Uoverskuelig usikkerhed

Afsmeltningen af is fra polerne og Grønland har de seneste år udviklet sig så dramatisk, at det er kommet bag på forskerne. Men de ved ikke, hvor stærke kræfter der styrer afsmeltningen, eller om vi risikerer en stigning på 1 eller 20 meter inden for årtier eller årtusinder. En af verdens førende isforskere, den danske professor Dorthe Dahl-Jensen, er netop vendt hjem fra et internationalt symposium med 110 isforskere fra hele verden. Hun betegner situationen som alarmerende: “Som forsker kan jeg ikke længere leve med, at verden er så uforberedt og udvidende om de voldsomme konsekvenser af klimaforandringerne.” Ifølge hende vil det koste beskedne 20 millioner kr. årligt at løse gåden om iskappernes afsmeltning.

Erik Rasmussen

Den danske professor Dorthe Dahl-Jensen er en af de videnskabsmænd i verden, der kan se længst frem og tilbage i tiden. Og det, hun oplever i disse måneder, chokerer hende. Isforskningens seneste beregninger tegner nemlig et stadig mørkere billede af vores fælles fremtid. Vi bevæger os mod en måske altødelæggende naturkatastrofe med massive stigninger i havniveauet – endda med accelererende hast.

Arktis på smeltepunktet

Figur 1 | Forstør

Havisen taber masse, mio. kvadratkilometer1

Havisen krymper som følge af varme temperaturer.

Note: 1 Målt i maj 1979-2010., Note: 2 Det svarer til et tab af masse på 2,4 pct. pr. årti, Kilde: National Snow and Ice Data Center, Arctic Sea Ice News & Analysis, 2010.

Ingen ved, hvor hurtigt katastrofen i givet fald indtræffer, eller hvor omfattende den bliver. Den kan indtræffe om få årtier eller om flere århundreder. Men et er Dorthe Dahl-Jensen sikker på: Vi undgår ikke omfattende klimaforandringer. De vil påvirke alt liv på kloden. Og vi møder problemerne uforberedte, medmindre verdenssamfundet meget hurtigt beslutter sig til at afklare, hvad der kan betegnes som verdens farligste tvivl: Usikkerheden om de kræfter, der afgør civilisationens skæbne. Problemet er med andre ord dobbelt. Risiciene ved klimaforandringerne er store, og det samme er vores uvidenhed om dem.

Dorthe Dahl-Jensen er en af verdens førende isforskere. Hun deltager bl.a. i FNs klimapanel, IPPCs workshop om havniveaustigninger og leder centret for is- og klimaforskning ved Niels Bohrs Institut på Københavns Universitet. Med afsæt i studier af, hvordan iskapperne ved polerne og på Grønland har udviklet sig de seneste 100.000 år, er hun med til at afkode de kræfter, der former klimaet. F.eks. kan man kortlægge, hvordan afsmeltningen af iskapperne vil påvirke den globale havvandsstigning i de kommende år. Og det er netop den type studier, der får alarmklokkerne til at ringe.

I sidste uge mødtes Dorthe Dahl-Jensen i Malaysia med 110 isforskere fra hele verden til en fælles opdatering af situationen. Mødet var initieret af FNs klimapanel IPPC, og drøftelserne bekræftede den danske professors bekymring for klodens fremtid. 

[quote align="left" author="Dorthe Dahl-Jensen, Isforsker"]Vi forskere befinder os i en dybt frustrerende situation. Vi må løbende justere en række forudsigelser om havvandsstigningerne, og desværre til det værre.[/quote]

“Det handler ikke alene om de store tab af ismasser ved polerne, men om at vi ved så lidt om udviklingen, og om hvor hurtigt den går. Derfor diskuterer vi meget, hvordan vi kan udvikle modeller, der kan reducere den store usikkerhed og give os langt mere præcis viden om, hvilken fremtid der tegner sig,” siger hun.

