Update - ugens vigtigste begivenheder

Nordeuropas krav om sparepolitik i de kriseramte middelhavslande, renteforhøjelserne, der lægger en dæmper på boligmarkedet og Risøs atomaffald er blandt de aktuelle emner, når Mandag Morgen her præsenterer de fem vigtigste begivenheder fra uge 14:

1. Trekantsdrama om velfærden

De tre partier i VKO-blokken har meget på spil i kommende forhandlinger

Folk med smag for politisk strategi og magtkampe kan godt begynde at glæde sig. De kommende dage og uger byder på et taktisk politisk drama, der kan ende med et forårsvalg.

Regeringen kommer i denne uge med sin længe ventede 2020-plan, som formentlig viser, at der mangler 40-50 milliarder kr. for at sikre den økonomiske holdbarhed. Derfor vil regeringen bl.a. indføre en budgetlov, der skal lægge de offentlige udgifter i jernlænker, og fremrykke velfærdsaftalens forhøjelse af pensions- og efterlønsalderen. Også de omstridte regler om optjening af ret til velfærds­ydelser som pension, lægehjælp og uddannelse kan komme i spil, selv om de kun vil bidrage marginalt til at få lukket hullet.

Alle partier i VKO-blokken har meget på højkant. Hvis forhandlingerne bryder sammen, kan statsminister Lars Løkke Rasmussen blive tvunget til at udskrive et forårsvalg, som han med stor sandsynlighed vil tabe med et brag. Med en aftale vil regeringen købe sig ekstra tid til at vende meningsmålingerne.

Det er i dette lys, man skal se DFs seneste udmeldinger. Partiet har hidtil fredet pensionsalderen og kategorisk afvist at fremrykke velfærdsaftalen. Men nu synes partiet parat til at acceptere en forhøjelse af pensionsalderen, hvis partiet “samlet set føler sig imødekommet” i forhandlingerne, som finansordfører Kristian Thulesen Dahl har udtrykt det.

Kovendingen er udtryk for, at DF går efter en stor aftale, der kan holde liv i håbet om, at VKO kan fortsætte efter valget. Det koster måske nok mandater. Men bryder forhandlingerne sammen, har partiet udsigt til en årrække uden politisk indflydelse.

De Konservatives partileder, Lars Barfoed, styrer direkte mod et katastrofevalg og har brug for tid til at skaffe flere vælgere. Derfor er han parat til at gå langt for at opnå en aftale. Men det er en svær balancegang. Han kan blive nødt til at give indrømmelser til DF på udlændingeområdet. Men han  er presset af sit eget bagland og ikke mindst arbejdsgiverne, der raser mod de nye optjeningsregler.

Lars Løkke Rasmussen ved godt, at hans dage som statsminister kan være talte uden en aftale. Derfor havde han sidste søndag indkaldt regerings top til møde på Marienborg sammen med Dansk Folkepartis for at lodde stemningen. Var Dansk Folkeparti ikke indstillet på reelle forhandlinger, skulle den kommende 2020-plan være en slags valgoplæg. Nu er situationen en anden. Men meget kan gå galt i den politiske koreografi. Det kan betyde, at danskerne skal til folketingsvalg i næste måned.

2. Økonomisk gråvejr i Sydeuropa

Nordeuropa dikterer hård sparepolitik i kriseramte middelhavslande

Mens Nordeuropa, anført af Tyskland og Sverige, har udsigt til mildere økonomisk klima med pæn vækst og hastig konsolidering af de offentlige finanser, skal Portugal ligesom Grækenland, Spanien og Italien igennem en årrække med massive offentlige besparelser og lav vækst.

Portugal vil blive mødt med stenhårde krav fra høgene i eurozonen – Finland, Tyskland og Holland – når man de kommende uger skal forhandle betingelserne for den hjælpepakke, som det dybt forgældede euroland på Den Iberiske Halvø endelig bad om i sidste uge.

