Den vigtigste forandring i vælgerkorpset i 1997 var, at Venstre og Konservative mistede deres flertal med midterpartierne. Det viser en analyse af årets opinionsmålinger, som professor Jørgen Goul Andersen har udført for Mandag Morgen. Derimod er “højredrejningen” ikke noget nyt fænomen. Ganske vist peger opinionsmålingerne på det mest højredrejede folketing siden 1920, men det gjorde de også i 1996. Dansk Folkepartis store fremgang har derimod den vigtige effekt, at den berøver en VK-regering flertal med midterpartierne. Dermed mister det borgerlige regeringsalternativ både troværdighed og manøvremulighed. Risikoen er politisk handlingslammelse. Til gengæld må Nyrup på det seneste se sig truet af en markant tilbagegang for Enhedslisten, der nærmer sig spærregrænsen. Hvis en del af venstrefløjs-stemmerne rammes af stemmespild, kan det koste Nyrup det sidste håb om at bevare magten.