Værre og værre

For Dorthe Dahl-Jensen er usikkerheden blevet et problem.

“Som forsker kan jeg ikke længere leve med, at verden er så uforberedt og uvidende om klimaforandringernes voldsomme konsekvenser,” siger hun

Derfor har hun sammen med en kreds af danske klimaeksperter stillet forslag om at etablere et internationalt isberegningscenter i København. Målet er at opbygge modeller, der kan forudsige iskappernes udvikling. Se tekstboks.

“Vi forskere befinder os i en dybt frustrerende situation. Vi må løbende justere en række forudsigelser om havvandsstigningerne, og desværre til det værre. Det er ikke, fordi forandringerne bliver større, men i takt med at vores viden øges, tegner udsigterne stadig alvorligere. Vi har tilsyneladende stærkt undervurderet omfanget af klimaforandringerne og konsekvenserne af den globale opvarmning,” siger Dorthe Dahl-Jensen.

Indlandsisen skrumper

Figur 2 | Forstør

Indlandsisens gennemsnitlige massetab pr. år, gigaton

Den globale opvarmning har store konsekvenser for den grønlandske indlandsis - den bliver mindre år for år.

Kilde: snow and ice : A call for action, 2009.

Alene inden for de seneste tre år har isforskerne tredoblet buddet på, hvor meget havvandet vil stige inden for de næste 100 år som følge af afsmeltningen fra iskapperne. I 2007 var prognosen 38 cm med en usikkerhed på 20 cm. I dag vurderer de, at havvandet vil stige 1 meter med en usikkerhedsmargin på 40 cm. Men de er fortsat på usikker grund. Ét er dog sikkert: Problemerne accelererer. “Jeg frygter, at vi er hastigt på vej mod en uoverskuelig situation, og at vi er ved at passere det tidspunkt, hvor verdenssamfundet er i stand til at påvirke udviklingen.”

Hendes frygt forstærkes af politikernes hidtil mislykkede forsøg på at vedtage en global indsats mod klimaforandringerne. “Resultatet af COP15 i København og de lange udsigter til en international aftale kan i realiteten betyde, at politikerne er ved at tabe kampen mod klimaforandringerne. Måske er det allerede sket.”

Hurtigere og hurtigere

Når Dorthe Dahl-Jensen betegner afsmeltningen af iskapperne som “alarmerende”, skyldes det bl.a., at vinteren i polarområdet og på Grønland har været rekordvarm. Til trods for, at det har været koldt i Europa, har det i polarområdet og Grønland været 4-5 grader varmere, end det plejer. “Havisen er derfor vokset mindre end normalt, og vi frygter, at afsmeltningen vil accelerere,” siger Dahl-Jensen.

[quote align="left" author="Dorthe Dahl-Jensen, Isforsker"]Jeg frygter, at vi er hastigt på vej mod en uoverskuelig situation, og at vi er ved at passere det tidspunkt, hvor verdenssamfundet er i stand til at påvirke udviklingen.[/quote]

I hele perioden 1978-2010 har mængden af havis været stærkt aftagende. Se figur 1. Men i år aftager den bemærkelsesværdigt meget, og forskerne forudser, at afsmeltningen i 2010 vil blive rekordhøj.

Det forstærker i sig selv den globale opvarmning og fører til yderligere afsmeltning. Forklaringen er enkel. Mindre havis betyder, at flere solstråler rammer jorden direkte frem for at blive reflekteret tilbage i atmosfæren. Hermed opstår en selvforstærkende effekt. Derfor er både de nordlige og sydlige iskapper under pres. Nye observationer fra NASAs satellitovervågning af Grønlands og den vestant­arktiske iskappe viser, at deres massetab er tiltaget markant de seneste 15 år.

Fra 1993 til 2007 har der været en global havvandsstigning på 3-4 mm årligt. Det er langt mere end gennemsnittet for det 20. århundrende, og iskappernes massetab er den dominerende årsag.

