Verdenssamfund
Globaliseringskritik slår rødder i eliten
Topledere bekymrede over bivirkninger
Eksperter: Kapitalismen har ikke holdt sine løfter
Det kritiske syn på globaliseringen har fået et gennembrud på de bonede gulve. Blandt topledere verden over tales der nu mere og mere om globaliseringens uheldige bivirkninger. De er specielt bekymrede over, at de fattige lande synes at blive hægtet yderligere af udviklingen. Eksperter på området taler om et større tilbageslag for globaliseringen og peger på, at demonstranternes råben i gaderne er blevet konverteret til en mumlen i direktionslokalerne. “Tilbageslaget skyldes i betragteligt omfang de løfter, som kapitalismen ikke har holdt i forhold til fattige mennesker i fattige lande, ” skriver tre prominente professorer - og globaliseringstilhængere. Shell International vurderer i en fremtidsrapport, at man fremover vil gøre mere for at holde globaliseringen under kontrol. Det kan føre til et uventet comeback for reguleringer, restriktioner og regler.