Triumviraternes regering

De Radikale har trukket det længste strå i regeringens interne magtfordeling. Margrethe Vestager bliver betydeligt mere magtfuld, end Jelved var under Nyrup. Men porteføljefordelingen tager også hensyn til, at alle tre regeringspartier har et profileringsbehov på de centrale politikområder.

Det er ikke kun i regeringsprogrammet ”Et Danmark, der står sammen”, at De Radikale har sat markante fingeraftryk på regeringens politik. Det er tydeligt, at De Radikale i deres genfundne rolle som tungen på vægtskålen også har siddet med langt de bedste forhandlingskort på hånden, da der skulle fordeles ministerier og opgaveporteføljer.

Det ses ikke mindst i den interne magtfordeling: Margrethe Vestager har i realiteten placeret sig så centralt, at hun måske har fået lige så meget magt som Helle Thorning-Schmidt, som er den egentlige leder af regeringen. I statsrådsrækkefølgen er Vestager som leder af det næststørste regeringsparti nr. 2 – og dermed vicestatsminister. Logisk nok sidder hun sammen med de andre to partiledere i regeringens magtfulde koordinationsudvalg, hvor de strategiske beslutninger træffes og hvor interne ministerstridigheder afgøres. Men dertil kommer, at hun – i modsætning til Thorning og Søvndal – også har sæde i regeringens økonomiudvalg. Her skal hun i selskab med bl.a. finansminister Bjarne Corydon (S) og erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) tilrettelægge den økonomiske politik, der både skal sikre den stramme styring af de offentlige udgifter og øge den økonomiske vækst. Beslutningerne i det forum vil efter alt at dømme blive afgørende for S-R-SF-regeringens videre skæbne.

Til at styrke sin position har Vestager genetableret det økonomiministerium, som Anders Fogh Rasmussen i praksis nedlagde i 2001 og kombineret det med et forstærket indenrigsministerium. Forbilledet er tydeligvis hendes forgænger, Marianne Jelved, der som økonomiminister i Nyrup-regeringen agerede ”kontrolinstans” til den magtfulde finansminister Mogens Lykketoft.

Login