Knud Aarup: Topembedsmænd oplæres til mistillid

Professor Jørgen Grønnegård Christensen er i sin faste klumme i Weekendavisen ude i et dybt ideologisk ærinde, når han påstår, at de offentligt ansattes betalte frokostpause er et eksempel på det offentliges systematiske ineffektivitet. Klummen er et studie i mistillid til de offentligt ansatte.

Det er sjældent, at man får en så tydelig indsigt i, hvilke tankesæt og holdninger de danske topembedsmænd får indprentet gennem deres uddannelse, som den, professor emeritus Jørgen Grønnegård Christensen (JGC) under overskriften ’Fedtsugning’ leverede i Weekendavisen den 13. april.

Den offentlige sektor er generelt fyldt med flere midler, end hvad der er nødvendigt for at løse opgaverne, og det gælder ifølge JGC åbenbart alle offentlige institutioner. Derfor kan de offentligt ansatte henslæbe en drivertilværelse betalt af skatteyderne.

I den internationale managementlitteratur kalder man det ’slack’, mens JGC bruger betegnelsen ’fedt’ i sin faste klumme i avisen, ’Det offentlige’. Og mange offentligt ansattes arbejdsgiverbetalte frokostpause er ifølge JGC ”et håndgribeligt eksempel på, hvordan man i det offentlige ganske systematisk sætter effektiviteten over styr”.

Her kunne man måske lidt frækt tilføje, at iagttagelsen måske bygger på JGC’s egne erfaringer med arbejdsgiverbetalt frokost gennem næsten 40 år som professor på Statskundskab i Aarhus, men lad nu det ligge. Citatet taler for sig selv på flere måder. 

Et studie i mistillid

For det første rummer det en hårrejsende mistillid til de offentligt ansattes evne til at håndtere retten til arbejdsgiverbetalt frokost efter den hensigt, som er den oprindelige begrundelse for rettigheden: Man skal kunne tilkaldes, når arbejdet tilsiger det, og frokosten er derfor ikke ren fritid.

Gennem min egen karriere i den offentlige sektor har jeg stort set altid oplevet ansvarlige medarbejdere, som flere gange om ugen måtte forlade madpakken for at svare på et nødvendigt telefonopkald, eller andre, som har brugt frokosten til at sikre koordination af nogle projekter. Men den tillid har JGC og hans embedsmandselever ikke.

For det andet afslører klummen, at der heller ikke er nogen tillid til, at de offentlige ledere kan skabe en effektiv kultur sammen med medarbejderne. Nu er JGC’s erfaringsfelt begrænset til universiteterne, og det er en meget speciel type arbejdsplads, hvis effekt det er næsten umuligt at måle. Dertil kommer, at han aldrig har haft noget reel ledelseserfaring.

Men havde han haft sin gang i landets kommuner og institutioner eller i statens styrelser, som jeg har haft, ville han de fleste steder opleve en engageret ledelse og fagligt engagerede medarbejdere, som kæmper for at sikre borgerne fagligt forsvarlige ydelser på trods af konstante konkrete besparelser.

Det sker ved, at man hele tiden prøver at udvikle nye løsninger, som f.eks. kan give den fysisk-psykisk handicappede det liv på institutioner, som under de givne vilkår er det fagligt og menneskeligt bedst mulige.

Fedt som belønning

Men offentligt ansatte er ifølge JGC alene drevet af hensynet til at maksimere opfyldelsen af deres egne personlige interesser. Derfor kan man ikke undgå ’fedt’ i den offentlige sektor. JGC formulerer det således:

”Mange offentlige ydelser har en karakter, og produktionen foregår på en måde, som gør det umådeligt svært på en meningsfuld vis at beregne produktivitet og effektivitet. Det vinder de offentligt ansatte på”.

Alene brugen af ordet ’vinder’ signalerer, at det at komme så let om ved arbejdet som muligt er de offentligt ansattes reelle mål.

Senere i klummen bliver vi af den akademiske litteratur belært om, at ’fedtet’ er en nødvendighed for, at ledelsen kan give det tilbage til medarbejderne som belønning for godt arbejde, og at hvis ’fedtet’ bliver en overenskomstmæssig ret, kan ledelsen ikke bruge instrumentet over for medarbejderne. JGC ser med andre ord medarbejderne i den offentlige sektor som tandhjul i en Chaplinsk Moderne tider-produktionsproces, hvor tandhjulene kun bestiller noget, såfremt ledelsen ’fodrer’ dem med den rigtige mængde ’fedt’.

