Danske universiteter uforberedt på det globale marked
Kun få kurser udbydes på engelsk
Regeringen vil indføre brugerbetaling for udenlandske studerende
Danmark skal fremover leve af at tiltrække verdens ypperste viden og bedste hoveder.
Uden en ægte internationalisering af uddannelsessystemet er der ingen velfærd. Men
universiteterne er slet ikke gearet til at indfri de vidensintensive virksomheders behov,
fastslår flere virksomheder. En opgørelse, Ugebrevet har foretaget, viser, at under en
femtedel af kurserne på kandidatuddannelserne bliver udbudt på engelsk. Og det er
næsten umuligt for udenlandske studerende at overskue, hvilke fag der udbydes. Universiteterne sender i dag langt flere studerende til udlandet, end de modtager. Regeringen vil nu have, at universiteterne gør mere for at internationalisere og styrke kvaliteten
af uddannelserne, fastslår videnskabsminister Helge Sander. Men regeringen er på vej
med et forslag om, at der fremover skal indføres brugerbetaling ved de danske universiteter for udenlandske studerende uden for EU. Dansk uddannelse skal dermed sælges som en vare til f. eks. amerikanere, japanere og kinesere til fuld pris.