Portugal ventes at have brug for 600-700 milliarder kr., og regeringerne i Helsinki, Berlin og Haag har allerede gjort det klart, at både regeringen og oppositionen i Lissabon skal forpligte sig til en omfattende spareplan, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at få de nødvendige lån.

Portugal skal til valg 5. juni, efter at den siddende centrum-venstre-regering i sidste måned måtte opgive at skaffe flertal i parlamentet for besparelserne. Derfor kræver de nordeuropæiske eurolande nu håndfaste garantier fra alle potentielle regeringschefer i Portugal, før man går ind hjælpeaktionen.

Redningsaktionen kommer til at spille direkte ind i den finske valgkamp forud for valget på søndag den 17. april, eftersom både det højrepopulistiske parti PS (De sande finner) og Socialdemokraterne stiller sig skeptiske over for at yde de lån på cirka 8,5 milliarder kr., der ventes at blive den finske andel af regningen. Og spørgsmålet om stabiliseringen af eurozonen bliver ifølge den siddende finansminister Jyrki Katainen et “fundamentalt spørgsmål” i forbindelse med den kommende regeringsdannelse.

Mens den kommende portugisiske redningsaktion understreger EU-landenes voksende gensidige politiske afhængighed, har den tilsyneladende ikke svækket euroen. Den europæiske valuta er styrket over for både dollar og yen, hvilket afspejler, at regeringerne i Washington og Japan har mindst lige så store økonomiske problemer at slås med.

3. Danmark som rentetilpasningsland

Renteforhøjelser lægger dæmper på boligmarkedet

En af de største risikofaktorer for genopretningen af dansk økonomi er det sårbare boligmarked.

Torsdagens renteforhøjelse fra Den Europæiske Centralbank efterfulgt af Danmarks Nationalbank ser ud til at blive begyndelsen på en længere rejse, der byder på flere rentestigninger.

Det sker på et tidspunkt, hvor to tredjdedele af danskerne har et rentetilpasninglån. De mange danskere, der i de seneste år er gået over til afdragsfrie lån, vil komme til at mærke en stramning af privatøkonomien. Det påvirker allerede folks forventningsdannelse, at det kan blive dyrere at låne sig til boligen i de kommende år. Boligpriserne er faldet i de sidste par måneder.

Ifølge den seneste opinionsmåling fra Greens Analyseinstitut, bragt forleden i Børsen, er der nu næsten lige så mange danskere, der forventer prisstigninger som prisfald i de næste 12 måneder. For blot en måned siden var optimisterne klart i overtal. 

De skarpe udmeldinger fra Nationalbank-chefen Nils Bernstein og vismændene om, at man bør gribe politisk ind over for de mange afdragsfrie lån, spiller også ind. Det sidste er der næppe mange politikere, der tør gøre noget ved – slet ikke i et valgår. Men tendensen til stigende renter vil helt sikkert få flere danskere til at gardere sig, og færre vil ride med på den afdragsfrie bølge.

Flere renteforhøjelser truer realistisk set i horisonten, fordi oliepriserne og andre råvarepriser på verdensmarkedet presses i vejret sammen med inflationen. Boligejerne og boligkøberne er ved at indstille sig på de nye tider. Det vil efter alt at dømme også påvirke den økonomiske vækstcyklus i negativ retning.

4. Sorteperspil om Risøs affald

Ingen vil lægge grund (eller ministerium) til atomforskningens biprodukter

I sidste uge fik politikerne en forsmag på den enorme udfordring, det bliver at finde en egnet placering til de 5.000 kubikmeter atomaffald, som gennem 50 år har hobet sig op på Risø.

Affaldet stammer fra forsknings­centrets tre nedlagte forsøgsreaktorer, som fjernstyrede robotter i øjeblikket er i fuld gang med at skille ad. Når det arbejde er slut om 6-7 år, skal affaldet deponeres i mindst 300 år. Men en rundspørge til 43 af landets 98 borgmestre, som Berlingske foretog i sidste uge, viser, at ingen kommuner frivilligt lægger grund til.