Havvandet når nye højder

Figur 3 | Forstør

Forventet global havvandsstigning 2000-2100, meter

Nye prognoser forudser store havvandsstigninger - langt større end tidligere antaget.

Note: 1 FN’s klimapanel., Kilde: Melting snow and ice: A call for action, 2009.

Den massive afsmeltning er et relativt nyt fænomen. For 10-15 år siden var den grønlandske indlandsis i balance. Det vil sige, at iskappen opsugede lige så meget vand, som den mistede. Efter 1995 har billedet ændret sig. Det årlige massetab er steget med 200 gigaton på et årti. I 1995 strømmede der 300 gigaton is ud i havene fra indlandsisen. I 2005 var tallet steget til 400 gigaton. I samme periode er afsmeltningen steget fra 250 gigaton til 350 gigaton. Det stigende massetab på 200 gigaton svarer til en global havvandsstigning på 0,5 millimeter om året.

“Det lyder måske ikke af meget, men problemet er, at afsmeltningen accelererer,” siger Dorthe Dahl-Jensen.

På baggrund af de nuværende fremskrivninger af temperaturudviklingen forventer hun en tiltagende afsmeltning i de kommende år. Se figur 2. “I dag må vi konstatere, at vi ikke undgår en global temperaturstigning på mindst 2 grader. Sandsynligheden taler oven i købet for 3-4 grader. Men alene en temperaturstigning på 2 grader vil gøre polarområderne 4-6 grader varmere. Det er svært at beregne, hvad det vil betyde. Men det kan skabe langt voldsommere havvandstigninger, end vi hidtil har forudset.” Se figur 3.

Forhistorisk advarsel

Et kig tilbage i klodens historie viser, at konsekvenserne kan blive voldsomme, understreger Dorthe Dahl-Jensen. For 127.000 år siden, da der sidste gang var en opvarmning af polarområdet på 5 grader over en længere periode, stod havvandet 5-8 meter højere på globalt plan.

Iskolde kendsgerninger

Selvom der fortsat er en vis usikkerhed og manglende viden om, hvor meget og hvor hurtigt klodens is smelter, peger de seneste års forskningsresultater samme vej: Situationen i polarområderne er alarmerende, og klodens is er truet af den globale opvarmning.

Dertil kommer, at vurderingen af, hvor alvorlig isens afsmeltning er, hele tiden ændrer sig. De seneste år har ny viden og nye resultater ført til ny erkendelse af situationens alvor og har tegnet et billede af en accelerende udvikling, man hidtil har troet umulig.

Rapporten “Melting Snow and Ice: A Call for Action” (2009) er et af de seneste vidensbyrd om, at det står skidt til. Den blev præsenteret ved COP15, og det er første gang, verdens førende is- og sneforskere er gået sammen om at gøre status over den globale opvarmnings effekt på verdens sne- og isdækkede områder.

