Meningsmåling
Vælgerne: Sæt Pia uden for indflydelse
Regeringen bør samarbejde hen over midten
Vælgerne er bekymrede for regeringens blokpolitik med Dansk Folkeparti. To ud af tre mener, at regeringen først og fremmest bør arbejde sammen med Socialdemokratiet og midterpartierne. Samtidig peger et flertal på, at regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti indtil nu har været for vidtgående. Hele 60 pct. af de vælgere, der stemte på Venstre og Det Konservative Folkeparti ved valget, anbefaler, at regeringen lægger Pia Kjærsgaard på køl og arbejder hen over midten i dansk politik. Det viser en undersøgelse, ACNielsen AIM har foretaget for Ugebrevet. En overvægt af vælgere synes, at den borgerlige regering er gået for vidt i sin politik. Det gælder særligt miljøområdet og besparelserne i staten. Til gengæld har regeringen opbakning fra hovedparten af danskerne til sit skattestop, der selv blandt socialdemokratiske vælgere støttes af et stort flertal.