SIKKERHEDSPOLITIK: To måneder efter valget af Trump er politiske ledere over hele verden forsat i vildrede. I Japan, Kina, Canada, Mexico, Israel og den arabiske verden holder man vejret. Canadas premierminister, Trudeau, taler om, at Canada har vænnet sig til at leve ved siden af den amerikanske elefant.

I Mexico synes valget af Trump at have givet anledning til en venstrepopulistisk fremmarch, og kun Kina har for alvor markeret sig med klare protester over Trumps telefonflirt med Taiwan før jul. Den lurende konfrontation med Kina udpeges af mange eksperter som den største selvstændige geopolitiske risiko i forbindelsen med Trumps tiltrædelse.

I Europa befinder politiske ledere og diplomater sig stadig i granatchok, fordi den kommende og tilsyneladende stærkt prorussiske amerikanske præsident reelt truer EU’s egen sammenhængkraft og samtidig synes at rokke ved de globale samarbejdsmønstre, der har hersket i de seneste tre-fire årtier.

Worst-case-scenariet set fra Europa er, at Trump går all-in på en normalisering af forholdet til Rusland og derved undergraver de straffeaktioner, som Europas ledere sammen med Barack Obama har iværksat efter Putins invasion af Ukraine. Vil Putin opleve det som en invitation til med våbenmagt at fortsætte sin geografiske ekspansion mod vest

Samtidig har de amerikanske efterretningstjenester højt og tydeligt gjort det klart, at de anser det for helt overvejende sandsynligt, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil forsøge at påvirke valgene i Frankrig og Tyskland i 2017 i en sådan retning, at EU-skeptiske, nationalistiske kræfter styrkes. Selvom de nationalkonservative kræfter ikke skulle få afgørende politisk magt, står det klart, at de kræfter i Europa, der arbejder for virkeliggørelse af Den Europæiske Union, vil blive svækket og derfor fremover skal operere med et endnu smallere folkeligt mandat, end de har i dag.

Helt grundlæggende er situationen den, at Europas politiske ledelse overhovedet ikke aner, hvor man har Donald Trump.

”Det er aldrig sket tidligere, at Europas toppolitikere og diplomater har vidst så lidt om, hvad en ny amerikansk præsident overhovedet vil med Europa. Hverken Trump selv eller de topfolk, han har udpeget, har formuleret nogen sammenhængende udenrigspolitiske visioner,” siger professor Marlene Wind.

”Vi ved ikke, om han vil begynde at holde topmøder med Putin, uden at Europa er til stede. Hvornår vil han rejse til Bruxelles, Berlin eller London? Vil han bare tale hen over hovedet på Europa? Det vil være et stort prestigetab og dybt politisk skadeligt, hvis han gør det,” siger hun videre.

På globalt plan peger Jacob Funk Kirkegaard, seniorforsker ved tænketanken Peterson Institute i Washington, på Trumps Kina-politik som værende meget risikabel.

”Hvis han fortsætter med at provokere Kina med flirt med Taiwan, så rykker en storkrig i Asien nærmere,” siger han.

Men...

Donalds Trumps udtalelser og tweets tyder på, at han er pro-Rusland, pro-Israel, anti-islam og småirriteret på Europa. Men samtidig er han modstander af den værdidrevne globale amerikanske udenrigspolitik, som Bill Clinton stod for, og som George W. Bush mod sin vilje blev kastet ind i som følge af det islamistiske terrorangreb, som USA blev udsat for 11. september 2011.

Dermed vil Trump kunne forventes i en vis forstand at fortsætte den ikke-interventionistiske politik, som Obama har stået for med sine tilbagetrækninger fra Afghanistan og Irak og sin beslutning om ikke at intervenere i Syrien. Det tomrum, Obama efterlod i Syrien, udnyttede Putin til at tiltvinge sig en profileret global lederrolle, som Trump uden tvivl gerne overlader ham.

Set i et EU-perspektiv er det ikke uden fordele, at Rusland, Iran og Tyrkiet nu har påtaget sig rollerne som hovedaktører i en potentiel ny mellemøstlig sikkerhedsorden. ”Det bliver ikke kønt i forhold til de værdier, EU gerne vil stå for, men hvis det stopper flygtningestrømmene, vil det da være en fordel for Europa,” siger Marlene Wind.

Julie Wilhelmsen, seniorforsker ved Norges Udenrigspolitiske Institut, peger på, at det realpolitisk set kan vise sig at være en fordel, at Donald Trump og ikke Hilary Clinton blev USA’s præsident.

”Clinton var med sin globale interventionistiske politik en rød klud i ansigtet på Putin, der ikke vil underkaste sig Vestens værdier.”

Wilhelmsen påpeger dog samtidig, at det langt fra er givet, at forholdet mellem USA og Rusland vil blive så hjerteligt, som man har kunnet få indtryk af både under den amerikanske valgkamp og i månederne efter valget af Trump.

”Der er meget stor fjendtlighed over for Rusland blandt en stor gruppe af republikanere i Kongressen. De bliver en stor udfordring for Trump,” siger den norske seniorforsker.