De uberegnelige politikere

Det er bemærkelsesværdigt, at de mange spådomme og forudsigelser om skiftende partiledere stort set altid har slået fejl. De politiske ledere, som blev spået en kort levetid, viste sig at blive langt mere succesfulde. Og mange af de ledere, som blev spået succes, havde svært ved at indfri forventningerne. Lad os tage nogle eksempler fra den lange perlerække i de seneste årtier:

Den konservative Poul Schlüter blev nedgjort som parfumesælgeren og spået en fremtid som en parentes i dansk politik i 1982, men endte med at blive en af de mest succesrige siden Anden Verdenskrig.

Mange forudsagde, at hulemanden og asketikeren Anders Fogh Rasmussen ville få svært ved at løfte arven efter den karismatiske Uffe Ellemann-Jensen i 1998. Men han endte også med at blive en af mastodonterne i den nyere politiske danmarkshistorie.

Venstres politiske mesterhåndværker Lars Løkke Rasmussen blev med sit kendskab til enhver møtrik i velfærdssamfundets maskinrum spået en stor fremtid, men blev udsat for voldsom kritik, var i stor krise i 2010 og kom først for alvor i gear til slut i perioden. Få måneder efter valgnederlaget i 2011 steg hans popularitet dog til nye højder for nu at ramme bunden. Han er i sig selv et eksempel på, hvor hurtigt og dramatisk en stemning kan svinge. For mindre end en måned siden var Statsministeriet så godt som ”hjemme”. Nu ønsker kun hver femte dansker at se ham i der.

Poul Nyrup – uld i mund – Rasmussens resultater som statsminister fra 1992 var næsten omvendt proportionale med hans folkelige succes, og han endte med at sidde ved magten i ni år. En af landets måske stærkeste og mest magtfulde politikere, Mogens Lykketoft, nåede knap nok at indtage Socialdemokraternes formandskontor på Christiansborg, før han trak sig igen efter et smerteligt nederlag til Fogh i 2005. Da Helle Thorning-Schmidt under stor opmærksomhed fra medierne led et ydmygende og stort nederlag til partifællen Lars Weiss ved kampvalget i december 2002 om at blive folketingskandidat i partiets kreds på Amager, kunne ingen dengang spå, at hun kun 2½ år senere ville blive første kvindelige formand i partiets 134 år lange historie og landets første kvindelige statsminister ni år senere.
 

DEN KONSERVATIVE Lene Espersen blev udråbt til at være den frelsende engel, der skulle bringe partiet tilbage til fordums styrker og komme over de 10 pct., som var Bendt Bendtsens magiske grænse. Men hun endte med at blive fru 5,5 pct., da hun trak stikket i januar 2011 – en stemmeprocent, som Lars Barfoed foreløbig kun kan drømme om at nå op på ved næste valg.

SF’s Villy Søvndal blev udråbt til at være en politisk superstar, da han toppede i foråret 2009 med opbakning fra næsten hver femte vælger. Politiske kommentatorer vurderede, at partiet kunne blive større end Socialdemokraterne. Men så eksploderede ballonen, og for et år siden lå SF faretruende tæt på spærregrænsen.

Succesen kendte næsten ingen grænser, da Naser Khader stiftede partiet Ny Alliance i maj 2007 sammen med Anders Samuelsen og Gitte Seeberg. De første målinger viste, at partiet ville få 22 mandater. Men da valget kom et halvt år efter, lykkedes det kun lige partiet at få foden inden for døren med fem mandater.

Anders Samuelsen blev ikke spået en kinamands chance for at komme over spærregrænsen, da Liberal Alliance i begyndelsen af 2010 stod til 0 pct. af stemmerne. Den nu sigtede politiske kommentator fra TV 2, Henrik Qvortrup, slog fast, at han ”ville æde sin gamle hat”, hvis det lykkedes. Men det gjorde det. 176.585 danskere stemte på partiet, som fik ni mandater, og Qvortrup åd sin gamle stråhat.

Da Johanne Schmidt-Nielsen som den første i Enhedslistens historie blev udpeget til politisk ordfører i marts 2009, lå partiet og rodede tæt på spærregrænsen. Ikke mange spåede dengang, at den kun 25-årige kvinde ville blive en politisk stjerne. Da partiet foreløbig toppede i sommeren 2012, stod det til at få 14 pct. af stemmerne.

Skeptikerne stod også i kø, da Dansk Folkepartis omvandrende ringbind, Kristian Thulesen Dahl, overtog magten efter den politisk succesrige Pia Kjærsgaard i 2012. Hovedparten forudsagde, at han ville få svært ved at løfte arven. Men partiet fremstår i dag stærkere end nogensinde. Og det, som syntes totalt usandsynligt for bare et år siden – at Dansk Folkeparti vil blive landets største parti – er ikke længere utopi.
 

DET BRINGER OS over til Venstres næstformand, Kristian Jensen. Han er favorit til at overtage formandsposten efter Løkke, men vurderes af mange som en politisk letvægter, der mere er næstformand af navn end af gavn. Men igen: Man skal ikke dømme nogen ude, før de har været inde. Han kan vise sig at eje en række af Fogh Rasmussens kvaliteter. Om han får lov til at demonstrere dem på formandsposten, skal vi af ovennævnte mange gode grunde undlade at forudsige.

Gennemgangen viser, at det er svært at spå – især om politik. Store politikere fødes og udvikles i situationen. Underforstået: Bestemte situationer kræver en bestemt type politisk leder. Det er evnen til at aflæse situationen og udnytte den optimalt, der ofte er afgørende for, hvilken leder man bliver. Omstillingsevne og situationsfornemmelse er dermed vigtige egenskaber for politiske ledere. Alene af den grund er det svært at forudse, hvem der bliver de store politiske ledere. Som professor Ove Kaj Pedersen påpeger i artiklen på side 6, ”udpeges det store politiske lederskab af eftertiden”.

Måske vil eftertiden beskrive Helle Thorning-Schmidts reformer som et gedigent og modigt politisk håndværk og hende selv som et eksempel på en leder, der prioriterede resultaterne højere end populariteten. Udviklingen i dansk politik – og ikke mindst inden for de seneste uger – har dokumenteret, at man skal være varsom med at dømme hende ude. Måske ikke fordi hun har forudsætninger for at vinde, men fordi modparten ikke kan undgå at tabe.
 

UDVIKLINGEN I DANSK POLITIK burde også mane til eftertanke og selvransagelse i det politiske pressekorps. Det forekommer ofte historieløst – uden evne til at se begivenhederne og tendenserne i et større perspektiv. Jagten på forsiden og den skarpe vinkel prioriteres højere end eftertænksomheden og refleksionen. Igennem de sidste par år har den samlede presse været så enig om Løkkes tilbagevenden til Statsministeriet, at folketingsvalget var reduceret til en formalitet. Sejren var hjemme, og manden inde. Her vil mange hævde, at ingen kan forudse skandaler. Og dog. I netop Lars Løkke Rasmussens tilfælde har det altid været en nærliggende mulighed – en slags tikkende bombe.

Det ville være befriende, hvis de politiske journalister i fremtiden ville lære en smule af deres egne historier over en flerårig periode og blev lidt mindre skråsikre i deres forudsigelser og konklusioner. Det kan koste på dynamikken og intensiteten, men til gengæld gavne sagligheden. Det kunne måske også føre til, at journalisterne kravlede op ad troværdighedens rangstige og gradvist fjernede sig fra den lidet flatterende bundplacering. Foreløbig ligger de, som de har skrevet.