Tyskland kræver disciplin for at redde euroen

Tyskland er med sit krav om en “konkurrenceevnepagt” for eurolandene i færd med at forme Europa i sit eget billede.

Tysklands økonomi er i dag EUs største og sundeste. Og står det til EUs magtfulde kernelande, Tyskland og Frankrig, skal eurolandene i de kommende år igennem en regulær tysk hestekur, der bringer orden i deres offentlige finanser og på mellemlangt sigt styrker Europas globale konkurrenceevne.

De to landes udspil er først og fremmest udtryk for, at tyskerne har genvundet den styrkeposition, der i 1980’erne gjorde daværende kansler Helmut Kohl til den centrale politiker i Europa. Samtidig er Tyskland omsider ved at frigøre sig fra den kollektive skyldfølelse over nazi-tidens forbrydelser, som Kohls nære partner i Europa, Frankrigs præsident Francois Mitterrand, ikke gik af vejen for at udnytte – f.eks. da det lykkedes ham at overbevise Kohl om, at Tyskland skulle ofre sin D-mark på det europæiske alter.

Det er fra denne historiske tyske styrkeposition i det moderne Europa, at den tyske kansler, Angela Merkel, og Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, der er svækket af et stort fransk budgetunderskud, har fremsat krav om en tæt koordinering af de økonomiske politikker i eurolandene. Se også tekstboks. Kritikere taler om et tysk “diktat” til resten af Europa, mens flere eksperter bruger det tabubelagte F-ord: Udspillet er et klart skridt i føderal retning.

En række eksperter og analytikere, som Mandag Morgen har talt med, kalder det tysk-franske udspil en milepæl i det europæiske samarbejde.

Ulrike Guerot, specialist i europæisk politik og leder af Berlin-afdelingen i European Council on Foreign Relations, ser det tysk-franske udspil som et udtryk for en nødvendig udvikling:

“Sandheden er, at Europa står i en dyb finanskrise, en systemisk bankkrise og en alvorlig europæisk gældskrise. Europa kommer kun ud af dette i fællesskab. Men det store spørgsmål er, hvordan man gennemfører den yderligere integration, der er nødvendig, på et tidspunkt hvor befolkningerne i mindre grad end nogensinde tidligere er indstillet på det. Det ser vi i Tyskland – og det ser vi i Ungarn, Danmark, Holland og andre steder, hvor man oplever stigende populisme i forhold til euro-diskussionen.”

Den politiske pris for at påtvinge alle 17 eurolande Tysklands finans- og arbejdsmarkedspolitiske værdier kan imidlertid blive høj. Befolkningerne i Tyskland og andre europæiske lande er igennem det seneste årti blevet stadigt mere skeptiske over for yderligere europæisk integration.

Angela Merkel og Nicolas Sarkozy blev mødt med skarpe protester, da de ved EU-topmødet 4. februar i Bruxelles indviede de øvrige 25 stats- og regeringschefer i deres plan. Udspillet kortsluttede den planlagte dagsorden for topmødet og førte til en fem timer lang og stærkt ophedet debat, hvor en række regeringschefer understregede, at planen indebærer en uhørt indgriben i landenes sociale velfærdsmodeller.

[quote align="left" author="Ulrike Guerot, European Council on Foreign Relations"]Tyskland er ikke længere europæisk for enhver pris. Nu sætter Tyskland en pris på sit engagement i Europa. Tyskland har betalt for Anden Verdenskrig og for Genforeningen. Der er en række lande, der har holdt deres fest, mens Tyskland gennemførte en række hårde reformer og omstruktureringer.[/quote]

Fagforeninger og borgere over hele Europa vil demonstrere mod sociale forringelser som forhøjelse af pensionsalderen og afskaffelse af lovbestemt lønregulering. Erhvervsledere og liberale politikere vil omvendt beklage, at højere selskabsskat vil forringe virksomhedernes konkurrenceevne på kort sigt.

Samtidig vil euroskeptiske partier som Dansk Folkeparti og deres modstykker i andre medlemslande protestere højlydt over de nye tab af national suverænitet, som ifølge Angela Merkel selv ligger i pagten. Det tysk-franske udspil rummer så meget politisk sprængstof for regeringsledere rundt om i Europa, at flere regeringer formentlig vil lide samme skæbne som den irske, der faldt som følge af de nødvendige finanspolitiske opstramninger i eurokrisens kølvand.

Merkels forvandling

Det offensive tyske udspil er et markant nybrud, både i forhold til de traditionelle tyske positioner i det europæiske samarbejde og i forhold til Angela Merkels hidtidige politiske kurs.

Den tyske kansler har siden sin tiltrædelse i 2005 trådt uhyre varsomt i spørgsmålet om yderligere europæisk integration.