Det er et skræmmende eksempel på den mistillid, som JGC har fyldt embedsapparatets kommende udøvere med, og det afslører en total mangel på forståelse for de grundlæggende mekanismer, som styrer medarbejdere – offentlige som private – i et moderne videnssamfund.

Samtid anerkender JGC ikke aftalesystemet mellem parterne på det offentlige arbejdsmarked lokalt og centralt. Det er jo netop gennem de lokale og centrale aftaler, at de offentligt ansatte udøver deres økonomiske interesser. Det sker ikke i den konkrete dagligdag. Her er det professionernes faglighed, som står centralt for den enkelte.

Fejlagtigt menneskesyn

Forklaringen på de holdninger skal findes i den styringstænkning, som JGC igennem mange år været en central fortaler for: new public management (NPM). Det har været det herskende paradigme i Danmark og store dele af den vestlige verden siden begyndelsen af 1990’erne. Den prægning har betydet, at en lang række embedsmænd (og politikere) grundlæggende forstår mennesket som økonomisk rationelt og grundlæggende egennyttemaksimerende.

Den menneskeforståelse har sit udgangspunkt hos den angelsaksiske økonomiske teoris fædre. Den kan ses fuldt udfoldet i det amerikanske samfund og til dels det engelske. Men som menneskesyn og dermed som samfundsmæssig kulturel byggeklods ligger tilgangen langt fra en skandinavisk og europæisk menneskeforståelse

Det grundlæggende problem med JGC og hans elever på Slotsholmen er deres og dermed NPM’s ontologiske udgangspunkt. Grundproblemet er ikke, at de forsøger at styre og lægge låg på den offentlige sektors udgifter. Det er og har været et helt nødvendigt og legitimt mål, ellers ville Danmark få tilstande som i Sydeuropa. Problemet er grundantagelsen om mennesket.

NPM nærer mistilliden

NPM har skadet det danske velfærdssamfund på to afgørende punkter:

For det første har det ført til en generel mistillid til velfærdssamfundets forskellige fagprofessioner. Det har betydet, at faglige argumenter er blevet nedvurderet i den offentlige politikudvikling, og det har bremset den professionsfaglige vidensudvikling. Når f.eks. pædagoger klager over, at der mangler faglighed i tilbud til børn i dagtilbud, bliver deres faglige udtalelser straks afvist af embedsapparatet med henvisning til pædagogerne egeninteresse: ’De vil nok bare mele deres egen kage’, er ræsonnementet.

Det har igennem de seneste 30 år skadet den faglige kvalitet i velfærdssamfundets forskellige institutioner, og den manglende professionsfaglige udvikling har bl.a. inden for specialpædagogikken betydet, at der i dag mangler videnspersoner, som kan give den rigtige støtte til børn, unge og voksne, som har særlige kognitive og kommunikative behov.

For det andet har NPM spredt sin mistillidsvirus til alle dele af samfundet, så der i dag er mistillid til det offentlige i en grad, vi ikke har set i mange år. Det gælder i forhold til samfundets grundlæggende institutioner som Folketinget, regeringen, embedsapparatet, men også politiet. Det virker paradoksalt i et land, som ellers er blandt de mest tillidsfulde i verden. 

Prædiker ideologi, ikke viden

Derfor er det afgørende at gå op imod den type såkaldt ’viden’, som JGC formidler. Den er dybt ideologisk og undergravende for velfærdssamfundets institutioner og fagprofessioner. Den bygger på nogle fejlagtige antagelser om mennesker, som ligger langt fra det danske velfærdssamfunds grundlæggende værdier om fællesskab, lighed og tillid. Og den formidler derfor en manglende tro på menneskets evne og vilje til at bidrage til andre mennesker og til samfundet.

Det er skadeligt og fejlagtigt.

Hovedparten af alle mennesker kan og vil gerne bidrage til fællesskabet og vil gerne udrette noget, som har værdi for andre. Det er det, som gør os glade og stolte som mennesker, og som giver livet mening.

Men det overser JGC og Slotsholmens topchefer fuldstændigt, og det er måske i virkeligheden den reelle forklaring på de aktuelle vanskeligheder ved at få lavet et overenskomstforlig på det offentlige område.

Forrige artikel Når innovationsenheden bliver en dødssejler (og hvordan du undgår det) Når innovationsenheden bliver en dødssejler (og hvordan du undgår det) Næste artikel Zuckerberg kan trække andre techgiganter med ned Zuckerberg kan trække andre techgiganter med ned