Når Kristian Thulesen Dahl gør regnebrættet op efter snart to år med Lars Løkke Rasmussen som statsminister, er der nogle store plusser. Det er ting som den nærmest permanente grænsekontrol, det faldende antal asylansøgere, den reelle vækst på 0,8 pct. i det offentlige forbrug, de ekstra milliarder til de ældre. Uddannelsen af politikadetterne. Den slags.

Resultaterne er det vigtigste for Kristian Thulesen Dahl. Men der er også en tydelig skuffelse over statsministerens stil.

Og så har Thulesen Dahl et fast blik rettet mod to meget store uløste udfordringer: Den kommende Jobreform II med dens mulige skattelettelser i toppen, og så selvfølgelig den stærkt ufordøjelige forhøjelse af pensionsalderen. Den sidste er blevet en del lettere, efter at Løkke har droppet at hæve pensionsalderen.

Men først et stemningsbillede af samarbejdet mellem Dansk Folkeparti og Venstre. Det er i den forbindelse Kristian Thulesen Dahl fortæller om sin skuffelse over en Lars Løkke Rasmussen, der som partileder tabte 13 mandater ved valget i 2015, men alligevel blev statsminister – blandt andet som følge af Dansk Folkepartis fremgang – og bagefter undlader at koordinere de politiske udspil med Thulesen Dahl.

”Jeg havde forventet en langt stærkere koordinering med Dansk Folkeparti. Men statsministeren har valgt en anden linje, hvor han i højere grad viser, at han er statsminister, og fremlægger sine udspil, uden at vi har haft mulighed for at påvirke dem. I stedet forhandler vi så om dem efterfølgende,” siger Thulesen Dahl.

Det mest kendte eksempel er Løkke Rasmussens reformpakke i forbindelse med fremlæggelsen af 2025-planen i august sidste år. Den fik Thulesen Dahl først viden om ”et par dage før den blev offentliggjort”.

”Det er et valg, Løkke Rasmussen og Venstre træffer, og som jeg er overrasket over. Det er ikke en kritik, for det er deres ret, og det respekterer jeg, men det har gjort det nemmere for os at søge samarbejde med andre partier, sådan som vi gør det med Socialdemokratiet,” siger han.

Så når Løkke Rasmussen må læse om Dansk Folkepartis og Socialdemokratiets ønske om at nedsætte en kommission, der skal undersøge skandalerne i Skat, er der i et vist omfang tale om payback. Resultatet er, at Dansk Folkeparti ikke længere er det 100 procent loyale støtteparti fra VK-regeringens tid i 00’erne, men nu er langt mere bevidst om potentialet i at søge andre partnere end regeringen.

”Når vi kan samarbejde med Socialdemokratiet, står vi stærkere, end hvis vi kun kunne gå til regeringen for at få et flertal for vores politik. Hvis vi føler, vi støder lidt på grund i samarbejdet med regeringen, så kan vi gå til Socialdemokratiet. Det gælder selvfølgelig også omvendt. Den position åbner flere døre for os.”

Med det er Thulesen Dahl ved at placere Dansk Folkeparti på den eftertragtede plads mellem Venstre og Socialdemokratiet, lige i midten af dansk politik – en plads, som Radikale Venstre ellers i mange år har optaget.

”Jeg har altid ment, at Dansk Folkeparti stod i midten af dansk politik, mens de radikale med deres forhold til indvandring og et multikulturelt samfund står ude på fløjen. På den blå side står Liberal Alliance på fløjen med deres skattepolitik og ønsket om at skære i det offentlige forbrug. Jeg håber, vi kan vriste Socialdemokratiet ud af de radikales klør og Venstre ud af Liberal Alliances,” siger han.

Hvis det lykkes, er Kristian Thulesen Dahl tættere på at få realiseret sin vision om, at Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre bør sætte sig sammen og i fællesskab finde løsninger på det, han kalder ”de store spørgsmål om Danmarks fremtid”.

Den svære 2’er

Det er på baggrund af dette stemningsbillede, at Løkke Rasmussen og hans ministre efter sommerferien skal forhandle Jobreform II og skattelettelser. Jobreform II bliver ligesom i filmens og bøgernes verden den svære 2’er.

