør hun sætte en ny industripolitisk og digital vision på dagsordenen. Det trænger Danmark virkelig til. 

De sidste ti år er Danmark endt som et af de vestlige lande, der har lavest vækst. Produktiviteten er stagneret, og industriarbejdspladserne fosser ud af landet. Alene de sidste fem år er der forsvundet 80.000 job i industrien. Investeringerne er rekordlave, vi taber i det globale investeringskapløb, antallet af højvækstvirksomheder falder, og innovationen halter i alt for mange virksomheder, mens bureaukrati, bøvl, høje omkostninger og mangel på risikovillig kapital trækker tænder ud på de nye iværksættere.

Det er en brændende platform, som regeringen og de borgerlige partier allerede begyndte at forholde sig til med Vækstplan DK i foråret. Men der er lang vej igen, hvis vi skal sikre en stærk dansk konkurrenceevne baseret på højere produktivitet og innovation i verdensklasse. 

Hvis regeringen på én gang vil gøre sig attraktiv over for både industriens Blå Bjarne, der føler sit job og sin økonomiske fremtid truet, og velfærdsstatens mange ansatte, som nu også er blevet lydhøre for Kristian Thulesen Dahl, kræver det, at statsministeren leverer en vision, der kan begejstre danskerne. 

Ét er, at vi endnu en gang er udråbt til verdens lykkeligste folk. Men ligesom da andelsbevægelsen i sin tid blev grundlagt midt i en hård international økonomisk krise, skal vi have genrejst troen på, at vi ved fælles kraft, stærke partnerskaber, hårdt arbejde og mere innovation kan konkurrere globalt – troen på, at den danske model ikke er dømt til undergang, men kan fornyes og revitaliseres.  

De skjulte helte

Nogle danske virksomheder har allerede bevist, at det kan lade sig gøre at producere og eksportere med Danmark som base. Danmarks Eksportkanon, som Mandag Morgen og en gruppe af eksperter har udarbejdet for Udenrigsministeriet, dokumenterer til fulde, at vi huser globalt orienterede industrilokomotiver og servicevirksomheder i verdensklasse. De er takket være innovation og høj kvalitet i stand til at sælge deres varer på eksportmarkederne. 

Og en nylig rapport fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen identificerer 153 ”skjulte helte” – virksomheder, der har overpræsteret de sidste 10 år, De er nu markedsførende i globale nichemarkeder og leverer robust vækst år for år. 

Prisen er stadig en vigtig parameter for dem, men service, kundetilpasning, fleksibilitet og innovation af nye standardiserede nicheprodukter er langt vigtigere. Mange kan tage ved lære af disse innovative helte.

Et styrket Produktionsdanmark

”Danskerne og danske virksomheder skal være skarpere, mere innovative og mere produktive, så vi hele tiden udvikler os og skaber bedre produkter og service for samme eller færre penge,” sagde DI’s direktør, Karsten Dybvad, da 1.000 topledere tirsdag var samlet til DI’s topmøde.

Det handler ikke bare om bedre rammebetingelser, og på topmødet var den gamle schlager om lavere skatter og afgifter nedtonet til fordel for den mere fremadrettede diskussion af, hvad virksomhederne selv kan gøre via skarpere ledelse, mere innovation og øget produktivitet. 

Dette er også fokus i Mandag Morgens aktuelle kortlægning af Danmarks innovative klasse, hvor det i disse dage strømmer ind med nomineringer. 

Danmark har brug for en langt mere præcis viden om, hvilke personer der driver den innovative udvikling i virksomhederne og i den offentlige sektor, og hvad det er for spidskompetencer, som karakteriserer dem.

Vi skal nemlig ikke konkurrere på at kopiere Kina, Sydkorea eller Singapore og blindt sænke priserne og lønningerne til mindste fællesnævner. Vi skal blive dygtigere, mere produktive og innovative, og vi skal specialisere os i lukrative nicher. Det er selve kernen i den nye konkurrencemodel.

Produktionsdanmark skal styrkes, ikke undermineres eller køres ned på discountniveau. Vi har brug for flere succesrige eksportvirksomheder i vores industri-, service- og fødevareerhverv, der med produkter og serviceydelser i verdensklasse har råstyrke til at skabe den velstand, som fremtidens velfærd og livskvalitet er afhængig af. 

På DI’s topmøde antydede Helle Thorning-Schmidt, at hun er ved at være klar til at tage udfordringen op. "Vi er i gang med en tredje industriel revolution, hvor digitalisering, nye materialer og design får større og større betydning,” sagde hun og udtrykte håb om, at Danmark bliver en del af denne revolution.

Den nye erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen, har også lagt an til, at der skal udarbejdes en ny stor strategi for at genskabe væksten og målrette indsatsen mod udvalgte områder. 

Det danske efterslæb

Regeringen er under pres. Meningsmålingerne er nærmest permanent dårlige, og det kan få regeringen til at accelerere indsatsen, allerede inden Produktivitetskommissionen kommer med sin vigtige og ventede rapport sidst på året. 

