Ny undersøgelse:
Danskerne er ikke tryghedsnarkomaner . . .
. . . men omstillingsparate og handlekraftige
Afgørende egenskaber i globaliseringen
En ny undersøgelse af danskernes tryghedsfølelse viser, at vi har misforstået os selv. Vi er ikke en nation af usikre tryghedsnarkomaner. Tværtimod. Et overvældende flertal af danskerne føler sig grundlæggende trygge i hverdagen. Tryghedsfølelsen er oven i købet baseret på en række positive egenskaber og holdninger. F. eks. mener 9 ud af 10 danskere, at det er nødvendigt at tage chancer for at bygge noget op. Og lige så mange giver udtryk for, at problemer er til for at blive løst. Det er gode nyheder, da egenskaber som handlekraft, omstillingsparathed og risikovilje er vigtige kompetencer for arbejdsstyrken i en global økonomi. Dermed udgør det høje tryghedsniveau i det danske samfund en unik mulighed for at styrke Danmarks konkurrenceevne og skabe nye arbejdspladser. I det danske iværksættermiljø er der da også sporet et holdningsskifte. Folk, der starter egen virksomhed i dag, får meget mere opbakning fra venner og familie, end for blot få år siden, fortæller Nicolai Seest, formand for de danske iværksættere.