Set med blå briller har Jobreform I fra november 2015 været en succes. Det er her, de fire blå partier lagde loft over kontanthjælpen og i samme åndedrag stillede krav om, at modtagere af kontanthjælp skal arbejde mindst 225 timer om året for at opretholde den fulde ydelse. Her stod de fire blå partier sammen uden de store mislyde i den offentlige debat. På den økonomiske side frigjorde den første jobreform en halv milliard kr., som skal hjælpe til finansieringen af de skattelettelser, der er kernen i Jobreform II.

Men den gode begyndelse med Jobreform I og den halve milliard har ikke været nok til endnu en gang at forene de blå partier. For Jobreform II indeholder ikke bare de skattelettelser i bunden, der skal gøre det mere attraktivt for modtagere af kontanthjælp eller dagpenge at finde et job. Egentlig skulle den have været fremlagt i foråret sidste år, men er så blevet udskudt … og udskudt. Nu skal den komme efter sommerferien. Det kildne emne er lettelserne af skatten i toppen og den for de blå partier så ødelæggende ordkrig mellem Kristian Thulesen Dahl og Liberal Alliances Anders Samuelsen.

Efter pres fra bl.a. Socialdemokratiet endte det med, at Thulesen Dahl fra talerstolen på partiets landsmøde i september sidste år sagde nej til at reducere topskatteprocenten fra 15 til 10 pct. En holdning, han var klar til at gå til valg på. Og så var problemet i blå blok sat på spidsen.

I regeringsgrundlaget fra november 2016 taler VLAK-regeringen ikke længere om at skære i topskatten, men i stedet om, at ”fremlægge forslag, der markant mindsker antallet af danskere, der betaler topskat”. Det kan f.eks. ske ved at hæve grænsen for, hvornår man skal betale topskat.

Selv om Kristian Thulesen Dahl kalder den tilgang ”mere sympatisk”, begynder han bestemt ikke forhandlingerne om Jobreform II med et ønske om at sænke topskatten.

”Jeg mener ikke, der er behov for at ændre på topskatten. Siden Helle Thorning-Schmidts skattereform fra 2012 er grænsen for, hvornår man skal betale topskat, hvert eneste år blevet hævet. Det er nu kun den øvre del af middelklassen, der betaler topskat. Vores sigte er at få Venstre tilbage til det, de gik til valg på, nemlig at lette skatten i bunden,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har beregnet, at 2012-reformen betyder, at antallet af topskatteydere vil falde fra de nuværende omkring 500.000 borgere til 410.000 borgere, når reformen er fuldt indfaset i 2022.

Velfærd eller skattelettelser

Thulesen Dahl har ikke bare øje for, at en lettelse af topskatten først og fremmest gavner den bedst stillede del af befolkningen, han spørger også om, hvor pengene til en evt. skattelettelse er henne.

”Vi ved, at den offentlige økonomi vender lidt efter 2020, og at der i en række år vil være et underskud. Mit spørgsmål er så, om der er plads til skattelettelser, og om det er ansvarligt at give skattelettelser,” siger han.

Hvor Løkke Rasmussen tidligere ville finansiere bl.a. en topskattelettelse med det såkaldte økonomiske råderum frem mod 2025, har bl.a. Dansk Folkeparti allerede nu lagt beslag på en del af dette råderum med den brede aftale om boligskatten fra begyndelsen af måneden.

Oven i det regnestykke vil Thulesen Dahl på forhånd også reservere penge til en realvækst af det offentlige forbrug. Her henviser han til Dansk Folkepartis krav fra valgkampen 2015 om en vækst på 0,8 pct. Et krav, der ifølge Økonomiministeriets opgørelse i Danmarks konvergensprogram fra slutningen af april er opfyldt for 2017. Sådan skulle det også gerne fortsætte. Og så begynder der at være knaphed på de mange milliarder, som en skattereform kommer til at koste.

”Er der en pose penge til rådighed? Hvis der er, så må vi tage en snak om, hvad den skal bruges til. Hvis der skal lettes i bunden, omfatter det mange borgere, og det kommer til at koste,” siger Thulesen Dahl.

Lige her understreger han, at han ikke er i gang med at forhandle en Jobreform II. Det handler bare om at tydeliggøre, hvor han og Dansk Folkeparti begynder forhandlingerne, når regeringen efter forventningerne fremlægger sit udspil efter sommerferien. Og lige på det punkt er der langt mellem hans og Dansk Folkepartis tanker og Løkke Rasmussens oplæg i det regeringsgrundlag, som ofte betegnes som det mest liberale i mands minde.

Kristian Thulesen Dahl betegner selv forhandlingerne om Jobreform II som den ene af de to største udfordringer i efteråret.

