En utroværdig valgkamp

Aldrig før er en valgkamp blevet dækket så massivt af så mange mediefolk på så mange platforme. Alligevel har den aktuelle valgkamp indtil nu kun budt på overraskende få nye visioner og politiske forslag for indretningen af fremtidens Danmark.

[quote align="right" author=""]Valgkampen har mere demonstreret, hvordan de to statsministerkandidater skubber ubehagelige diskussioner fra sig, end den har været demokratiets fest.[/quote]

Hovedparten af mediernes valgdækning handler om gamle politiske forslag, der bliver støvet af, suppleret med tal fra seneste meningsmålinger og tilført situationsrapporter om partiledernes kampform. Havde det ikke været for valgkampens store overraskelse, Alternativet, var debatten reelt helt støvsuget for nye politiske visioner.

Til gengæld er der blevet rigelig plads til diskussioner om tilliden til politikerne og deres troværdighed. Det har både Thorning og Løkke bidraget til med gensidige hentydninger til modpartens utroværdighed.

Danskerne står derfor over for det enkleste valg i mange år. De skal reelt til en urafstemning om, hvem de har mest tillid til som Danmarks kommende statsminister.

Det paradoksale ved et valg, der handler om troværdighed, er, at begge statsministerkandidater udover at beskylde hinanden for at være utroværdige også kappes om selv at være mest utroværdig. Det er dybt utroværdigt, når ingen af dem forholder sig til en række af nationens største udfordringer, men blot fejer dem ind under tæppet.

[quote align="left" author=""]De to statsministerkandidater fjerner med stor energi opmærksomheden fra de svære beslutninger, der skal foretages i den kommende valgperiode.[/quote]

Mandag Morgen har udpeget 10 ømtålelige problemstillinger, som politikerne skal tage stilling til i den kommende valgperiode, men som foreløbig er blevet sparket til hjørne i valgkampen. Det er emner, som indeholder svære prioriteringer og kan gøre ondt på mange vælgere.

Et gennemgående træk ved disse problemstillinger er, at de er komplicerede, de accelererer, de hæmmer væksten, og de kræver nye sammenhængende løsninger. Den amputerede debat om de skyhøje medicinpriser topper listen over politisk ansvarsforflygtigelse.

  1. Dyr medicin. Både Thorning og Løkke har lovet, at der skal være råd til den nye, dyre hospitalsmedicin. Men ingen af dem har råd til løftet, og alligevel undgår de at gå ind i en følsom prioritering, der handler om liv eller død.
  2. Hvem skal styre sygehusene? Valgkampen har endnu ikke givet et klart svar på, om staten skal overtage ansvaret for sygehusene og dermed ansvaret for en velfærdsopgave til over 100 milliarder kroner om året. Løkke er parat til at lukke regionerne, hvis de ikke lever op til syv mål. Vi ved stadig ikke, hvordan de store forskelle på sygehusene og de enkelte regioner skal løses. Og de blå partier har endnu ikke fremvist dokumentation for, at staten er bedre til at styre sygehusene end regionerne.
  3. Borgmestre holder på pengene. Hvert eneste år bruger kommunerne færre penge, end de kan. Borgmestrenes tøven koster mere, end Helle Thorning-Schmidts ekstra 0,6 pct. i offentlig vækst. Men ingen partier har påpeget problemet.
  4. Boligboble. Beskatningen af boliger er præget af ideologi og vilkårlighed. I den kommende valgperiode skal Folketinget vedtage ny beskatning af boliger efter år 2020. Mulighederne for forbedringer er store. Men det er et politisk minefelt, som stort set ingen partier ønsker at gå ind i nu.
  5. Forebyggelse. Partierne står i kø for at bruge flere penge på sundhed, når skaden er sket. Men selv om forebyggelse på både social- og sundhedsområdet står øverst på ledernes ønskeseddel ude ved velfærdsamfundets frontlinje og kan spare samfundet for milliarder af kroner, er det ikke et tema, der har fyldt noget i valgkampen indtil nu.
  6. Pensionsalderen. Danskerne lever længere, end politikerne har forudset. Allerede til efteråret skal politikerne tage stilling til, hvor meget pensionsalderen skal hæves og fra hvornår. Det er et ømtåleligt spørgsmål, som partierne ikke har den store lyst til at diskutere i denne valgkamp.
  7. Integration. Politikerne vil gerne tale om asyl og stramninger af udlændingelovgivningen. Men selv om der er milliarder at hente ved at sikre en bedre integration, har dette tema ikke præget valgkampen indtil nu. Uanset om Thorning eller Løkke vinder valget, vil en integrationsreform blive en del af et nyt regeringsgrundlag.
  8. Brugerbetaling. ”Nej til brugerbetaling,” lyder overskriften på sundhedsminister Nick Hækkerups valgpjece. Men danskerne betaler hvert år 45 milliarder kroner i brugerbetaling. Sundhedsvæsenet tegner sig alene for over halvdelen. Og brugerbetaling er blevet et kludetæppe uden logik. Partierne tøver dog med at være konkrete om, hvor og hvordan der kan justeres på brugerbetalingen.
  9. Klima. 2015 tegner til at blive et afgørende år i den globale klimakamp. Men klima og miljø glimrer ved sit fravær i valgkampen. Kun få tør tage fat på den rigtigt varme klimakartoffel: de nødvendige adfærdsændringer for at ændre på danskernes position som et af verdens mest CO2-forurenende folkefærd.
  10. EU. Senest til marts er der folkeafstemning om dansk deltagelse i EU’s retspolitiske samarbejde. Men politikerne fører valgkamp, som om alle problemer kan løses på Christiansborg.


