Update - sidste uges vigtigste begivenheder

Helle Thorning-Schmidts nye skattesag, SFs fremstrakte hånd til Dansk Folkeparti og erkendelsen af krisens alvor hos toplederne i bankverdenen er blandt de aktuelle emner, når Mandag Morgen her præsenterer de fem vigtigste begivenheder fra uge 36:

1. ... og så begyndte mudderkastningen

B.T.s “afsløring” af Thornings skattesag indleder valgkampens sidste, beskidte fase

I mediekredse har man længe spekuleret over, hvornår der ville dukke en rigtig stinker op i valgkampen. Det skete onsdag aften kl. 22.04, da bt.dk offentliggjorde en historie om, at Socialdemokratiets formand uretmæssigt har sparet et sted mellem 116.000 og 152.000 kr. i skat i perioden 2000-2005. Det er angivelig sket ved, at hun uretmæssigt har brugt sin ægtefælles fradrag, som han ikke udnyttede, da han var skattepligtig i udlandet.

På lederplads betegnede B.T. sagen som en “bombe”. Men på de syv sider, der var afsat inde i bladet, understregede avisen, at Helle Thorning-Schmidt ikke har gjort noget ulovligt.

Begge avisens chefredaktører afviser, at avisen selv har timet historien til offentliggørelse en uge før valget torsdag i næste.

Nyheden fik torsdag formiddag statsminister Lars Løkke Rasmussen til at bebude en undersøgelse af, hvordan det er gået til, at B.T. uretmæssigt har fået adgang til de private oplysninger fra SKAT. Umiddelbart efter meddelte Skatteministeriet, at man har bedt politiet undersøge sagen. Helle Thorning-Schmidt siger selv i en kort kommentar, at hun ikke har noget udestående med SKAT.

Sagen illustrerer, at valgkampens slutfase altid er den mest beskidte.  Det er nu, man forsøger at ramme statsministerkandidaterne på deres personlige troværdighed – i håb om, at der hænger noget mudder ved, som ikke når at blive børstet af inden valgdagen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen fik sidste uge en tur i samme maskine, da han aflyste deltagelse i en officiel Venstre-valgfest med henvisning til, at en dansk soldat var blevet dræbt og fire andre såret i Afghanistan. Det fik SFs folketingsmedlem Jonas Dahl til at harcellere over, at statsministeren samme aften deltog i et privat arrangement i Tivoli.

De to sager viser, at der er kræfter i både rød og blå blok, som med slag under bæltestedet forsøger at vinde tvivlere over til deres parti.

Det ville klæde både B.T.s og Ekstra Bladets ejere i Berlingske Media og JP/Politikens Hus at indskærpe over for redaktionsledelserne, at store ord om uafhængig journalistik ikke blot bør findes i redaktørernes festtaler, men også respekteres i dagene frem mod det valg, der er omdrejningspunktet i et velfungerende demokrati.

2. Finanskrisen vokser til stormfulde højder

Selv topledere i bankverdenen erkender nu krisens alvor

Danske låntagere kan i disse dage feste over en historisk lav rente på flekslån. Men det dækker over, at finanskrisen er ved at vokse til nye stormfulde højder, og den rammer Danmark lige midt i valgkampen.

I fredags var der store kursdyk på det danske aktiemarked. De blev udløst af nyheden om, at det tyske medlem af den Europæiske Centralbank, Jürgen Stark, forlader bankens bestyrelse i protest mod de store støtteopkøb af græske og italienske statsobligationer. Samtidig var der forlydender fra de rige G7-landes topmøde i Marseille om, at den tyske regering allerede er ved at lægge en nødplan for, hvordan den kan sikre tyske banker i tilfælde af en græsk statsbankerot.

Risikopræmierne tordner allerede i vejret på finansmarkedet. Euroen oplevede store kursfald i sidste uge, og den amerikanske dollar er blevet styrket, selv om præsident Barack Obama har lanceret en ny storstilet jobskabelses- og vækstplan for 2.400 milliarder kr. De vestlige staters stigende gældsætning ligger som baggrundsmusik i markedet, og nervøsiteten er stigende. Måske er det godt, at politikerne har fået listet en bankpakke 4 igennem her inden valget?

