De finansielle markeder vil have øjnene stift rettet mod Frankfurt, når chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, i morgen kl. 14.30 sætter sig til rette foran journalisterne for at orientere om de beslutninger, der blev taget ved formiddagens møde i ECBs 23 mand store styrelsesråd.

De vil på få minutter reagere på beslutningen om, hvorvidt renten skal holdes på de nuværende 0,75 pct. eller sænkes med 0,25 procentpoint. Og man vil lynhurtigt kunne aflæse deres vurdering af, om ECB rent faktisk er klar til at foretage ubegrænsede støtteopkøb af 2- og 3-årige spanske og italienske statsobligationer.

Aktørerne på de globale finansmarkeder regner i minutter og sekunder. Men beslutningerne på morgendagens møde rækker flere årtier frem – og bagud. 6. september 2012 kan blive en historisk dag, hvor ECB endelig vil gøre sig fri af den tyske forbundsbank, som har holdt ECB i kort snor siden sommeren 1998.

I morgen vil det stå klart, om ECB endelig har skaffet sig den handlefrihed, der under normale omstændigheder ville ligge i en centralbank, som står i spidsen for en global valuta som euroen: at lade seddelpressen rulle uden anden ’risiko’, end at eurokursen falder.

Hvis det skal ske, forudsætter det dog, at ECBs ledelse stoler på, at de kriseramte eurolande vil gennemføre de lovede reformer. Det gør ECB først, når Spanien og Italien har indvilget i at gå til krisefondene EFSF og ESM med en anmodning om økonomisk hjælp. Det vil bl.a. indebære, at Den Internationale Valutafond skal være med til at holde øje med de to lande. Disse betingelser vil blive stillet – men ikke nødvendigvis kommunikeret – i Frankfurt i morgen.

Dermed vil Tysklands finanspolitiske høge endelig have tabt magtkampen om Europas pengepolitik. Den vil blive løsere end hidtil og dermed passe hele eurozonen bedre end den hidtidige politik, som i boomårene i 2000’erne var alt for stram til Spanien, Irland og for den sags skyld Danmark, men leverede den lave rente, som Tyskland havde brug for.

Høgenes nederlag

Ifølge den almindelige opfattelse er chefen for Den Tyske Forbundsbank, Jens Weidmann, den sidste skanse – den eneste af de 23 medlemmer i ECBs styrelsesråd, der er modstander af Draghis plan om storstilede støtteopkøb af spanske og italienske statsobligationer. Så stor skulle hans frustration være, at han ifølge den tyske avis Bild har truet med at gå – fra Forbundsbanken såvel som ECBs ledelse.

Men ifølge en analyse i den tyske udgave af Financial Times forholder det sig anderledes: Han spiller et rollespil, hvor han udadtil optræder som arg modstander af ECBs nye politik i bestræbelsen på at repræsentere høgene i den tyske eurodebat. Men reelt han er enig med sin tidligere chef, Angela Merkel, og med sin gode personlige ven Jörg Asmussen, der er tysk medlem af ECBs seks mand store direktion.

Niels Thygesen, pensioneret økonomiprofessor og en af euroens fædre, tror da heller ikke på, at Weidmann vitterlig skulle have overvejet at gå. ”Det ville overraske mig meget. Han hører uden tvivl til høgene i den tyske debat. Men til gengæld er det jo ikke alt, hvad han siger, når han sidder i ECB, der bliver offentligt,” siger han.

Weidmann og Asmussen har som nærmeste rådgivere for Merkel og hendes finansminister, Wolfgang Schäuble, været dybt involveret i Tysklands håndtering af finanskrisen og eurokrisen i de seneste år. Tysklands indflydelse i ECB har siden 1998 været præget af ét krav: Prisstabilitet. I dag er dette underordnet målet om at sikre euroens fremtid som en stabil global valuta.

Thygesen vurderer, at den tyske regering har flyttet sig en del. ”Men principielt forstår jeg udmærket Weidmann. For det er en meget politisk øvelse, ECB er på vej ud i. Hvordan skal man afgøre, hvilken rente Spanien og Italien skal betale? Og skal det være den samme for de to lande? Og hvad så med et land som Irland?” lyder spørgsmålene fra Thygesen.

ECB handler i nødværge

I mandags gjorde Mario Draghi det selv klart, under et lukket møde i Europa-Parlamentets økonomiudvalg, at han mener, at kriseopkøb af korte statsobligationer falder ind under ECBs mandat, og at det altså ikke vil være i strid med EUs traktatgrundlag, sådan som kritikere hævder.

En deltager i mødet oplyser over for Mandag Morgen, at ECB-chefen insisterede endog meget kraftigt på, at paragraf 127 i Lissabon-traktaten giver det fornødne juridiske grundlag for, under særlige omstændigheder, at opkøbe statsobligationer, selv om paragraf 125 i den samme traktat forbyder EU og dets institutioner, herunder ECB, at foretage støtteopkøb til fordel for enkelte eurolandes regeringer.

Angel Gurria, generalsekretær for OECD, er ikke i tvivl om, at ECB bør genoptage opkøbene af italienske og spanske statsobligationer.

”Jo før, desto bedre. ECB er bazookaen, ildkraften, musklen – den eneste, der har kapacitet til at gøre indtryk på markederne," sagde Gurria forleden til euobserver.com.

”Vi har passeret spørgsmålet om moral hazard – disse lande leverer i form af reformer. Nu er det systemet, der er på spil,” sagde den mexicanske økonom, der leder industrilandenes samarbejdsorganisation i Paris.

ECBs pressemøde kan ses live på mm.dk torsdag kl. 14.30.