Merkel, der er opvokset i det tidligere Østtyskland, har primært haft fokus på Tysklands interne forhold og på at genoprette det lettere ramponerede forhold til USA efter forgængeren Gerhard Schröders afvisning af at støtte invasionen i Irak. Derfor har kansleren måttet stå model for en del kritik i Europa, bl.a. for sit meget sene engagement i løsningen af de akutte gældskriser i Irland og Grækenland.  

Nu har kansler Merkel foretaget flere opsigtsvækkende u-vendinger:

• Tyskland har i årevis sagt, at man ikke har brug for en “økonomisk regering” i Europa. Nu siger Merkel de facto, at det netop er, hvad Europa har har brug for.
• Merkel har tidligere sagt, at man ikke koordinerer politikken alene i eurogruppen, men blandt alle 27 EU-lande. Nu siger hun, at koordinationen skal foregå i eurogruppen.
• Tyskland har i mange år sagt, at social- og arbejdsmarkedspolitik er national politik. Udspillet lægger nu op til fælles koordinering af løndannelse, pensionsalder m.v.

Ulrike Guerot påpeger, at udspillet giver Merkel en ny platform over for sine stadig mere Europa-skeptiske vælgere. Se figur 1. Hun gør det klart, at de øvrige eurolande må rette ind efter Tysklands ønsker, hvis Tyskland skal udvise solidaritet og garantere for gældsplagede sydeuropæiske nationers sikkerhed.

Merkel kan pege på, at grækerne må løfte deres pensionsalder til 67 år. At Irland må acceptere ændringer i skattebasen for selskabsskatter. Og at Portugal allerede nu har afskaffet den automatiske lønregulering.

“Det, som Tyskland tidligere har afvist, bliver nu vendt til tyske krav. Det er efter min opfattelse en klog måde at gøre det på,” siger Guerot. Hun ser udspillet som tegn på det nye Tysklands forandrede rolle i Europa:

“Tyskland er ikke længere europæisk for enhver pris. Nu sætter Tyskland en pris på sit engagement i Europa. Tyskland har betalt for Anden Verdenskrig og for genforeningen. Der er en række lande, der har holdt deres fest – f.eks. Spanien, hvor alle vidste, at de havde en ejendomsboble kørende. Samtidig gennemførte Tyskland en række hårde reformer og struktureringer. De andre lande havde deres fest, mens tyskerne sparede, og nu har de tømmermænd – sådan er holdningen i Tyskland,” siger Guerot.

Konkurrenceevnepagten er formuleret i vendinger, der taler til konservative tyske dyder, og Merkel har gjort det klart, at hun ikke ryster på hånden: Der er ikke er nogen vej tilbage til D-marken eller andre nationale valutaer. Euroen er et “politisk projekt”. Og “i Europa har vi for længst lært at give afkald på national kompetence til gavn for vort eget bedste”, som hun har formuleret det.

Når Merkel bruger så “tysk” en retorik udadtil, skyldes det i høj grad, at hun er under voksende pres på hjemmebane. Selv hos de borgerlige partnere i FDP og CSU vokser skepsissen over for EU betydeligt. Disse partier og det socialdemokratiske SPD kan meget vel være fristet til at kapitalisere på dette tema ved den række af delstatsvalg, der venter i Tyskland i år.

Protesterne i Europa

Det tysk-franske udspil er blevet mødt med protester fra både toppolitikere i eurolande som Italien, Østrig, Belgien og Luxembourg og fra medlemmer af Europa-Parlamentet.

“Der bør være mere økonomisk samarbejde, men medlemsstaterne må have rum til at føre deres egen politik. Vi har alle vore traditioner. Vi vil ikke tillade, at vores sociale model bliver afskaffet,” sagde eksempelvis Belgiens fungerende premierminister, Yves Leterme.

Luxembourgs premierminister, Jean-Claude Juncker, har på sin side gjort det klart, at Tyskland og Frankrig selv bærer en del af ansvaret for den finanspolitiske slendrian, der fik lov til at udvikle sig rundt om i Europa i det første årti i det nye årtusinde.

“Vi kunne kritisere grækerne, portugiserne og andre mere troværdigt, hvis Tyskland og Frankrig ikke selv med fuldt overlæg havde overtrådt Stabilitetspagten i 2003. des-uden må vi ikke glemme, at Tysklands eksportorienterede økonomi drog fordel af stor efterspørgsel fra Sydeuropa i flere år. Vi har brug for en større balance i Europa, når det gælder europæisk politik,” sagde Juncker forleden.

Til gengæld har Spaniens premierminister, José Luis Zapatero, lagt sig helt på den tysk-franske linje, efter at han dagen før topmødet i Bruxelles havde besøg af en større tysk regeringsdelegation med Merkel og finansminister Wolfgang Schäuble i spidsen. Her roste tyskerne den spanske regerings beslutning om at forhøje pensionsalderen.

