Tsunami i slowmotion

I en uge, hvor avisforsider blev ryddet for at bringe billeder af en oversvømmet Lyngbymotorvej og haveejere i gummistøvler, er en af vor tids største miljø­katastrofer under udfoldelse i Pakistan.

Konsekvenserne af de pakistanske oversvømmelser er mere alvorlige end tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004, jordskælvet i Pakistan i 2005 og jordskælvet i Haiti i 2010 – tilsammen. I alt 11 millioner mennesker skønnes at være berørt af disse tre katastrofer. Næsten dobbelt så mange er berørt af oversvømmelserne i Pakistan.

FN har opjusteret sin vurdering af, hvor mange der har akut brug for hjælp, fra seks til otte millioner, og nødhjælpen når kun langsomt frem.

Når katastrofens omfang kun langsomt synes at gå op for verdenssamfundet, kan det hænge sammen med, at den er kommet snigende. Først hørte man om et par hundrede døde. Siden er tabstallet steget til op imod 2.000. Men antallet af ofre vil accelerere, i takt med at epidemier breder sig, og de mest ufremkommelige egne  bliver utilgængelige for nødhjælp.

“Oversvømmelsen er som en tsunami i slowmotion,” sagde FNs generalsekretær på et hasteindkaldt møde i FNs generalforsamling torsdag aften.

Situationen kan ændre på hele den sikkerhedspolitiske situation i regionen. Pakistan spiller en nøglerolle som adgangsvej for at få NATOs forsyninger frem til krigen i Afghanistan. Men landets hær evner eller ønsker ikke at spille en afgørende rolle i kampen mod Taleban, der er en reel magtfaktor i store dele af Pakistan.

Pakistans præsident, Asif Ali Zardari, enkemand efter tidligere premierminister Benazir Bhutto, er en svag leder, der vil få svært ved at føre landet frelst gennem katastrofen. Det skrøbelige – og atombevæbnede – demokrati risikerer derfor at knække halsen og give fornyet håb for terroristerne.

Nu synes alle disse konsekvenser at være gået op for FN. Spørgsmålet er, om det for sent.