UPDATE: Ugens vigtigste begivenheder

Accelererende aktiekrise som i oktober 2008, Abbas ansøgning om FNs officielle anerkendelse ad Palæstina som en selvstændig stat  og Bernsteins råd til Helle Thorning er blandt emnerne, når Mandag Morgen her lister de vigtigste begivender fra uge 38: 

1. Aktiekrisen accelererer

Store kursfald i sidste uge – dybere systemkrise truer

Siden maj har verdens aktionærer tabt over 10.000 milliarder dollar, og den forløbne uge alere kostede dem ca. 3.400 milliarder dollar.

En farlig cocktail af negative økonomiske meldinger fik panikken til at brede sig blandt investorerne, råvarepriserne styrtdykkede, og selv den hidtil sikreste havn, guldet, oplevede et større dyk, fordi frygten for en ny økonomisk recession ramte markedet.

Det danske C20-indeks var fredag bombet helt tilbage til niveauet i begyndelsen af 2010. På den globale arena tog bekymringerne til, og finansmarkedet vurderede fredag, at der nu er 90 pct. sandsynlighed for, at Grækenland går statsbankerot. Samtidig forlød det, at der er risiko for, at USA allerede den 1. oktober risikerer at ende i betalingsstandsning, fordi det rebelske Tea Party blokerer for en gældsaftale.

Man skal helt tilbage de dramatiske dage i oktober 2008 for at finde så mange alarmerende udtalelser samlet på en uge: Verdensbankens chef, Robert Zoellick, advarede om, at verden nærmer sig farezonen. Den britiske premierminister David Cameron sagde, at vi nærmer os afgrundens rand. Og fra G20-topmødet lød meldingen, at der er voksende risici knyttet til statsgælden og ”finanssystemets sårbarhed”. Problemet er bare, at landene ikke er enige om et svar på krisen. Den amerikanske forbundsbank besluttede i tirsdags at bruge 400 milliarder dollar på at købe op i markedet for at bringe den langsigtede rentesats ned. Det fik flere lande, herunder Brasilien, til at kritisere amerikanerne for i virkeligheden at lægge op til en valutakrig, der har til formål at sænke dollarkursen – til skade for andre eksportnationer. Den brasilianske finansminister efterlyste på den baggrund en mere ekspansiv finanspolitik frem for pengepolitiske twist-operationer, der ikke løser de fundamentale problemer.

Samtidig angreb en af topdirektørerne i investeringsbanken Goldman Sachs, Jim O’Neill, de europæiske regeringschefer for ikke at gøre noget effektivt for at løse den europæiske gældskrise, der spreder sig fra Grækenland:

Politikerne skal holde op med at være så søvnige og komme i gang med at lede,” sagde han.

2. Abbas på diplomatisk kamikaze-mission

Spændingsniveauet stiger faretruende i Mellemøsten – USAs indflydelse svækket

Mens aktiekurser kloden rundt fortsatte deres dybe fald, styrede verdens topdiplomater i FN-hovedkvarteret i New York direkte mod et ubehageligt og potentielt krigsfremkaldende showdown i den historiske konflikt mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre.

Palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas, nægtede hårdnakket at lytte til råd fra USA og Europa om at afstå fra at søge om FNs officielle anerkendelse af Palæstina som en selvstændig stat. Dermed svækkede Abbas reelt USAs præsident, Barack Obama. Han er den eneste, der kan overtale eller tvinge Israels stadig mere isolerede regering til at give palæstinenserne den stat, som både USA og Europa mener, at de har ret til.

Konflikten kommer på et tidspunkt, hvor det endnu ikke står klart, hvordan Det Arabiske Forår kommer til at påvirke magtbalancen i den folke- og olierige mellemøstlige region.

Den regionale stormagt Tyrkiet fører sig kraftigt frem med hård kritik af Israel og støtte til de palæstinensiske områder.