Kun tre borgmestre stillede nødtvunget, og uden mandat fra den øvrige kommunalbestyrelse, en dør på klem for affaldet.

Vesthimmerlands borgmester, Knud Kristensen, understregede, at han og kommunen i givet fald skal være “200 procent sikre på”, at sikkerheden er i orden. Det fik byrådsmedlemmet Ninni Lodahl Gjessing (SF) helt op i det røde felt: “Vi kæmper for, at turister skal have lyst til at være her, og for at trække nye borgere til kommunen. Selvfølgelig skal vi ikke være kendt for atomaffald,” sagde hun.

Affaldet er i udpræget grad ramt af den såkaldte NIMBY-effekt – “not in my back yard” – som bl.a. kendes fra placeringen af landvindmøller. Dem ønsker Vesthimmerland i øvrigt heller ikke at lægge grund til. Kommunen besluttede i sidste måned, at droppe alle nye tilladelser af frygt for støjklager og erstatningskrav. “Der bliver ikke givet flere tilladelser, før vi får nye retningslinjer fra miljøministeren,” sagde Knud Kristensen, der altså er mere åben for atomaffald. 

NIMBY-effekten går i øvrigt igen på Slotsholmen: Officielt har Indenrigs- og Sundhedsministeriet formandskabet for den arbejdsgruppe, der siden 2003 har beredt grundlaget for deponeringen. Men nu vil Bertel Haarder af med ansvaret. Og hverken Videnskabsministeriet, Miljøministeriet eller Klima- og Energiministeriet står på spring for at overtage. Hvilket ministerium der skal tage den upopulære kamp med kommuner og borgere, afgøres senest 1. maj, hvor en rapport om mulige placeringer lander på Haarders bord.

5. Skærpet konkurrence på gårsdagens mediemarked

Radio Møller afsat uden modkandidater

Det var ikke verdenshistoriens største overraskelse, at det blev Berlingske og PeopleGroup, der i sidste uge løb med rettighederne til at drive den nye public service-radiokanal, 24syv, som skal konkurrere med Danmarks Radios P1. Det nydannede mediehus var den eneste kandidat i den “skønhedskonkurrence”, som skulle sikre, at den private, men licensfinansierede radiostation fra 1. november kan præsentere sine lyttere for noget nyt, alternativt og anderledes, der kan styrke mangfoldigheden.

Selv om forløbet ikke har været helt som forventet eller ønsket, er der principiel grund til at glæde sig over, at Danmarks Radio for første gang får seriøs konkurrence. Der er gode grunde til at udfordre DRs monopol på at producere public service-radio. Og den nye konkurrence vil forhåbentlig få DR til at sætte gang i en tiltrængt moderniseringsproces, der kan ruske op i P1s solide, men i manges øjne forudsigelige og støvede programflade.

Spørgsmålet er, om radiomarkedet faktisk også er den del af mediebranchen, som har hårdest brug for mangfoldighed. Og om ikke de 750 millioner, som det koster at drive den nye kanal de næste otte år, kunne bruges til noget andet og bedre.

Der findes i forvejen en lang række kommercielle radiokanaler på FM-båndet. Dertil kommer et hav af både politiske, debatterende, kulturelle og musikbaserede kanaler på DAB. Der er faktisk allerede temmelig stor mangfoldighed på det danske radiomarked, selv om alle kanaler ikke kan få plads på det teknologisk forældede, men eftertragtede FM-bånd.

I den forstand understreger beslutningen om den nye radiokanal billedet af en mediestøtte, der ikke er ajour med det moderne Danmarks medieforbrug.

Mens de digitale medier på nettet må spejde langt efter statens støttekroner, poster samfundet millioner i at finansiere endnu en radiostation, som ingen egentlig havde bedt om, før kulturminister Per Stig Møller besluttede at satse mediepengene på at skabe “den kanal, han selv savnede”.

24syv er født af en anakronistisk tankegang. Forhåbentlig kan den alligevel levere al den nytænkning og forandring, som de nye ejere lover.