Det er muligt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har fat i den lange ende med sin nye sundhedsreform.

Måske staten og de nye sundhedsfællesskaber er meget bedre til at styre sundhedsvæsenet end de nuværende regioner. Måske patienterne kommer til at opleve en bedre, hurtigere og mere ens behandling på tværs af landet, hvis regeringens ambitiøse sundhedsreform bliver ført ud i livet i sin nuværende form.

Vi ved det bare ikke.

Der er mange gode hensigter, men også mange uklare og ukonkrete dele i det nye reformudspil. Og svaret på, hvordan regeringen konkret vil nå sit mål om 500.000 færre ambulante besøg på sygehuset og forebyggelse af 40.000 indlæggelser i 2025, blafrer fortsat i vinden.

De 21 nye sundhedsfællesskaber organiseret omkring akutsygehusene skal binde den berømte Bermudatrekant – sygehuse, kommuner og almen praksis – bedre sammen end i dag. De vil få en nøglerolle i fremtidens sundhedsvæsen, hvor de skal sikre mere sammenhængende patientforløb. Men hvordan det mere konkret skal ske, er fortsat uklart.

Modellen er bl.a. inspireret af erfaringer fra Skotland. Her indførte man i 2016 en tilsvarende model med 31 klynger med hvert sit store budget. De styres af repræsentanter fra de skotske kommuner, regioner og almen praksis og skulle også sikre bedre sammenhæng.

Men de foreløbige erfaringer i Skotland viser, at resultaterne ikke lever op til intentionerne. Antallet af akutte indlæggelser er ikke faldet. Indlæggelsestiden for medicinske patienter er ikke faldet. Og patienternes tilfredshed er ikke steget, men derimod faldet.

Mangler det gode eksempel

Løkkes nye reform skal sikre en mere ensartet behandling af patienterne på tværs af landet. Der er på nogle områder store forskelle mellem de fem regioner i dag. Men de er for intet at regne sammenlignet med kommunerne. Her er der reelt ikke tale om ét kommunalt sundhedsvæsen i dag, men snarere om 98 kommunale sundhedsvæsener. Som regeringen selv skriver i sit udspil:

”Der er stor forskel på, hvilken pleje, behandling og forebyggelsesindsats den enkelte borger får, alt afhængig af dennes bopælskommune. Det er i sig selv ikke i orden.”

Det skal en ny national kvalitetsplan være med til at rette op på. Den skal sætte standarder for faglighed og kvalitet over hele landet og være med til at sikre mere ensartet behandling. Sundhedsstyrelsen får ansvaret med at stille de nye kvalitetskrav og følge op på, at de bliver overholdt.

Det kniber med at anvise, hvilke konkrete metoder der kan tages i anvendelse for at nå målet om 500.000 færre ambulante besøg på sygehuset og forebyggelse af 40.000 indlæggelser.

Regeringen fremhæver selv nogle markante forskelle mellem kommunerne. En af dem handler f.eks. om antallet af forebyggelige indlæggelser blandt modtagere af hjemmepleje. De kommuner, der har flest forebyggelige indlæggelser, har målt per 1.000 modtagere af hjemmepleje godt tre gange så mange som de kommuner, der har færrest forebyggelige indlæggelser.

Det vidner umiddelbart om, at der er et stort potentiale for forbedringer. Men regeringen kan ikke anvise et konkret tiltag med evidensbaseret effekt, som andre kommuner bare kan kopiere. Og derfor kan det blive mere end svært at nå målet om 40.000 færre indlæggelser i 2025.

Mere centralisering og mere nærhed på én gang

Siden Mandag Morgen tilbage i september kunne afsløre, at regeringen ville fyre de 205 regionspolitikere og oprette 21 nye sundhedsfællesskaber, har der været intensiv debat om Danmarks fremtidige sundhedsvæsen.

Hvis nogen havde sat næsen op efter en enkel og gennemskuelig fordeling af opgaverne i sundhedsvæsenet, risikerer de at blive slemt skuffet. De folkevalgte regionspolitikere bliver fyret. Men samtidig vil regeringen oprette nye lag med politikere, direktører og andre fagpersoner i ledelsen.

Reformen vil på den ene side føre til øget centralisering. Mere skal styres fra Slotsholmen. Regeringen og Folketinget får større magt og indflydelse på fremtidens sundhedsvæsen.

Det vil især komme Dansk Folkeparti og Liberal Alliance til gode. De to partier har ikke særlig meget indflydelse på sundhedspolitikken i dag i regionerne.

Det betyder også, at den siddende sundhedsminister fremover risikerer at drukne i et hav af enkeltsager rejst af medierne, når en 75-årig ikke kan få en ny medicin, en ung patient bliver fejlbehandlet, eller en sygehusafdeling skal nedlægges.

På den anden side bliver det nære sundhedsvæsen også styrket. Kommunerne får flere sundhedsopgaver. De praktiserende læger skal hjælpe flere patienter end i dag. Der skal laves nye lokale sundhedshuse. Og en ny såkaldt Nærhedsfond på seks milliarder kr. skal løfte det nære sundhedsvæsen. Langt de fleste af pengene kommer dog fra andre dele af sundhedsvæsenet, bl.a. via effektiviseringer.

En helt ny national myndighed – Sundhedsvæsen Danmark – skal koordinere fælles opgaver som f.eks.  akuthjælp og it-projekter. Den bliver placeret i Aarhus og får en bestyrelse på 11 personer, som regeringen udpeger.

Historien kan gentage sig

De fem regioner bliver omdannet til fem nye sundhedsforvaltninger med hver sin bestyrelse på seks personer, hvoraf de nuværende regionsrådsformænd bliver formand i hver sin bestyrelse i den første periode.

De 21 sundhedsfællesskaber får en politisk overbygning. Den består bl.a. af en borgmester og udvalgsformand fra de 4-5 kommuner i klyngen samt en administrerende direktør for akutsygehuset og de øvrige sygehuse i klyngen.

De kommende uger og måneder vil være præget af en hed debat om, hvorvidt reformen vil føre til øget centralisering eller en styrkelse af det nære sundhedsvæsen. Udfaldet af denne debat kan komme til at flytte mange vælgere og afgøre folketingsvalget. Begge fløje kan have ret i deres argumentation.

Historien fra 2011 kan gentage sig. Dengang lavede den daværende VK-regering med Løkke som statsminister en lynaftale med Dansk Folkeparti om at nedlægge regionerne og lægge ansvaret for sygehusene over til staten. Men kort efter tabte Løkke valget. Og aftalen blev revet i stykker af Helle Thorning-Schmidts røde regering.

Nu kan Løkke lave en ny aftale med Dansk Folkeparti inden næste valg. Taber han valget, risikerer aftalen igen at falde til jorden, og Løkke vil formentlig være fortid i dansk politik. Vinder han, vil Løkke gå over i historiebøgerne som en af Danmarks sundhedsvæsens største politiske arkitekter i mange årtier.