Claus Kragh har siden begyndelsen af 1990'erne beskæftiget sig indgående med Europas udvikling fra en løs gruppering af splittede nationalstater til en tæt integreret Europæisk Union med globale ambitioner. Har dækket Danmarks grønne omstilling og international klimapolitik i FN og EU siden 2007.
Uddannet ved Danmarks Journalisthøjskole, 1991.
Efteruddannelse 'Journalist in Europe' ved Centre de Formation des Journalistes, Paris, 1994-95.
Tysk brintplan er en gave til danske og norske brintdrømme
Tysklands import af russisk gas svækkede EU og forsinkede Europas grønne omstilling. Nu vil den tyske regering sikre, at landets import af brint bliver en løfteraket for et Europa drevet af vedvarende energi. Danmark og Norge er de foretrukne leverandører i første omgang.
Tysklands adgang til energi er – og har i århundreder været – afgørende for krig og fred i Europa.
Adolf Hitlers mislykkede bestræbelser på at sikre adgang til olien ved Det Kaspiske Hav spillede en central rolle i Naziregimets sammenbrud. Og det var det moderne Tysklands satsning på russisk gas siden begyndelsen af 1960’erne, der gav Vladimir Putin de milliardindtægter, som gjorde det muligt at genopruste Rusland til det punkt, hvor det i 2022 satte sig for at erobre hele Ukraine og derved bringe krigen tilbage til Europa.
Tysklands grønne viceforbundskansler, erhvervs- og klimaminister Robert Habeck, er ligesom sine regeringsmakkere, den socialdemokratiske kansler, Olaf Scholz, og den liberale finansminister, Christian Lindner, meget bevidst om Tysklands europæiske ansvar på energiområdet.