Valgpanik skaber hovsaløsninger

Store og dybt komplicerede reformer bliver kastet op i luften i disse uger i et opskruet tempo uden gennemarbejdede analyser og skal jappes på plads på rekordtid, inden statsminister Lars Løkke Rasmussen udskriver valg.

Det kan komme til at koste Danmark dyrt.

Et eksempel er sundhedsreformen.

Reformen er udtænkt bag nærmest dobbeltlukkede døre af nogle få ministre og deres embedsmænd, primært fra Finansministeriet og Sundhedsministeriet. Hverken læger, sygeplejersker, kommuner, regioner, patientforeninger eller forskere har følt sig involveret, inden reformen blev lanceret midt i januar. Nu holder ministrene lyttemøder med centrale spillere. Bedre sent end aldrig. Men vi har fortsat til gode at se, om det flytter noget på planen.

Måske Lars Løkke Rasmussen har set lyset med sin plan om en statslig overtagelse af sygehusene og fyring af 205 regionspolitikere. Måske er det en fremragende ide at flytte en større del af magten i sundhedsvæsenet over til staten og samtidig lade 21 nye sundhedsfællesskaber tage sig mere af det nære. Men vi ved det ikke.

Erfaringerne fra tilsvarende reformer i Norge og Storbritannien er ikke gode. Målet om 500.000 færre ambulante besøg og 40.000 indlæggelser bygger på meget usikre tal, erkender Sundhedsstyrelsen. Finansieringen bag reformen virker også meget uklar.

Men nu skal reformen forhandles i mål på få uger og bliver formentlig vedtaget med bare én stemmes flertal sammen med Dansk Folkeparti.

Et andet eksempel er pensionsreformen. Den er på rekordtid havnet helt i toppen på den politiske dagsorden og kan blive særdeles dyr.

Regeringen er under pres for at forhandle en hurtig aftale på plads, så nedslidte kan gå tidligere på pension. Og det til trods for, at ingen af de politiske partier kan fremvise så meget som bare bagsiden af en serviet med en konkret og gennemregnet model for, hvordan sådan en differentieret pensionsalder kan skrues sammen, og hvad den kommer til at koste.

Mange nedslidte har problemer i dag og har svært ved at gå på arbejde morgen efter morgen. Det problem skal selvfølgelig adresseres. Ingen tvivl om det. Men det kan og bør klares efter valget i god ro og orden sammen med arbejdsmarkedets parter.

En forhastet pensionsreform jappet igennem så tæt op til et folketingsvalg minder om usaglig valgpanik. Og hvis først politikerne begynder at pille ved den velfærdsaftale, der siden 2006 har hævet pensionsalderen og gjort Danmarks økonomi robust over for fremtidens udfordringer med det stigende antal ældre, risikerer de at save den bærende bjælke i den danske samfundshusholdning over. Det kan få katastrofale konsekvenser.

Et tredje eksempel er det såkaldte paradigmeskifte på udlændingeområdet, der i disse uger i hast stemmes igennem i Folketinget. De fulde konsekvenser kender vi først om nogle år. Men de kan blive omfattende.

Tanken er at ændre fokus fra integration til i stedet at forberede flygtninge på at rejse hjem igen. Det skal være den logik, som asylansøgere bliver mødt med i Danmark fra dag et. Det skal gennemsyre al lovgivning og regler på udlændingeområdet.

Det kan der være fornuft i. Og det var fint, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) havde inviteret 185 organisationer til at komme med deres syn på lovforslaget. Men fire dage før høringsfristens udløb fremsatte hun alligevel sit lovforslag i Folketinget og har opbakning fra både S og DF. 

Høringssvarene er et sandt lysshow af røde advarselslamper. Kritikerne er dybt bekymrede for, at årtiers kamp for at fremme integration af udlændinge i Danmark kan blive bombet tilbage. De frygter, at virksomheder ikke længere vil åbne deres døre for fremmede, at folk vil sygne hen i venteposition, og at det vil skabe øget marginalisering, udstødelse og fjendebilleder.

Vi har tidligere set, hvor galt det kan gå, når dårligt forberedte reformer bliver skabt i stort hastværk og derefter bliver gennemført over hals og hoved med snævre flertal. Skattereformen fra 2005 er bare et eksempel. Den har betydet, at danskernes gæld til det offentlige nu er steget til astronomiske 116 milliarder kr. – svarende til 20.000 kr. pr. dansker.

Vi må håbe, at det ikke går lige så galt med sundhedsreformen, pensionsreformen og paradigmeskiftet. Men nu er hukommelsen jo meget kort i politik. Og endnu kortere op til et valg.