Tyskland vil fortsætte sin økonomiske kurs efter valget

Hverken CDU eller SPD ønsker større forandringer af landets økonomiske struktur. Sager som dieselgate og spørgsmålet om manglende offentlige investeringer har dog givet en smule liv til en ellers søvndyssende valgkamp, hvor økonomiske emner stadig vægtes højt af vælgerne.

MM Special: Merkels globale projekt

I anledning af valget til Forbundsdagen søndag 24. september tegner Mandag Morgen et analytisk portræt af det moderne Tyskland, der både er pro-europæisk og globaliseringsparat og samtidig præget af de samme EU- og islamkritiske strømninger, som findes over hele kontinentet.

Europa er Merkels historiske projekt

MM MENER: Tyskland er andet end god business

Merkel og Zuckerberg sætter turbo på dansk startup i Berlin

Jævne tyskere klager over besparelser og indvandrere

Tyskland vil fortsætte sin økonomiske kurs efter valget

“Hvis det er godt nok til tyskerne, er det godt nok til hele verden”

Det er en kendt læresætning, at den tyske eksportsektor danner rygraden i Europas største økonomi. Prædikatet Made in Germany er ikke blot en geografisk henvisning, det er et kvalitetsstempel, der kendes af mennesker verden over. Det tyske eksportoverskud var i 2016 på ca. 250 milliarder euro og dermed verdens største.

Eksporttallene – og Tysklands gunstige økonomiske situation i det hele taget – udgør en væsentlig del af rammen for den tyske valgkamp. De historisk gode nøgletal forklarer bl.a., hvorfor ingen af de fire partier, der forventes at være regeringsaktuelle efter forbundsdagsvalget på søndag, ønsker grundlæggende ændringer af Tysklands økonomiske model. Det gælder både kansler Merkels konservative CDU/CSU, socialdemokraterne i SPD med Martin Schulz i spidsen, de progressive Grønne og det liberale FDP.

De kræfter, der for alvor advokerer for økonomiske strukturændringer, er fløjpartierne Die Linke til venstre og Alternative für Deutschland, AfD, til højre. Deres kritiske positioner over for euroen og frihandlen er velkendte. Samtidig er Die Linke blandt de mest kritiske stemmer, der uden uld i mund gør opmærksom på de omfattende sociale udfordringer, som især den tyske arbejdsmarkedsstruktur kan bringer med sig for samfundets svageste. 

Centrumpartierne derimod har ikke lagt deres valgkampsstrategi for at kritisere en tysk økonomisk motor, der brummer trygt i højeste gear. De økonomiske debatter handler derfor mestendels om emner som en eventuel regulering af indkomst- og selskabsskatten, om hvorvidt indfasningen af den vedtagne pensionsalder på 67 skal flankeres af yderligere tiltag for visse indkomstgrupper, eller hvilket niveau og fokus statslige investeringer skal have i næste valgperiode.

Naturligvis promoverer det liberale FDP en virksomhedsvenlig og de Grønne en overvejende miljø- og klimabeskyttende politisk linje. Men skærer man ind til benet, er der tale om nuancer, der i valgkampen forsøges blæst op til fundamentale uenigheder. Et langt stykke hen ad vejen er det økonomiske aspekt af valgkampen præget af teatertorden: Grundtrækkene i Tysklands økonomiske struktur vil forblive velkendte, selv hvis valgresultatet skulle overraske og give en anden vinder end meningsmålingsfavoritten Angela Merkel.

Grus i den økonomiske motor

Trods en overordnet konsensus har valgkampen båret præg af, at der er kommet grus i den ellers velsmurte tyske økonomiske maskine. Flere potentielle skandalesager som ’dieselgate’ og konkursbegæringen fra det store flyselskab Air Berlin har sat spørgsmålstegn ved holdbarheden hos nogle af Tysklands erhvervsmæssige hjørnesten.

Især sagen om de ellers så succesfulde bilproducenters manipulation af testsystemerne, som måler udledningen fra dieselmotorer, har ramt den tyske industrisektors centralnervesystem. Bilindustrien står med giganter som Volkswagen, Mercedes-Benz, Audi, BMW og Porsche for op mod 800.000 tyske arbejdspladser, og hertil skal lægges mange flere afledte arbejdspladser hos bl.a. underleverandører.