Selv om statsministeren sætter sin lid til, at et kommende økonomisk opsving kan vende vælgervandringen og trække flere af de frustrerede vælgere tilbage til centrum-venstre-partierne, lider dansk økonomi under så mange ophobede strukturelle problemer fra mange års misrøgt, at opsvinget og konkurrenceevnen er sårbar.

I en årrække har danske virksomheder og den offentlige sektor investeret for lidt i ny teknologi og ny infrastruktur, og det har forstærket produktivitetskrisen. Realvæksten i produktiviteten, der var høj tilbage i 1960’erne og først i 1970’erne, er sunket som en sten mod nulpunktet, og det har kostet dyrt i velstand og konkurrenceevne, hvor Danmark er faldet fra topplaceringer til den bløde mellemvare.

Karsten Dybvad opstillede på DI-topmødet den målsætning, at Danmark efter fem års krise skal tilbage i den globale top-10, at flere skal fra forsørgelse til arbejde, og at der skal skabes 175.000 nye arbejdspladser. 

Bag topmøderetorikken om ”New Nordic Approach” havde nogle iagttagere og kommentatorer svært ved at høre det nye i Dybvads tale. Men der var en anden betoning og en fremstrakt hånd til regeringen, som Thorning faktisk kan bruge til noget. 

Den danske velfærdsmodel, den fleksible sikkerhed, den høje grad af tillid og den danske ledelsesmodel, hvor der er kort magtdistance fra direktøren til medarbejderne på fabriksgulvet, er med til at styrke konkurrenceevnen, og disse fordele skal der bygges videre på. 

Ideologisk blindgyde

Dybvad understregede meget klart, at Vækstplan DK ”har sat en ny kurs for Danmark, hvor politikerne letter og sænker skatter og afgifter på vores virksomheder – og sænker de offentlige udgifter.”

At DI-direktøren måske nok spænder buen vel hårdt, når han forventer vedvarende offentlige udgiftssænkninger, illustreres af regeringsblokkens aktuelle stormløb mod Venstres ”nulvækst” og beskyldninger om, at det vil føre til massefyringer af offentligt ansatte. 

Denne ideologiske debat vil sikkert tage til i styrke frem til den næste valgkamp. Det er fristende for regeringspartierne at sætte kul på den for at forsvare sig mod Dansk Folkepartis strandhugst blandt kernevælgerne og sætte de borgerlige partiers sammenhold under pres.

Men medmindre hun ønsker at genoplive den ophedede løftebrudsdebat, bør Helle Thorning-Schmidt holde igen med alt for vidtløftige signaler om, at nullernes velfærdsvækst snart er tilbage.

S-R-SF-regeringen har allerede selv reduceret antallet af offentligt ansatte, og Produktivitetskommissionen vil senere på året komme med klare bud på, hvordan man kan effektivisere velfærden og levere bedre kvalitet for de samme ressourcer.

Kompetenceløft til danskerne 

I stedet for at bruge tid på den negative afgrænsning i forhold til Venstre bør hun fremlægge en overbevisende vision for, hvordan vi med fælles indsats genrejser Produktionsdanmark, og nye håndgribelige reformforslag, der bygger videre på de første skridt i Vækstplan DK.

I stedet for at hoppe fra tue til tue skal statsministeren udstikke en klar retning, der overbeviser danskerne om, at det igen er muligt at være optimistisk. 

Vi kan ikke spare os til succes. Vi er igen nødt til at investere i fremtidens vækst. 

Det gælder i høj grad på uddannelsesområdet. Danskernes kompetencer skal løftes over en bred kam, og der skal udklækkes flere dygtige talenter, hvis vi også i fremtiden skal kunne klare os i det globale innovationskapløb. Samtidig er det vigtigt at styrke håndens arbejde og få uddannet de titusinder af faglige arbejdere, som industrivirksomhederne kommer til at mangle i de kommende år. 

Den kommende erhvervsuddannelsesreform er en vigtig brik i det spil. Men måske bør man også, som Karsten Dybvad åbnede for på DI’s topmøde, diskutere en bredere reform af alle ungdomsuddannelserne.

Digital konkurrencekraft

Også investeringer i nye og bedre transportnet er helt afgørende for konkurrenceevnen. 

Regeringen har med Trængselskommissionens rapport fået endnu flere tunge og veldokumenterede argumenter for at sætte ekstra fart i den trafikale infrastruktur. Nu gælder det bare om at gøre de bedste forslag til virkelighed frem for at sænke ambitionsniveauet. Effektiv logistik, hurtig mobilitet, lille spildtid og markedsnærhed er nøgleforudsætninger, når virksomheder skal investere i fremtidens produktion.  

Også digitaliseringen bør tænkes ind i den nye industripolitiske vision. Fremtidens industri er dybt afhængig af digitale løsninger, og i udkantsdanmark kan man slet ikke producere, hvis ikke man har lynhurtig opkobling til det globale marked. 

En digital infrastruktur i verdensklasse, hvor alle danskere får adgang til lynhurtige fibernet, gør det muligt at overføre de massive datamængder, billeder og tunge filer, som bliver hverdagskost for virksomheder, offentlige institutioner og borgere i de kommende år. 

Dette er – ligesom veje, jernbaner, vand og elforsyning var det i industrisamfundets tid – en forudsætning for at få succes i den tredje industrielle revolution.