Samme toner lød, da Merkel umiddelbart efter topmødet i Bruxelles drog til Warszawa, hvor hun roste Polen for dets store politisk-økonomiske reformvilje og finanspolitiske ansvarlighed.

Over for de højlydte protester har både Merkel og Frankrigs finansminister, Christine Lagarde, understreget, at der er rum til forhandling i det aktuelle udspil. Men Tyskland og Frankrig har samtidig lagt så stram en dagsorden for det videre arbejde med konkurrenceevnepagten, at stats- og regeringscheferne er under betydeligt pres.

Sagen skal således diskuteres ved et endnu ikke fastlagt ekstraordinært topmøde i euro-gruppen 11.-13. marts, hvorefter der skal træffes beslutninger allerede ved det ordinære EU-topmøde 24.-25. marts. Det er ved den lejlighed, der skal træffes beslutninger om at styrke EUs redningsfond for gældsatte eurolande, European Financial Stability Facility.

Et tungt makkerpar

Selv om der er voldsomme protester mod det tysk-franske udspil, vurderer eksperter, at de to store lande har gode muligheder for at komme igennem med forslagets centrale elementer.

Tyskland og Frankrig står tilsammen for 48 pct. af eurogruppens samlede BNP, og når man lægger Spanien til, er man oppe på knap 60 pct. Se figur 2. Samtidig har de to lande lagt vægt på, at pagten skal indgås som en mellemstatslig aftale mellem stats- og regeringscheferne i eurogruppen. Dermed undgår man at skulle igennem traktat-ændringer og slagsmål med Europa-Parlamentet.

Peter Nedergaard, professor ved Center for Europæisk Politik på Københavns Universitet, vurderer samtidig, at de forgældede sydeuropæere har en stor egeninteresse i at indgå en aftale, hvor Tyskland garanterer for deres statsgæld, mod at de til gengæld selv opfører sig mere ansvarligt, hvad angår de offentlige finanser.

“De tyske garantier, der stilles i udsigt, vil give dem en lavere forrentning på deres statsgæld. Samtidig har Tyskland stor legitimitet i forhold til at stille kravene, fordi landet er kommet bedre gennem krisen end stort set alle andre. Der er kraftigt faldende arbejdsløshed, god økonomisk vækst og gode offentlige finanser. Derfor har Tyskland i dag en troværdighed, vi ikke har set i 10-15 år,” siger Nedergaard.

I Danmark har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) hilst det tysk-franske initiativ velkommen ud fra den betragtning, at alt hvad der styrker den økonomiske stabilitet i Europa, er godt for Danmark. Og fordi han kan bruge det til at angribe oppositionen for økonomisk uansvarlighed.

“Det er et meget vigtigt initiativ fra tysk og fransk side, som kan få endog meget stor betydning for Europa. Derfor har regeringen besluttet, at vi vil engagere os i det videre arbejde så meget som overhovedet muligt,” siger Lars Løkke Rasmussen. Han understreger, at man først, når man kender pagtens endelige udseende, vil kunne tage stilling til, hvordan Danmark eventuelt vil kunne deltage.

I Frankrig tager pagten hul på et potentielt sprængfarligt opgør med den lovbestemte mindsteløn og med den franske pensionsalder på kun 62 år mod 67 i Tyskland. Når Frankrig alligevel har stillet sig bag udspillet, skyldes det ifølge Ulrike Guerot, at Frankrigs AAA-kreditværdighed på de internationale markeder har været i reel fare.

[quote align="left" author="Ulrike Guerot, European Council on Foreign Relations"]Europa kommer kun ud af gældskrisen i fællesskab. Men det store spørgsmål er, hvordan man gennemfører den yderligere integration, der er nødvendig på et tidspunkt, hvor befolkningerne i mindre grad end nogensinde tidligere er indstillet på det.[/quote]

Nicolas Véron, fransk ekspert i europæisk økonomi ved tænketanken Bruegel i Bruxelles, konstaterer, at Frankrig har flyttet sig markant fra sin hidtidige position. Så sent som sidste sommer var landet en slags talsmand for de gældsplagede lande i Sydeuropa.

“Det er rigtigt, at Frankrig i dag forsvarer idéer, der indtil for nylig har været betragtet som tyske. Men det er for let at sætte en etikette på, at Europa i dag skulle være på vej til at blive tysk,” siger Véron. Han advarer til gengæld om, at man med den kommende europagt er i færd med at indføre en form for føderalisme, som der ikke er juridisk grundlag for – selv med de traktatændringer, der er planlagt i forhold til den kommende redningsfond, European Stability Mechanism.