Forleden udtalte Danske Banks topchef, Peter Straarup, ligefrem, at der er risiko for, at det hele braser sammen: ”Tre års krise og lavvækst har blotlagt en grundlæggende – og meget usund – ubalance i de offentlige finanser i mange lande. Statskasserne finansieres af lånte penge. Det hele kan ende med at brase sammen. I hvert fald er der stigende risiko for, at vi ender med japanske tilstande i vores del af verden. Det vil sige sådan en zombie-økonomi, hvor ingen rigtig tør bruge penge. Og hvor lav vækst og højere arbejdsløshed kan blive dagens orden mange år frem,” sagde Straarup ifølge Finanswatch.

Formuleringerne vil ikke være fremmede for læsere af Mandag Morgen, for det er et risikobillede, som vi længe har advaret om. Det nye i situationen, der er blevet accentueret i den forløbne uge, er, at selv fremtrædende topledere i den danske bankverden nu tør sige det, som de længe har forsøgt at tale sig uden om.

3. Sass vil lukke lønfesten

Jobfesten er slut. Hvad skal få lønmodtagerne til at udvise mådehold?

Lønmodtagerne må se frem til ganske små lønstigninger i ganske mange år. Det er budskabet fra Socialdemokraternes næstformand, Henrik Sass Larsen.

Dermed har han trukket diskussionen om forbedring af Danmarks konkurrenceevne ind i valgkampen. Målet er at holde på arbejdspladser, der ellers kan forudses at sive, ikke bare til Kina og lavtlønslande i Central- og Østeuropa, men også til f.eks. Sverige og Tyskland, der kan tilbyde lavere lønninger, uden at virksomhederne vil mærke den store forskel i infrastruktur eller kompetenceniveau. Ifølge en opgørelse fra Eurostat stiger de danske lønninger trods krisen hurtigere end i både Tyskland og Sverige.

Sass Larsen opfordrer til at udforme en ny kontrakt med arbejdsgiverne, sådan som det skete tilbage i 1987, hvor lønmodtagerne under parolen “jobfest frem for lønfest” accepterede lavere lønstigninger.

I dag er jobfesten mildest talt ved at ebbe ud. Spørgsmålet er, hvad der skal få lønmodtagerne til acceptere lavere lønstigninger denne gang. Tilbage i 1987 var lokkemaden nye pensionsordninger for de store grupper på LOs område. I dag er der ikke plads til gaver af samme karat.

Henrik Sass Larsen håber, arbejdsgiverne vil kvittere med investeringer, der fremmer produktiviteten. Det vil yderligere forbedre virksomhedernes konkurrenceevne over for udlandet. Samtidig skal staten bidrage med ekstra milliarder til efteruddannelse.

Spørgsmålet er, om gaverne er store nok. Historisk set har fagforeningerne haft mere end svært ved at acceptere løntilbageholdenhed uden betydelige kompensationer.

Det kan derfor være, at Sass Larsen – der er i spil som finansminister, hvis S vinder regeringsmagten – må i tænkeboks og se, om staten kan ryste flere gaver ud af ærmet.

Behovet for lønstigninger bliver mindre, hvis lønmodtagernes egne leveomkostninger går ned. Derfor kunne en mulighed være at sænke indkomstskatten og til gengæld øge skatten på boliger. Men den løsning har S afskåret sig fra at benytte. Partiet har igen og igen fremhævet, at boligskatterne er ét af de to områder, der ikke er til forhandling, når partiet skal danne regering.

En anden mulighed kunne være at følge Forebyggelseskommissionens forslag og nedsætte momsen på frugt og grønt – eller gå i Sveriges fodspor med en generel momsnedsættelse på fødevarer fra 25 pct. til 12 pct.

4. Søvndals pænt indbundne krigserklæring

Den fremstrakte hånd til Pia Kjærsgaard er et forsøg på at dække over SFs strategiske fejl

To partier i Folketinget formår for alvor at flytte vælgere hen over midten og kan dermed afgøre valget i næste uge. Det ene er De Radikale. Det andet Dansk Folkeparti. Nu er begge partier involveret i forslag om bredt samarbejde over midten, hvis politiske indhold er omvendt proportionalt med opmærksomheden i medierne.

SFs leder, Villy Søvndal, har inviteret Dansk Folkeparti til bredt samarbejde om syv konkrete velfærdsløfter som at bevare efterlønnen og droppe den kortere dagpengeperiode. Hvis Pia Kjærsgaard virkelig er en ”ægte socialdemokrat” og ”så socialt indigneret”, som hun siger, vil Søvndal gerne hjælpe hende til politisk syndsforladelse for at have "taget efterløn og dagpenge fra dem, der står svagest på arbejdsmarkedet, støtte regeringens nulvækst og se tavse til, mens de ældres hjemmehjælp forringes, samt støtte topskattelettelser til de rigeste på bekostning af f.eks. højere pensionisttillæg", som han skriver slet ironisk på sin blog.