De konkluderer, at

  • De steder i verden, hvor der er is og sne, er blevet varmere. Isen smelter med accelererende hastighed.
  • Det generelle snedække bliver mindre, og gletsjere fra Himalaya til Alperne smelter hurtigt, med de største reduktioner i Andesbjergene og Rocky Mountains.
  • Pålidelige modeller anslår en alvorlig trussel – et vendepunkt, hvor den totale afsmeltning af iskapperne ikke længere er utopi, men derimod en reel fremtidig global trussel, der vil føre til højere vandstande.
  • Den årlige reduktion af Grønlands indlandsis er tredoblet det seneste tiår. Temperaturerne stiger hurtigere i Arktis end i nogen anden region. Med de nuværende klimamodeller, som forudsiger en temperaturstigning på 3-8 grader på Grønland i 2100, kan den sydlige del af iskappen nå et tipping point allerede inden næste århundrede.
  • Den antarktiske iskappe, som tidligere syntes immun over for tab af is, er inden for de seneste år begyndt at tabe betydelig masse.
  • Der vil være tale om enorme havvandstigninger, hvis iskapperne smelter. En total afsmeltning af Grønlands indlands­is ville få det globale havniveau til at stige med op til 7,2 meter. Sammenbruddet i den vestantarktiske iskappe vil hæve vandstanden med 5-6 meter, mens en fuldstændig afsmeltning af hele den antarktiske iskappe vil resultere i en stigning i vandstanden på 61,1 meter.
  • Den accellerende afsmeltning af iskapperne bidrager allerede i dag til at forværre de øvrige klimaproblemer såsom voldsomt vejr, oversvømmelser og tørke.
  • For de flere hundrede millioner mennesker, som i dag bor i lavtliggende kystområder og østater udgør de nuværende prognoser for havvandsstigningen allerede en præsent trussel. De er i dag i fare for dels at blive oversvømmet, dels at miste adgang til ferskvand som følge af vigende gletsjere, der tjener som reservoirer.

Kilde: “Melting Snow and ice: A call for action” Center for is, klima og økosystemer, ved Norsk Polar Institut, Norge, 2009. I task forcen bag rapporten indgår Dorthe Dahl-Jensen, Yao Tandong, Lanzhou Institute of Glaciology and Geocryology, Kina, Richard Armstrong, National Snow and Ice Data Center, University of Colorado, USA, Robert W. Corell, Climate Action Initiative, Center for Science, USA, Kenrick R Leslie, Caribbean Community Climate Change Center, Belize, Andrés Rivera, Centro Estudios Cientificos, Chile og Jan-Gunnar Winther, Norwegian Polar Institute, Norge.

“Det er et snapshot af, hvad der kan ske, hvis den globale temperaturstigning bliver 2 grader som forventet. Stiger den globale gennemsnitstemperatur 3-4 grader – sådan som det forudses af mange eksperter – udløser det automatisk en stigning i polarområderne på 8-9 grader. Dermed bliver konsekvenserne langt større og næsten uoverskuelige. Nogle scenarier antyder havvandsstigninger på over tyve meter.”

Selvom tidshorisonten for de totale afsmeltninger i de fleste forskningsrapporter anslås at være mange hundrede år, tyder nye undersøgelser på, at man inden for langt kortere tid kan nå et tipping point. “Har vi først passeret det punkt, kan iskapperne smelte på langt kortere tid end hidtil forventet,” lyder Dorthe Dahl-Jensens vurdering.

Hun bruger Antarktis som et eksempel på, hvordan udviklingen kan forme sig. Den vestlige antarktiske iskappe står i dag fast på havbunden i en kilometers dybde. Hvis temperaturen stiger, og dele af iskappen begynder at smelte, risikerer vi, at den resterende masse bliver for let til at stå fast. Det betyder, at vand strømmer ind under kappen og river den løs. Hvis det sker, vil den vestantarktiske iskappe blive et kæmpe isbjerg, som vil flyde ud i havet. Det vil betyde en global stigning i havene på 5 meter.

Realismen i scenariet bekræftes af en begivenhed fra nyere historisk tid målt i isforskningens tidsregning. For 14.000 år siden, ved afslutningen af den sidste istid, brød iskapperne delvist sammen. Det betød, at store mængder smeltevand strømmede ud i havet. Fænomenet, som forskere kalder “global meltwater pulse”, resulterede i pludselige og uforudsigelige havvandsstigninger på over 20 meter. Vandstanden steg omkring fire gange hurtigere end normalt for denne tidsperiode og mindst 20 gange hurtigere, end det er normalt i havvande.

