Fusioner fiser ud
Plan om storstilet universitetsreform falder til gulvet
Regeringen kan ikke tvinge fusioner igennem
De universitetsfusioner, der var udset til at skulle være en af krumtapperne i regeringens globaliseringsstrategi om bl. a. uddannelser i verdensklasse, hænger i en tynd tråd. Fremover vil der med stor sandsynlighed fortsat være et tocifret antal universiteter i Danmark. Kun 2 af landets universiteter – Danmarks Farmaceutiske Universitet og Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole – synes fortsat at være i spil. Derimod går oplagte, monofakultære fusionskandidater som Handelshøjskolen i Århus, Danmarks Pædagogiske Universitet og IT-Universitetet formentlig fri. Det afslører Ugebrevets samtaler med 18 ud af de i alt 25 universiteter og sektorforskningsinstitutioner. Heller ikke når det gælder integrationen af sektorforskningsinstitutionerne, er der meget, som tyder på, at Videnskabsministeriet får held med sin målsætning om at integrere alle de bebudede sektorforskningsinstitutioner i universiteterne. Når regeringen måske allerede i denne uge præsenterer sine “–retningslinjer for et nyt danmarkskort for forskningen”, kan den ganske vist stadig vælge at presse universiteterne. Men den kan ifølge universitetsloven ikke tvinge dem.