LIGE SIDEN NYTÅR har politikerne skubbet denne række af svære problemstillinger foran sig. Valgkampen har indtil nu mere demonstreret, hvordan de to statsministerkandidater skubber ubehagelige diskussioner fra sig, end den har været demokratiets fest. Til gengæld vokser problemerne støt og bliver tilsvarende mere krævende at håndtere efter valget.

Det efterlader et fordrejet og falsk billede af virkeligheden, og det kunne man til nød leve med, hvis det kun handlede om valgkampens tre uger. Men problemet er, at valgkampen i realiteten begyndte mange måneder, før Helle Thorning-Schmidt udskrev valget i forrige uge.

Socialdemokraterne og Helle Thorning-Schmidt fører kampagne i positive toner om, at vi skal ”tro på et bedre Danmark”. Hendes våben er den beskedne vækst på 0,6 pct. på det offentlige forbrug, som med tvivlsomme beregningsmetoder er pumpet op til 39 milliarder kroner frem til 2020.

Det er selvfølgelig ubehageligt at prioritere. Men når Helle Thorning-Schmidt ikke har penge til den nye, dyre medicin, så skal der prioriteres. Og hvis statsministeren alligevel ikke vil prioritere forbruget af ny medicin, kommer hun til at skære andre steder.

Det er også på kanten af det patetiske, når statsministeren sammen med finansminister Bjarne Corydon (S) afviser ændringer af skatten på boliger, selv om priserne på boligmarkedet igen pumper en boligboble op i dimensioner, der kan sammenlignes med udviklingen før krisen.  Erfaringer viser, at konsekvenserne på hele samfundets økonomi kan blive omfattende, når boblen brister.

Rettidig omhu kræver et indgreb i en eller anden form, og boligskatterne kunne være et oplagt redskab. Men manglende rettidig omhu præger her statsministerens udmeldinger.

Desværre er der ikke meget hjælp at hente hos Lars Løkke Rasmussen. Hvor Socialdemokraterne i det mindste har fremlagt deres politik og deres økonomiske regnestykker, er det ikke tilfældet for Lars løkke Rasmussen og Venstre.

Frygten for at blive ramt af en boomerang med anklager om løftebrud, når han i givet fald skal skrive et nyt blåt regeringsgrundlag, har fået Løkke Rasmussen til at føre en meget defensiv valgkamp. Han har helt bevidst ikke udstedt de store løfter, men alene henvist til en række sigtelinjer, som på et ikke alt for oplyst grundlag vil styre politikken i en eventuel blå regering. 

Dertil kommer, at han og Venstre ikke vil sætte tal på, hvor han vil hente pengene til finansiering af sin politik.

Da Løkke lige som Thorning har forpligtet sig til at betale regningen for den nye dyre sygehusmedicin, kommer han også til at foretage ubehagelige prioriteringer. Og nej, selv om ulandsbistanden skal beskæres under en blå regering, kan de sparede 2,5 milliarder kroner kun bruges én gang.

Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke leveret et overbevisende og konkret svar på, hvordan han vil få nedbragt antallet af de hundredtusindvis af danskere i den erhvervsaktive alder på overførselsindkomst. Og hans krav til regionerne om at leve op til syv mål, hvis de skal overleve, betyder blot, at det fortsat er stor usikkerhed om, hvem der skal have ansvaret for at drive sygehusene og dermed en af velfærdssamfundets allervigtigste opgaver til over 100 milliarder kroner om året.

De to statsministerkandidater fjerner med stor energi opmærksomheden fra de prioriteringer og svære beslutninger, der skal foretages i den kommende valgperiode. Og uanset om Løkke eller Thorning vinder valget, vil den nye regering komme til at begå løftebrud for at kunne løse de store og accelererende problemstillinger.

Hvis politikerne ikke kan forstå, hvorfor de ligger i bunden af alle målinger af troværdighed, så skal de blot studere valgkampen.

Vi tror alle sammen på et bedre Danmark. Men vi ved også, at prioriteringer skal foretages, og regninger skal betales. Vi kunne benytte valgkampen til at diskutere løsninger på de problemer, der skal løses, i stedet for at gemme beslutningerne væk til dagen efter valget.

Forrige artikel Europas store olieselskaber ønsker skat på CO2 Næste artikel Eksperter: Ny fondsmodel er en fuser