Topledere svigter strategisk ledelse
Intern kommunikation forsømmes
Virksomhedsværdier er mere vinduespynt end værktøj
Danske topledere svigter deres opgave. En ny undersøgelse af de 50 største virksomheder i Danmark viser, at erhvervslederne ikke tager arbejdet med at formulere og kommunikere deres virksomheds vision, mission og værdigrundlag seriøst. Dermed svigter de medarbejderne og det potentiale, der ligger i effektiv intern ledelseskommunikation. “Erklæringer om vision, mission og værdier er ikke bare noget, man skal have, fordi alle andre har det. Man skal have dem, fordi de har en funktion i virksomheden, ” siger en af erhvervsforskerne bag undersøgelsen, Jacob Holm Hansen. Bestyrelsesformand i Novo Nordisk, Mads Øvlisen siger til Ugebrevet, at undersøgelsen “peger på nogle ting, som må give mange af os anledning til at tænke os om. ” Også formanden for Innovationsrådets ledelsesgruppe, adm. direktør i Irma, Alfred Josefsen opfordrer toppen af dansk erhvervsliv til selvransagelse: “Der er brug for nogle ledere, der kan stå på en ølkasse og holde taler til medarbejderne om, hvorfor det her er vigtigt, og hvad det betyder. ”