Både kansler Merkel og SPD-spidskandidat Schulz har derfor også nøje balanceret deres håndtering af sagen. På den ene side har de begge langet hårdt ud efter bilgiganternes øverste ledelser, der beskyldes for at have en flosset moral. Den slags angreb harmonerer med en generel skepsis i den tyske vælgerbefolkning mod direktørgangene i store tyske koncerner og banker, hvis tårnhøje lønninger ofte får kritiske ord med på vejen i den offentlige debat. Og selv om Merkel nærer et tæt forhold til topaktørerne i bilindustrien, har hun i de seneste uger klogelig forsøgt at lægge afstand til dem.

På den anden side ved både Merkel og Schulz, at der står meget på spil for kvalitetsstemplet ’Made in Germany’. Genoprettes tilliden ikke hurtigt, kan også andre dele af den tyske produktionssektor blive trukket med i branding-faldet. I den hårde konkurrence med især asiatiske bilproducenter, kan det dårlige omdømme i værste fald hurtigt medføre betydelige tab af tyske arbejdspladser.

Merkels to tunger

Dieselskandalen har dermed skabt en smule dynamik i en ellers søvndyssende valgkamp, og partierne har brugt sagen som en krog til at markere deres uenighed. Mens de Grønne har gjort et stop for forbrændingsmotorer til en rød linje i eventuelle koalitionsforhandlinger efter valget, vil Merkels bayerske søsterparti CSU (Bayern er bl.a. hjemstavn for BMW og Audi) ikke høre tale om den slags krav. 

Merkel, der som få mestrer den politiske balance, taler som så ofte før med to tunger. Hun positionerer sig som tilhænger af dieselmotorens endeligt ”i løbet” eller ”i slutningen” af dette århundrede(!), men at der indtil da skal investeres i at holde dieseludstødning så ren som muligt. Sådan afmonterer man, i hvert fald indtil videre, en potentiel politisk sprængladning.

Zoomer man lidt ud fra den politiske infight, stiller dieselsagen dog også en række mere fundamentale spørgsmål. For skandalen er også et spejlbillede på en række potentielle trusler for Tysklands ellers så glitrende økonomiske glansbillede. Hviler Tyskland, halvandet årti efter Hartz-reformerne af arbejdsmarkedet og en for eksporten ganske gunstig situation i eurozonen, på de økonomiske laurbær? Og vil ’Made in Germany’ også i fremtiden være garant for nytænkning og innovation?

Både Merkel og Schulz kæmper for at fremstå som visionære ledere. Begge lægger f.eks. pres på VW, Mercedes og co. for i langt højere grad at satse på elektriske løsninger i stedet for ensidigt at prioritere – endsige manipulere – den eksisterende, men relativt forurenende dieselteknologi. Med koldsved ser kanslerkandidaterne mod amerikanske byer som Detroit, der med bilgiganter som General Motors, Chrysler og Ford tidligere var centrum for den amerikanske drøm om frihed og mobilitet, men i dag står tilbage som uhyggelige gravmonumenter for, hvor hurtig udviklingen kan give en stolt industri, der hviler på fortidens laurbær, dødsstødet. 

Sort nul og investeringsefterslæb

Ikke uden grund er Tyskland blandt de lande i Europa, der investerer flest offentlige midler i forskning. Stor set alle politiske kræfter er enige om, at investeringerne i nye teknologier enten bør fortsættes eller forøges. Samtidig har økonomer længe advaret om, at det lave niveau af offentlige investeringer i landets bredere samfundsstrukturer, såsom den trafikale og digitale infrastruktur, hæmmer Tysklands evne til at forny sig og navigere hurtigt i en global økonomi under hastig forandring.

Investeringsefterslæbet skyldes, ifølge kritikerne, særligt konservative kræfters prioritering af balancerede offentlige budgetter over gældsoptagelse til keynesiansk investeringspolitik. Forrest i denne kamp står CDU’s 75-årige finansminister Wolfgang Schäuble (der i øvrigt genopstiller til Forbundsdagen) og hans mål om det såkaldte schwarze Null, det sorte nul, altså en fuldt finansieret finanslov uden ny årlig gældsættelse. Dette valgløfte fra 2013 kunne Schäuble allerede indfri i 2014, et år inden han oprindeligt havde lovet.