I Egypten er det fortsat uklart, om landets snart 35 år lange fredsaftale med Israel vil overleve forårets folkelige afsættelse af den despotiske leder gennem 30 år, Hosni Mubarak. Samtidig har Saudi-Arabien truet med at revurdere sit forhold til USA og til det shia-muslimske Irak, hvis FN-sagen skulle ende med et amerikansk veto mod anerkendelse af Palæstina.
Åbent fjendskab mellem shia-lederne i Bagdad og sunni-muslimerne i Saudi-Arabien vil ikke undgå at påvirke den despotiske saudiske kongefamilies forhold til det uberegnelige shia-muslimske præstestyre i Iran.

Mahmoud Abbas har valgt en kurs, hvor han har alt at tabe og intet at vinde – bortset fra folkelig opbakning hjemme på Vestbredden.

For Danmarks vedkommende er  det uden tvivl nyttigt, at regeringsforhandlingerne har trukket så længe ud, at en ny dansk udenrigsminister, f.eks. Villy Søvndal, ikke skulle bruge sin debut på den internationale scene til at torpedere den skrøbelige europæiske enighed om, at intet EU-land ensidigt bør anerkende en selvstændig palæstinensisk stat, før der er indgået en forhandlet aftale om en sådan mellem de involverede parter i konflikten.

3. Bernstein til Thorning: Send færre pakker

Nationalbanken fokuserer mere på strukturer end konjunkturer

Når Helle Thorning-Schmidt fremlægger sit regeringsgrundlag, bør alle midlertidige vækstpakker være luget ud. Sådan lød budskabet fra Nils Bernstein i forbindelse med offentliggørelsen af Kvartalsoversigten fra Danmarks Nationalbank.

De vækstpakker, som både den afgående regering og S-SF præsenterede kort inden valgudskrivelsen, er lanceret som tiltag, der skal hjælpe dansk økonomi på fode igen. Men de risikerer at gøre mere skade end gavn, vurderer nationalbankdirektøren.

I stedet bør Helle Thorning-Schmidt sætte ind over for de afgørende strukturproblemer i dansk økonomi: en lav produktivitetsvækst og en ringe konkurrenceevne. Og så bør hun fastholde den afgående regerings efterlønsreform og forkortelsen af dagpengeperioden.

Udgangspunktet for de råd, Helle Thorning-Schmidt helst ikke vil høre, er en sammenligning af Danmark med andre europæiske lande. Den falder ikke ud til vores fordel.

Nationalbanken noterer, at Danmark har overskud på betalingsbalancen. At ledigheden nok er steget, men stadig er under gennemsnittet i OECD-landene. Og selv om den offentlige gæld stiger hurtigt, er den stadig lav i international sammenhæng.

Samtidig kan Danmark se frem til en økonomisk vækst på 1,6 pct., der bl.a. skyldes en relativt lempelig finanspolitik. Det er noget over den forventede vækst på 1,0 pct. i eurolandene, men under den forventede vækst i Sverige på 2,1 pct. i 2012.

Spørgsmålet er dog, om ikke Nationalbanken på dette punkt har de lidt for optimistiske briller på.

En vækst på 1,6 pct. er på linje med Finansministeriets forudsigelser, men over bankøkonomernes skøn. De hæfter sig ved, at lavere vækst i Tyskland og det øvrige euro-område kan dæmpe eksporten. Det gør det sværere at begrunde Bernsteins sid-på-hænderne-politik.

Nationalbanken har tilsyneladende mere fokus på strukturproblemerne end konjunkturproblemerne i dansk økonomi. Men der er tale om forbundne kar. Et konjunkturproblem som stigende ledighed kan udvikle sig til et strukturelt problem, fordi langtidsledighed varigt trækker arbejdskraft ud af det danske arbejdsmarked.

4. Dystre udsigter for global økonomi

IMF skruer ned for vækstforventningerne og efterlyser politisk lederskab

Europæiske statsledere måtte indkassere endnu en lussing, da IMF tirsdag offentliggjorde sin årlige prognose for verdensøkonomien. Dårlig politisk ledelse og sløvhed med at gennemføre de nødvendige reformer i Europa får størstedelen af skylden for, at IMF nedskriver prognosen for global vækst i 2011 fra 4,3 til 4 pct. og forudser, at samtlige regioner må indrettet sig på lavere vækst end forventet også til næste år.