“Vi ved ikke, hvor hurtigt isen vil smelte, og hvor meget afsmeltningen vil påvirke havstrømmene, ud over at den vil stige markant. Det er det, der er så farligt. De nuværende forudsigelser for de globale temperaturstigninger indikerer dog, at der er tale om en langt større stigning i havniveauet end hidtil antaget,” siger hun og tilføjer:

“På den ene side er klimaforskerne enige om, at vi næppe undgår en global temperaturstigning på 2 grader. Alt tyder tværtimod på, at den bliver højere. På den anden side er vi ikke i stand til at beskrive effekterne af temperaturstigningen bortset fra, at de historiske erfaringer viser, at vi skal forberede os på omfattende konsekvenser af havvandstigningerne for hele civilisationen. Det er uacceptabelt og forstemmende, at man ikke sætter massivt ind på at få større vished om så dramatiske perspektiver for verdenssamfundets fremtid. Ingen kan i dag sige med sikkerhed, om og hvornår de mulige skrækscenarier bliver til virkelighed – eller i hvilket omfang. Men vi skylder i det mindste de næste generationer at finde et svar.”

Danmarks store chance

Forstør

Danmark skal skabe vished om klodens fremtid. Det er ambitionen bag et forslag om at oprettte et nyt isberegnings­center i København, som skal udvikle nye og mere præcise modeller for, hvordan de store iskapper på Grønland og Ant­arktis vil udvikle sig. Dorthe Dahl-Jensen fra Niels Bohr Instituttets Center for Is- og Klima og en række af hendes kollegaer står bag initiativet, der ikke alene kan få skelsættende betydning for vores forståelse af klimaforandringerne, men samtidig kan placere Danmark centralt på isforskningens verdensscene. En præstation, der kun kræver ca. 20 millioner kr. om året.

Ud over Dorthe Dahl-Jensen omfatter initiativtagerne Jens Hesselbjerg Christensen, forskningsleder på Danmarks Klimacenter, DMI, Rene Forsberg, leder af Afdelingen for Geodynamik på DTU og Andreas Ahlstrøm, leder af Danmarks Overvågningsprogram for Indlandsisen.

Baggrunden for forskernes initiativ er, at de modeller, som i dag bruges til at forudsige iskappernes fremtid, har meget begrænset kapacitet og omfang. Derfor er den tilgængelige viden om iskapperne stærkt begrænset.

“På globalt plan findes ingen beregningscentre, som udarbejder præcise prognoser om iskappernes udvikling, og hvilken betydning det kan have for kloden. Vi ved, hvordan modellerne skal laves, men den nuværende forskning er forankret i mindre projekter og er baseret på enkeltmandsforskning. Derfor har man ikke den nødvendige volumen til at udvikle en model, der kan udarbejde prognoser for isens smeltning. Der mangler en samlet indsats – én samlet forskningsenhed,” siger Dorthe Dahl-Jensen og tilføjer:

Ud over at udvikle verdens første model med kapacitet til at give sofistikerede prognoser for isens udvikling, skal centret bidrage til at kvalificere fremtidens iskappeforskning. Det sker bl.a. gennem internationale netværksaktiviteter og ved at uddanne næste generation af ismodelleringsforskere.

“Centret kan give Danmark store gevinster og en stærk international position. Vi er medlemmer af Det Arktiske Råd, og vi har i dag en række forskningskompetencer, som placerer os på det internationale landkort i forhold til polarområderne. Derfor er det oplagt, at Danmark løfter opgaven med at bygge ét samlet center for iskappeforskning. Vi er allerede langt fremme, og vi har allerede en række små ekspertmiljøer, igangværende forskningsinitiativer og erfaring med forskning inden for dette område,” understreger Dorthe Dahl-Jensen

Og afstanden fra vision til realitet er kort. Et center for iskappeforskning vil i Danmark kunne blive etableret inden for 3-5 måneder, og selve udviklingen af den store iskappemodel forventes at tage maksimum et år. Hvis beslutningstagerne beslutter sig for at handle nu, vil landet have et unikt internationalt center inden udgangen af 2011. Se også klummen side 29.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu