Hvilken uddannelse skal skabe den næste Google?

De seneste måneder har en religionskrig hærget den danske uddannelsessektor. Politikere og interesseorganisationer vil nedlægge pladser på de uddannelser, der sender for mange nyuddannede ud i ledighed, og universiteterne og de studerende stritter kraftigt imod.

Det første skud stod uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) for med en kronik i Dagbladet Politiken. Under overskriften ”Ingen skal ende som stud.ubrugelig” slog hun fast, at hun ikke længere vil lade stå til, mens håbefulde unge uddanner sig til arbejdsløshed. Det kan hun ikke være bekendt, lød det. Derfor skal vi uddanne færre med dårlige jobmuligheder og flere med gode.

[quote align="right" author=""]Større ydmyghed og mere fantasi og mindre uddannelsesarrogance efterspørges.[/quote]

Ministeren har ret i, at hun, regeringen og resten af Folketinget har et ansvar. Ansvaret for arbejdsløse akademikere ligger først og fremmest på Christiansborg. Problemet er ikke af ny dato. Det er en sæsonbegivenhed på linje med at sælge juletræer. Igennem flere årtier har skiftende regeringer været konfronteret med udfordringen, uden at det er lykkedes at udvikle løsninger på et for Danmark så presserende problem. Gentagne forsøg på at dimensionere uddannelserne har aldrig været en succes. Det bør ikke komme bag på nogen. Og problemerne bliver for alvor store, hvis man vil forudsige behovet ti-tyve år ud i fremtiden på baggrund af historiske tal. Det er lige som at indløse billet til et tog, der er kørt.

Man kan slet ikke bebrejde entusiastiske studerende, at de vælger uddannelse efter lyst og faglighed, i stedet for ledighedskurver. De har – lige så lidt som politikerne – forudsætninger for at forudse, hvordan arbejdsmarkedet udvikler sig de næste mange år. Derfor er det logisk og forståeligt, at de vælger ud fra interesser og evner.

De studerende gør i bund og grund, som de er blevet bedt om. De uddanner sig bedst muligt, længst muligt. Studieoptaget er øget år for år, flere og flere får en uddannelse. I 2014 optog de videregående uddannelser 64.397 nye studerende, 29.377 på landets universiteter. Alle er glade for, at de unge strømmer ind i uddannelsessystemet, og alle er kede af det, når mange efterfølgende ender i arbejdsløshedskøen.
 

MEN DET ER FULDSTÆNDIG UANSTÆNDIGT og urimeligt at kalde de studerende ubrugelige, fordi de ikke kan finde et arbejde. Det er tværtimod uddannelsespolitikken, der er ubrugelig, når den bliver brugt til at løse et arbejdsløshedsproblem ved at nedlægge pladser på uddannelserne. Det er ikke argument imod løbende at innovere og tilpasse uddannelserne, men det er måden, det sker, som berettiger begrebet ubrugelig politik.

Hvis man oprigtigt vil hjælpe de mange tusinde nyudklækkede højtuddannede og de arbejdsløse akademikere, handler det mere om at integrere dem på arbejdsmarkedet end blot at fjerne studiepladser – og dermed også spærre andre unges vej til drømmestudiet. Det hjælper ikke den arbejdsløse filosof, at færre læser filosof i fremtiden. Og når det gælder de små studier, er det måske herfra, vi skal hente nytænkningen. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at studier som filosofi og kunsthistorie bliver vigtige fag i en tid, hvor der stilles stadig større krav til at udrede komplekse sammenhænge – og hvor netop en dybere forståelse af kulturer og værdier kan være vigtige forudsætninger. Økonomer og ingeniører har i hvert fald ikke kunnet forhindre, at vi bliver udfordret. Så en større ydmyghed og mere fantasi og mindre uddannelsesarrogance efterspørges.

Derfor er det, at der skal helt andre midler til at løse ledighedsproblemet. Eksemplerne er mange, og Mandag Morgen præsenterer fem af dem i artiklen ”5 metoder, der gør stud.ubrugelig til cand.alt”. Oven i købet fem initiativer, vi ved virker. Det skal tilføjes, at det kun har taget en uges tid at finde dem. Sværere er det ikke. Udfordringen handler om at bruge dem, og her støder vi – som så ofte før – ind i begrebet mindset. Det vil sige at have modet og viljen til at gå nye veje og gøre op med hævdvundne principper og processer.
 

VI HAR PÅPEGET politikernes entydige ansvar, men de deler det med universiteterne. De skal påtage sig en langt større opgave med at ”sælge” deres vigtigste produkt, nemlig de studerende. En undersøgelse, som Rambøll og Københavns Universitet lavede sidste år, viste, at en tredjedel af de studerende, der enten havde været i praktik eller haft studiejob, får arbejde samme sted bagefter.

De studerende skal også have at vide, at deres valg af uddannelse er afgørende for, hvilke job der venter dem på den anden side. Det har meget få med i overvejelserne i dag. Tænketanken DEA dokumenterede sidste år, at danske unge vælger mere efter interesse, og jobmulighederne fylder væsentligt mindre i overvejelserne, end de gør hos deres medstuderende i Sverige, England og Tyskland. Det kalder på en langt bedre indsigt i jobmulighederne for de enkelte studier, og her halter Danmark bagefter.

Derfor bør karrierevejledning også være en del af undervisningen på linje med de andre fag. Det har man forsøgt sig med i England, og en evaluering viser, at næsten dobbelt så mange finder et arbejde, hvis karrieren er på skemaet. For to år siden kopierede Syddansk Universitet som de første i Danmark modellen, og flere bør følge deres eksempel.
 

METODERNE TIL AT FÅ akademikere i arbejde er mange, adskillige er afprøvet, og resultaterne synes overbevisende. Det vil være formålstjenligt at udbrede kendskabet til dem og sætte dem i system. Og skal man endelig justere tilgangen til studierne, må det ske ud fra fremtidens sandsynlige kompetencebehov og ikke på basis af ubrugelige historiske data. Én ting er helt sikkert: Om 10 år ser arbejdsmarkedet ikke ud, som det gør i dag.

Innovation udspringer af energi, interesser og nysgerrighed, og megen nyskabelse leveres af unge mennesker, der ud fra meget forskellige forudsætninger spotter nye vækstmuligheder. Her er en bestemt uddannelse ikke nødvendigvis afgørende. Så i stedet for at fortælle, hvad der er muligt, og hvad der kan skabe ny udvikling, burde uddannelsesinstitutionerne måske opprioritere fag og begreber som innovation og evnen til at bringe kompetencer i spil – det være sig inden for filosofi, naturvidenskab eller nationaløkonomi. I en turbulent og stærkt foranderlig verden med et akut behov for nye løsninger kan vi ikke på forhånd afgøre, hvor gennembruddene skal komme fra. Vi burde måske i stedet tænke på at udvikle nye uddannelser. Vi har brug for en generation ”cand. alt”.

Det værste, der kan ske, er, at vi igennem en snæver kompetencetænkning begrænser vores fremtidige udviklingsmuligheder. Der skal være plads til den, der finder på den næste Google, Facebook eller opfinder afløseren for den dybe tallerken. Og det er ikke nødvendigvis en ingeniør.

Forrige artikel Det gamle Europa sidder tungt på businessuddannelserne Næste artikel Fem vigtige teknologiske trends i 2015