Værst står det til med eurozonen, hvor de 17 medlemslande må nøjes med en vækstrate på blot 1,6 pct. i år. Men også tallene fra USA og Japan skuffer og bringer den samlede vækst for de tre regioner ned på 1,6 pct. for i år og 1,9 pct. i 2012. Det er en markant nedjustering i forhold til prognosen fra juni, der lød på henholdsvis 2,2 og 2,6 pct. Vækstraterne står samtidig i skærende kontrast til udviklingen i Kina og Indien, hvor vækst­raten trods mindre nedjusteringer ligger i nærheden af 10 og 8 pct.

IMF giver de europæiske statsledere den største del af skylden for den træge økonomiske udvikling. Ifølge organisationens cheføkonom, Olivier Blanchard, bevæger de sig ”et skridt efter markederne”.  Især landene i eurozonen opfordres på det kraftigste til at gøre en markant indsats for at genrejse tilliden til det politiske system og ikke mindst euroen, mens Den Europæiske Centralbank anbefales at nedjustere renten for at tøjle regionens voksende gældsproblemer.

Også USA får en reprimande med på vejen og opfordres til at være forsigtig med at gennemføre den bebudede rundbarbering af de offentlige budgetter, da det kan stække væksten endnu mere.

Den dystre udsigt til europæisk recession står i skærende kontrast til mandagens positive udmelding fra Nationalbanken, der forudser en vækst i dansk økonomi på 1,6 pct. til næste år og en fremgang i beskæftigelsen på 25.000. Udmeldingen om, at ”økonomien er lige så stille på vej tilbage på et normalt spor”, møder kritik fra flere økonomer, der anklager nationalbankdirektør Nils Bernstein for at ignorere udviklingen på det globale marked.

Får IMF og kritikerne ret, bliver udfaldet ikke nye job, men et ledighedstal, der vil runde de 178.000 personer i 2012.

5. En førerløs milliardforretning

DSBs omkostningsniveau fremstår ude af kontrol

I midten af august fremlagde DSB regnskabet for første halvår. På bundlinjen står et minus på 67 millioner kr. før skat. Til sammenligning gav virksomheden et overskud på 1 milliard i 2006.

Udvikling sætter den seneste uges diskussion af mulige besparelser i DSB i relief. En konsulentrapport har gået DSB efter i sømmene og sætter spørgsmålstegn ved det høje og stigende omkostningsniveau, som tilsyneladende findes på alle områder.

Problemerne begynder allerede på hovedkontoret i Sølvgade, hvor kvadratmetrene er dyre og mange. Solgte DSB sit hovedkvarter og flyttede i lejede lokaler, kunne der spares 20 millioner kr. Det er dog småpenge i forhold til de samlede forslag til besparelser på 1,2 milliarder kr. Den rigtig store post fremkommer ved at gennemgå løn- og arbejdsforhold for lokomotivførere og togførere.

Rapporten beretter, at en dansk lokomotivfører fremfører et tog i 407 timer om året, mens “god praksis” i det øvrige Europa er 750 timer. For denne indsats hæver hver lokofører 525.000 kr. årligt, inkl. pension. Jobbet kræver en 10 mdr. lang uddannelse oven på enten en håndværkeruddannelse, en matematisk eller en teknisk studentereksamen.

Kompetencekravene til togførerne er noget lavere. Det er dem, der kontrollerer billetter og fløjter til afgang. Det kan de hver hæve 481.000 kr. for om året.

“Lokoførerne har været heldige med, at der i årevis har været mangel på lokoførere,” siger Flemming Ibsen, professor og arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet.

Rapporten fortæller historien om en virksomhed, hvor omkostningerne sejler, uden at ejerne – staten – har grebet ind.

DSB kan blive det første genstand for det kasseeftersyn, en som en kommende S-ledet regering formodes at foretage. “Jeg vidste godt, at der var problemer i DSB, men ikke at de var så store. Det er jo noget nær et fallitbo, vi arver”, siger Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke.

Hvordan skuden kan vendes, er ikke let at sige. En mulighed er at forberede et salg af DSB til private for at fremme effektiviseringer.