Invitationen er imidlertid ikke nogen fremstrakt hånd, men en krigserklæring og et forsøg på at lukke det blødende sår, som Villy Søvndal kom til at pådrage sig selv ved bringe udlændingepolitikken ind i valgkampen. Nu forsøger han at flytte krigen over i fjendens lejr, åbne en ny front og udstille Pia Kjærsgaards ”sociale indignation” som hyklerisk.

Invitationen kommer på et tidspunkt, hvor Dansk Folkeparti for alvor er begyndt at få fodfæste i valgkampen. Partiet kom ligesom Venstre og De Konservative kaotisk ud af starthullerne, men boltrer sig nu i hele rød bloks interne splittelse om udlændinge.

Dansk Folkeparti har aldrig tabt en valgkamp. Hvis partiet fortsætter sin optur, kan det bane vej for, at Lars Løkke Rasmussen fortsætter som statsminister. Derfor har Villy Søvndal så travlt med at lukke udlændingefronten og flytte diskussionen hen på velfærdsområdet. Det politiske indhold i invitationen er stort set lig 0. Til gengæld er spinfaktoren høj. Foreløbig har han fået medierne til at hoppe med på legen.

5. Supersygehuse ind i valgkampen

Regionerne klager over manglende penge, men gør det en politisk forskel?

Denne valgkamp er ingen undtagelse. Regeringens store plan om at bygge nye supersygehuse for godt 40 milliarder kr., der blev solgt som et stort slagnummer under den sidste valgkamp, er igen trukket ind i valgkampen. Sagen er, at regionerne angiveligt ikke har fået penge fra staten til at bygge sygehusene, og at regeringens egne tidsplaner skrider. Det har Socialdemokraterne gjort til en sag, og det skete her mandag på forsiden af Berlingske Tidende. Formanden for Danske Regioner, socialdemokraten Bent Hansen, siger direkte, at ”vi har endnu ikke set én eneste krone fra staten, selv om hele landet står og sukker efter at få de byggerier i gang.”

Til regeringens forsvar kan siges, at pengene er afsat, og foreløbig 16 projekter har fået tilsagn om støtte fra den kvalitetsfondspulje, hvor staten dækker 25 af de 41,4 milliarder kr. Tidsplanen er forsinket med foreløbig 3 år i forhold til de oprindelige løfter fra Lars Løkke Rasmussen, og det er måske slet ikke politisk ubelejligt for Løkke. Vælgerne kan derfor i denne valgkamp atter engang høre regeringen henvise til bl.a. byggeriet af supersygehusene som et eksempel på, at også regeringen laver store offentlige anlægsinvesteringer. Men man skynder sig bestemt ikke.

Det er et år siden, at regeringens ekspertudvalg kom med sine anbefalinger, og alle de formelle procedurer tager sin tid. Budgetstyringen er f.eks. meget stram fra statens side, og regionerne oplever, at den er alt for stram og for bureaukratisk. Den kritik har tidligere været fremme – se bl.a. i MM18. Regionerne vil derfor gerne have lov til at låne til yderligere anlæg, der kan føre til endnu mere effektiv drift og et lavere energiforbrug. Det er bl.a. læren fra Skejby, hvor budgettet blev barberet ned med et par milliarder kr. Den socialdemokratiske finansordfører Morten Bødskov har derfor lovet, at en ny regering vil give regionerne lettere adgang til at låne til forbedringer af supersygehusene og deres anlæg.

Både regeringen og oppositionen er tilhængere af de nye supersygehuse, som er et af danmarkshistoriens største anlægsprojekter. Den ideologiske forskel mellem de to blokke er svær at få øje på, og det er tvivlsomt, om det kan gøres til en vindersag i valgkampen. På den anden side kan regeringen med sine henvisninger til supersygehusene, den nye Fehmernbæltforbindelse og de nye motorveje præsentere sig som dem, der – præcis som den socialdemokratisk ledede opposition – vil skabe vækst gennem store offentlige anlægsinvesteringer. Hvis vælgerne er forvirrede over, hvem der er mest offensive på den front, er det måske ikke så mærkeligt. For der er tale om små nuanceforskelle. Og Socialdemokratiets forsøg på at definere forskellen – anført af Morten Bødskov – kan foreløbig sammenfattes til et lidt højere tempo og lidt forbedrede lånevilkår.