Efter flere års rekordindtægter på skattesiden er der nu et ganske stort råderum i den tyske økonomi, og selv CDU/CSU har efterhånden accepteret nødvendighederne af, at dele af dette råderum bør pumpes ud i samfundet i stedet for at nedbringe den tyske statsgæld.

I sidste ende er uenighederne mellem CDU/CSU og SPD derfor heller ikke særligt radikale. Mens socialdemokraterne slår på tromme for omfattende offentlige investeringer i uddannelse og infrastruktur samt skattelettelser for lav- og mellemindkomster, ønsker centrum-højrefløjen snarere et mix af offentlige investeringer og mere omfattende skattelettelser også for de højeste indkomster.

Nøgletal i Merkels favør

Kritikere mener dog, at Merkels investeringslyst kommer alt for sent. Men hver gang kritikken af faldefærdige skolebygninger, dårlige veje, sløve bredbånds- og mobilnet eller forsinkede pendlertog tager sigte mod kansleren, forstår hun at manøvrere igennem stormen med en blanding af erkendelse af udfordringen og en henvisning til, at det formelle ansvar ofte ligger på delstats- eller kommuneniveau – men at forbundsregeringen ”selvfølgelig står klar til at hjælpe, hvor der er et behov”. 

På den måde lander aben sjældent på Merkels bord, hvilket den tårnhøje vælgeropbakning efter 12 år på kanslerposten er et stærkt vidnesbyrd om. 54 pct. af tyskerne foretrækker i en nyere meningsmåling Merkel som kansler, kun 26 pct. peger på Schulz. Endnu mere betænkeligt for SPD er det, at også de Grønnes vælgere, der ellers ses som SPD’s naturlige koalitionspartner, med stort flertal foretrækker Merkel fremfor Schulz. Det samme gælder, dog mindre overraskende, for liberale FDP-tilhængere. Det Merkel-venlige stemningsbillede blandt de små partiers tilhængere kan ikke mindst blive væsentligt i en situation, hvor Merkel vil søge en ny koalition med FDP eller de Grønne – eller begge, hvis ét parti ikke er nok – eller igen indgå i en stor koalition med SPD. 

Mange tyskere spørger sig selv, hvorfor en ændring i chefstolen overhovedet skulle være nødvendig. For selv om spørgsmål som integration af hundredtusindvis af flygtninge, udvisning af migranter uden opholdstilladelse og den indre sikkerhed i lyset af terrortruslen spiller en væsentlig rolle for de tyske vælgere, er den økonomiske spillebane stadig central. Her taler nøgletallene utvivlsomt i Merkels favør. Beskæftigelsen har i årevis været på rekordniveau, vækstudsigterne gode og forbrugertilliden høj. Dertil kommer, at chokkene fra Trump og Brexit næppe giver de tryghedssøgende tyskere lyst til at eksperimentere.

Taberne har ikke magt til at ændre konsensus

De hundredetusinde tyskere, der gennem svækkelsen af de sociale sikkerhedsnet og væksten i prekære jobsituationer, oplever den dystre bagside af den tyske konkurrenceevne, er dog langt fra stærke nok til at gøre den afgørende forskel på valgdagen. Selv om Schulz også har prøvet at tale deres sag, virker forsøget forkølet. SPD anses i manges øjne som for økonomisk højreorienteret til for alvor at give taberne på det tyske arbejdsmarked et substantielt løft. Disse vælgeres potentielle stemmer på fløjpartierne til venstre og højre kan dog påvirke den overordnede fordeling af forbundsdagens mandater, og dermed Merkels – eller Schulz’ – muligheder for at danne en ny regeringskoalition.

Meningsmålingerne peger for tiden entydigt på Merkel som ’ny’ regeringschef. Men selv hvis Schulz i den sidste uge kan vende vælgerstemningen, vil Danmarks store nabo mod syd også fremover ligne sig selv. I en ellers stormfuld tid vil mange af dem, herunder også danske virksomheder, der i de seneste år har nydt godt af Tysklands økonomiske stabilitet, derfor kunne trøste sig med, at ’det Tyskland, vi kender’ også i den kommende valgperiode overordnet set vil fortsætte sin velkendte økonomiske kurs.

Næste artikel AfD’s succes vil ændre Tysklands politiske kultur AfD’s succes vil ændre Tysklands politiske kultur