Udfordring nummer to handler om pensionsalderen. Her har Løkke Rasmussen og hans regering tidligere foreslået at hæve den aftalte pensionsalder med et halvt år og på den måde holde flere danskere på arbejdsmarkedet. Det ville være en god forretning for staten og en måde at øge det økonomiske råderum på, så der ville være penge til skattelettelser eller andre reformer.

Men det forslag har Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet hældt ned ad brættet. Og det har Løkke nu taget konsekvensen af og droppet sit oprindelige forslag. Når regeringen om få dage fremsætter sit nye tilbagetrækningsudspil, handler det ikke længere om at hæve pensionsalderen med et halvt år som oprindeligt, men om at forsøge at få folk til frivilligt at blive længere tid på arbejdsmarkedet. Den tankegang passer også bedre til Dansk Folkepartis ønskeseddel.

”Danskerne fortjener ro om pensionsalderen, og vi kan ikke blive ved med at komme tilbage og justere på den. Jo hurtigere vi forlader den diskussion og når over til den vigtigste diskussion om at sikre, at de seniorer, der gerne vil blive på arbejdsmarkedet, også har mulighed for det, des bedre,” siger Kristian Thulesen Dahl.

Nej til mere udlicitering

Godt nede i regeringsgrundlaget lægger Løkke Rasmussens trekløverregering op til en omfattende markedsgørelse af den offentlige sektor – et projekt med klar borgerlig og liberal kant.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll (LA) har over for Mandag Morgen lagt op til, at mindst 33 pct. af kommunernes opgaver skal være udsat for privat konkurrence i år 2025. I dag er lige under 27 pct. af kommunernes opgaver udsat for konkurrence. Der er altså tale om et ret omfattende projekt.

Tanken om obligatoriske måltal møder dog skepsis hos Dansk Folkeparti.

”Hvis andelen skal så højt op, kommer kommunerne til at udlicitere de bløde områder inden for klassisk velfærd som for eksempel ældreplejen. Ellers kan det ikke lade sig gøre. Det er vi meget skeptiske over for,” siger Kristian Thulesen Dahl.

DF-formanden begrunder sin skepsis med henvisning til de efterhånden ret mange eksempler på konkurser blandt private firmaer, der har overtaget hjemmehjælp fra kommunerne.

”Vi kan sagtens leve med, at græsset ikke bliver slået i parken, hvis den private leverandør går konkurs, men hvis gamle fru Olsen ikke får hjælp, hvis et firma går konkurs, så skal kommunen overtage arbejdet med det samme. Og så er spørgsmålet jo, hvor meget gavn der er i en udlicitering her. Jeg tror, niveauet for udlicitering er nogenlunde, som det skal være,” siger han.

Thulesen Dahls ønske om resultater

Kristian Thulesen Dahl er ikke meget for at udstikke ’røde linjer’ eller et ultimatum. Men når han taler om udfordringer i forhold til Løkke Rasmussen og hans regering, er de til at få øje på.

Men der er også muligheder. Når kalenderen viser december, håber Thulesen Dahl, at statsministeren stadig hedder Løkke Rasmussen.

”Jeg ønsker ikke, at Løkke Rasmussen forlader statsministeriet. Lige nu har Dansk Folkeparti en ret central position, hvor vi har mulighed for at få indflydelse, så det har jeg da ikke ønske om at lave om på,” siger han.

Og skal den indflydelse udmøntes i de resultater, der tæller mest i Thulesen Dahls regnestykke, står fem emner øverst på hans ønskeseddel.

Der er tilbagetrækningsalderen. Den røres ikke, men der skabes fleksibilitet, så flere ældre danskere kan blive på arbejdsmarkedet. Der en fortsat grænsekontrol. Der er en udbygning af kernevelfærden (sygehuse, ældrepleje og politi) i forbindelse med finansloven for 2018. Thulesen Dahl nævner også en reform af ungdomsuddannelserne, der når ud til alle hjørner af landet. I forhold til EU håber han, at Danmark vil presse på for en mindre håndfast forhandlingslinje fra EU-landenes side over for Storbritannien.

Det er den slags resultater, Thulesen Dahl først og fremmest går efter. Bemærk, at skattelettelserne og en gennemført Jobreform II ikke står på hans lille liste med de fem ønsker.

(Artiklen er opdateret 21/5-17 med nyheden om, at Lars Løkke Rasmussen dropper at hæve pensionsalderen.)